Lotte Garbers

J

Jeg har læst disse bøger - mest på dansk og engelsk og lidt på fransk, før og under mit Frankrigsophold 2012-2015, og jeg kan bare sige det, som det er: Jeg bliver ved og ved med at opsøge det franske. Jeg er vist ikke den første. Listen her er sidst opdateret februar 2016.

Her er, hvad jeg læser, som jeg gider dele med jer, siden min blog gik i luften april 2013. Noget har jeg delt, og alt hvad der har med franske bøger og bøger om Frankrig kan du finde i det her indlæg. Resten finder du lige her - og du må rigtig gerne kommentere det - elsker bogdebatter! Jeg opdaterer den ca. en gang om året.

Det var en fantastisk Blixenprisfest, som Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere stablede på benene i fredags, og jeg tror, der kommer mere af den. Og forhåbentlig med bedre fri bar.

Forfatteren Lotte Garbers blogger om Knirke Egedes nye bog 'Jungledage'.

Forleden var jeg til endnu en reception. At være til reception er også en slags jungledage, hvor alle kæmper om kun nogens opmærksomhed, hvor man ikke kan komme frem gennem menneske-lianerne, og hvis man ikke passer på og går tidligt hjem, kan man ende med at få mærkelige dyr med i sengen.

Jeg har fået kritik af kritikken, når jeg har skrevet om andre bøger her på bloggen. Særligt denne om ungdomsbøger og ikke mindst selvudgiveranmeldelsen fra for et par uger siden. Jeg tænkte, om det var mig, der var galt på den, og for det meste kan man jo mærke nede i maven, når man gør noget forkert. Det kunne jeg så ikke.

"Det her foto er fra en konference for biblioteksfolk og redaktører. Det ligner lidt det ovre fra højre, ikke? Det handler om valg, sjovt nok." skriver Lotte Garbers i dette blogindlæg.

Og for mig er det bibliotekets superrolle - at de vælger: hvilke bøger skal vi fremhæve, anbefale, hvilke bøger skal vi lave til lyn-lån, og hvilke bøger kunne vi lade markedet selv forvalte.

Forleden dag kontaktede en kollega mig på mail. Hun ville høre om mine overvejelser omkring Facebook, fordi hun var begyndt sin promovering af næste udgivelse: behøver man at have en Facebook side, kan man få folk med på den, kan man holde gejsten oppe hos følgerne, og hvad er det adskillelsen af profil og side signalerer?

Et nyt kunststøttesystem ser dagens lys i 2014, og det betyder, at der er store skiftedag i de udvalg, der uddeler kunststøtte på baggrund af kvalitet. Det, nogen altid kalder for smagsdommerne. Jeg synes, vi skylder vores udvalgsmedlemmer en meget stor tak, for det er et rigtig utaknemmeligt job. Jeg har været involveret i sammensætningen af de udvalg på litteraturens vegne, der nu takker af. Jeg har også siddet i Statens Kunstfonds repræsentantskab, og så har jeg i den grad været med bag kulisserne. Da jeg var formand for Dansk Forfatterforening, debriefede vi afgående udvalgsmedlemmer.

Hvis der er nogen, der har fået skældud for ikke at have tid til bøger, så er det DR. Men har de så fået det? Jeg kan godt komme med en lang, sur forhistorie om retssag og snydte forfattere, men i dag er der ikke noget aftaleretligt i vejen for, at DR kunne fyre den max. af på litteraturens vegne.

Det er en lidt nem overskrift - sådan lidt som om jeg sætter lighedstegn mellem horror og selvudgivere.

Det er bare gas.

Men jeg kom til at skrive et anelse firkantet blogindlæg i december omselvudgivere, og det har givet mig en del over nallerne, en del tilsendte selvudgivne bøger, tak for dem, og efterhånden også en halvfyldt efterårskalender med foredrag og debatter om netop selvudgivelser. Mere om det, når vi nærmer os.

DETTE ESSAY ER SKREVET TIL LITTERATURSIDENS TEMA OM KÆRLIGHED FEBRUAR 2014

Tidligt i halvfemserne besluttede jeg, at jeg ikke ville være kæreste med min kæreste længere. Jeg
havde det ikke i mig. Det der kærlighed.

Min kulturelle hukommelse begynder nok med min mor. Hun trak de bøger ud på reolen, som hun mente, jeg var klar til at læse nu. Der var mange at vælge mellem, bevares, men der var tale om et bevidst og helt sikkert snævert udvalg. Jeg var en læsehest, mens de andre piger i den alder var til den ægte vare, heste. Jeg bar også briller.

Jeg er ikke formand for forfatterforeningen længere. Jeg er bare mig. Jeg må godt. Så nu siger jeg det: Jeg er træt af, at der ikke er nogen, der siger højt, hvad problemet med selvudgivere er.

For problemet er det, som litteraturkritiker Klaus Rothstein stort set er den eneste, der bliver citeret for at sige: Det er bare ikke godt nok. Slut. Prut.

Fem portrætter af skønne, danske kvindelige forfattere. Det er jo en redaktionel bravo ide. Og vi skal endda møde dem i det skisma, som interesserer os: De to verdner - den ydre og den indre. Det får vi lov til hos Pia Tafdrup, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Merete Pryds Helle, Hanne-Vibeke Holst og Leonora Christina Skov.

Noget af det bedste ved at være forfatter er, at man ikke behøver at lege akademiker mere. Det værste ved akademiske knæbøjninger er, at man ikke må snyde og hoppe til konklusioner, dreje en pointe, skrive” “fakta viser, at” og så have det hele baseret på en fordom. Men det må jeg nu!

Bjørn Rasmussen er dansk forfatter, som er ret så god. Han er professionel, vil jeg mene. Men er han en kende selvhøjtidelig?

Han har udgivet to bøger, begge meget vigtigere for dansk litteratur i de her år end Hassan - som bestemt er vigtig for debatten, ikke nødvendigvis for litteraturen.

"Er der nogensinde en forfatter, der har skrevet en bog for at få penge?" og "mon ikke forfattere bliver ved med at skrive gode bøger, selvom der er masser af dem på masser af forskellige tjenester til billige penge?"

Han slutter selv med ordet "stjerner". Ligesom i alle Dantes tre dele af Den guddommelige komedie, ligesom Dan Brown selv gør i sin nyeste roman, Inferno, og så er Mich Vraa selv ligesom en stjerne på den danske oversætterscene - et faktum, som pressen ikke har hæftet sig ved.

Klokken er halv tre. BogForum er stadig weekendens foretrukne hængudsted, og på Litteratursiden.dk er de ved at forlade deres comfort zone: en kendt ikke-forfatter kommer og taler om bøger. Tre minutter over halv tre kommer de første gæster. Det er overvejende piger under 25 år, der uden at tøve vælger at sidde på en spand i 25 min. for en kendt. Den kendte er den allestedsnærværende Huxi Bach. Han er også kær. Og glad. Michael Linde Larsen stiller det første, store spørgsmål: Hvorfor er det sexet at læse bøger?

Så er jeg klar. Nu har jeg pakket til 6 middagsselskaber, 5 sceneoptrædender, 4 møder og 3 forskellige overnatningssteder. Men det vigtigste er dog de to ting på billedet: kreditkort og BogForumbilletter, og okay så - den ene bog, som jeg glæder mig vildt til at læse, mere om det senere. Meget mere om det egentlig - det er nemlig noget med PORNO.

Netop nu er tredje version af litteratursiden.dk lanceret, og det var selveste ministeren, der gjorde det foran masser af mennesker, bobler og virkelig mange saltstænger. Festligt! Det var selvfølgelig fint, at ministeren kom, og hun virkede også helt glad ved al den kultur, men hun bidrog ikke rigtig med noget. Hun citerede chefredaktør Vandborgs tale fra sidste år og anekdotede lidt, men allermest talte hun om sin famøse kampagne, Danmark læser, som for mig er symbolpolitik og ikke noget, der politisk sætter litteraturen på dagsordenen. Det var lidt trist.

Jeg tror, jeg vil begynde min ærværdige ambassadørtid med at samle bolden op fra min ærede forgænger, overseje forfatter Dorthe Nors, ja, hende der får trykt noveller i The New Yorker. Hun gjorde nemlig, hvad hun skulle: Provokerede mig.