Året vender af Klaus Rifbjerg

Dejlig lille dagbog fra Rifbjerg om vinteren 2013.

Så har Rifbjerg igen begået en af disse små perler, hvor han i en løs dagbogsform, en form mellem det korte essay og den umiddelbare reaktion på begivenheder, kommenterer og bearbejder det, der fanger ham. Tiden er vinteren og det tidlige forår 2013 i månederne januar til april. Der er de politiske begivenheder i tiden, Rifbjerg er meget optaget af: Danmarks rolle som krigsførende nation, et emne, der virkelig kan bringe ham i kog. Vinteren er også præget af det mislykkede drabsforsøg på Lars Hedegaard og det politiske røre med et hav af statements fra førende debattører, også det bringes ind i den rifbjergske sammenhæng.

Men imellem disse dagsaktuelle tematikker kommer også en tilbageskuen, billeder fra hans barndom og opvækst med Rifbjergs særlige skarphed i detaljen, det uforlignelige, sansede nærvær, han kan give videre. Ganske meget fylder også litteraturhistorien, hvor Rifbjerg dvæler ved forfattere som Jens Baggesen, Johan Ludvig Heiberg, Martin Andersen Nexø og Johannes V. Jensen og får også dem placeret i sin vinterlige sammenhæng.

Der er også fornemmelsen af tiden - tiden, der går og er gået, og at den så småt er ved at rinde ud. Det hele er lykkeligvis præget af Rifbjergs formidable evne til at skabe disse intense sproglige forløb, hvor man som læser bare kan glide med og tænke, at det her, det kan Rifbjerg som ingen anden.

Et yndlingssted fra bogens sidste tekst: “Året vender, men i hvilken retning spørger jeg barnagtigt. Jeg ved jo godt, hvordan tingene hænger sammen, men der er så meget. Og sproget er ikke ét, det er som lysende kloder i et mørkt, uendeligt rum, hvor de støder sammen og lyser uforudsigeligt. Går man alene, stiger mængden af sammenstød og deres identitet. Af og til er flammen meget stor og overvældende, men for det meste er der tale om en konstant, dæmpet rumlende støj som fra en vulkan før udbruddet. Sådan vandrer man gennem livet i et lingvistisk magnetfelt, hvor størstedelen er uforståelig og næsten altid absurd.”

Bogen kan ses som en fortsættelse af ‘Dag efter dag’ fra 2011 og ‘Januar +’ fra 2012, og sammen danner bøgerne en meget fin selvstændig linje med sansninger, betragtninger, indfald og så sandelig også udfald i den ældre Rifbjergs forfatterskab. Der er et helt særligt lys, en ganske særlig stemning, et ganske særligt tonefald i denne lille række bøger, som man kun kan ønske sig flere af.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.