Dagstelegrafen af Klaus Rifbjerg

Rifbjerg serverer et lille stykke af dagens Danmark og virkelighedens verden i sin seneste roman, der formmæssigt er en smuk kæde af stemmer.

Tre generationer har ordet i ’Dagstelegrafen’, som dels er navnet på det nyeste skud på Rifbjergs litteratur-træ og dels navnet på en hedengangen avis, der rinder Emma Nielsen i hu. Hun udgør med sine 75 år den ældste generation, og hendes tanker – der måske mere må betegnes som minder – kredser mestendels om den afdøde mand, Richard, som har båret på en velbevaret hemmelighed i ikke mindre end 40 år. Nysgerrig…? Ja, det blev jeg også!

Emma og Richard har avlet to børn, som i romanens nutid jo ikke er det længere… altså børn. Datteren Rie arbejder på og leder et reklamebureau, og sønnen Carsten er sekondløjtnant i Camp Tordenskjold i Irak. Anders, Ries 18-årige søn, går på Forfatterskolen, og hver især tegner de et billede af deres egen generation og dertilhørende tanker, overvejelser og indre kvababbelser.

Romanen giver ordet på skift til medlemmerne af familien Nielsen. Og i første omgang er det ærligt talt ikke specielt sindsoprivende: Rie køber hindbærsnitter hos bageren, Carsten overraskede som ung ved ikke at blive militærnægter, og forfatterspire-Anders søger efter et originalt kunstnernavn. Men i det øjeblik udefrakommende røster får lov at blande sig i og med de nielsen´ske, sker der et interessant indholdsmæssigt skift, som gør værket ære.

Holder man af Rifbjergs karakteristiske sprog, bliver man ikke skuffet, hvis man griber til ’Dagstelegrafen’. Ikke ret mange behersker det danske sprog så formfuldendt som Rifbjerg, der som bekendt også har en svaghed for at benytte fremmedord en masse. Måske er det et forsvar herfor, der har sneget sig ind i denne roman:
”…som en slags epifani. Han vidste tilfældigvis, hvad ordet betød, fordi hans far kendte den slags ord og brugte dem og syntes, det var rimeligt, at omgivelserne forstod ordene og brugte dem korrekt, når de passede i sammenhængen. Der var ingen grund til at gøre sig dummere, end man er.”

Bestemt ikke, nej…

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.