Jordbær af Klaus Rifbjerg

Rifbjerg på banen med en beretning om et kvindeliv i 1900-tallet præget af undertrykt og uindfriet lidenskab.

Edith (også kaldet Ditte) vokser op i en større søskendeflok på en gartnergård i starten af 1900-tallet. Jordbærrene forsørger familien og er en belønning i sig selv at spise: ”… og hvem var i tvivl, når det hvide kød under den røde overflade bredte sig over tungen, og saften løb ud mellem tænderne og fyldte hele munden …”. Det lyder næsten erotisk, og Edith mærker i sin ungdom en spirende seksualitet trænge sig på. Hun flytter til København for at studere, og her møder hun sin kommende mand, ingeniøren Robert Falk.
 
Edith sidder ved sin mands dødsleje og tænker tilbage på sit liv i en sen nattetime. Romanen fortælles i flashbacks og er Ediths reflektioner over et langt liv levet med en god blid ægtemand, et godt liv men også et kedeligt liv uden den lidenskab, der hele livet lurer under overfladen.

Det starter ellers så lovende ud med at Edith i sin ungdom efter datidens normer og levevis udlever et par mindre oprør: hun tager trods sin families ønske med på en sørejse med en ældre herre, som også bliver hendes første erotiske erfaring. Hun bliver også den første og eneste i familien til at tage en studentereksamen og studere på universitet i København, og hun bliver gravid med en soldat – inden hun møder Robert.

Ligesom lidenskaben mangler i Ediths liv, synes det at have været Klaus Rifbjergs intention at berette Ediths historie i ligeså monotone vendinger uden megen fremdrift. Det eneste ophidsende for læseren er måske Ediths få lidenskabelige og tabubelagte erotiske oplevelser: hendes ungdomsaffære og senere i ægteskabet hendes egen måde at tilfredsstille sig på ved hjælp af et udskylningsapparat (datidens præventionsmiddel).
 
Rifbjerg skal have ros for et godt håndværk: et troværdigt kvindeportræt, en autentisk samfundsskildring og et udmærket sprog, der springer frem og tilbage i tid i sikker stil. Men på  trods af dette er ’Jordbær’ desværre en langtrukken kedelig læseoplevelse.

Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.