En naturlig forklaring af Klaus Rifbjerg

Korte noveller med en tone af eftertænksomhed og melankoli - livet i tilbageblik skildret af en forfatter, der som få mestrer sproget og viser stor livsvisdom.

Rifbjergs 50 års forfatterjubilæum fejres med en novellesamling, der atter beviser, at han er suveræn i genren.

Første halvdel af bogen er historier fra barndom og voksenliv; arbejde, jalousi, kærlighed og ægteskab. Titelnovellen "En naturlig forklaring" om faderens død danner et vendepunkt i samlingen, hvorefter bevidstheden om alderdom og forestående død bliver det gennemgående tema. Heri anslås et meget centralt tema: "… der må være en sammenhæng, men hvorfor egentlig? Den, som vil sammenhængen, må påtage sig besværet med at finde den, så enkelt er det, eller så irriterende kompliceret …." (side 93)

Herefter anslås en tone af mismod, flere af hovedpersonerne ser døden i øjnene og har næsten givet op, men ender så alligevel med at glæde sig over, at "Der var stadigvæk tid til at tænke sig om." (side 149).

Klaus Rifbjerg er en sprogets mester, som i korte vendinger kan beskrive en følelse eller sindsstemning præcist, for eksempel: "Det var bare, ligesom regnvandet havde fundet vej til drinksene også, det var lige meget, hvor meget vi hældte på, det virkede ikke." (side 59) eller sammenkædningen af erindringen om barndommens lugte med bevidstheden om forestående død: "Det var ikke kun tørv og kulrøg og konsistensfedt og smøreolie, der lugtede af på perronen den dag, kan jeg se nu. Det var døden, og føj for en prut, siger jeg" (side 129).

Jeg kan ikke lade være med at lede efter forfatteren selv i de personer, han beskriver – f. eks. hvor fortælleren møder en dansk forfatter, bosat i Spanien – "..den slags bøger, han talte så begejstret om, var dem, han gerne ville skrive, men dem, han skrev, var anderledes" (side 53) eller hvor en nydelig ældre herre ser sig selv spejlet i antikvitetshandlens vindue: "Han genkendte ham som sig selv, men den … han så, var alligevel en anden, ikke en helt anden, men en lidt anden". (side 186). Måske en overfortolkning, men en meget nærliggende én, når man nu ved, at Rifbjerg er blevet 75 år.

Jeg viger tit tilbage for noveller, jeg synes ikke, at jeg lærer personerne rigtigt at kende – til andre, der har det som jeg: Giv Klaus Rifbjerg en chance og bliv klogere på livets gang og tidens flygtighed.