Blog
En stjerne fra muldvarpehullet
Han slutter selv med ordet "stjerner". Ligesom i alle Dantes tre dele af Den guddommelige komedie, ligesom Dan Brown selv gør i sin nyeste roman, Inferno, og så er Mich Vraa selv ligesom en stjerne på den danske oversætterscene - et faktum, som pressen ikke har hæftet sig ved.
Mich Vraa er også en muldvarp, fordi oversættere oftest er ganske anonyme, og en oversætter er god på samme måde som rengøringshjælp: man skal ikke bemærke dem.
Ham her har så valgt at komme op af sit fynske hul, og han er ikke bange for at fortælle os Det Hele. I en ny single (det er en tekst, der er længere end en artikel og kortere end en bog, og det er trendy, og du skal bare have fingeren ud og tjekke alle singlerne ud her på zetland.dk) får vi HELE historien om det pr-hemmelighedskræmmeri, der fandt sted i forbindelse med oversættelse og lancering af den nyeste Dan Brown-roman i maj i år.
Det er en meget vittig tekst. Selvudleverende og selviscenesættende på en og samme gang, og det er så menneskeligt, at jeg nu synes lidt bedre om Mich Vraa, end jeg gjorde i forvejen. Han er virkelig en af Danmarks bedste oversættere, og uden vi skal gå i detaljer har han mere end en gang korrigeret mig i min tid som formand for Dansk Forfatterforening, hvor også landets dygtige oversættere er organiseret, fordi han er mere ambitiøs end jeg, i hvert fald på egne vilkårs vegne. Og én ting har jeg da lært fra formandstiden: barren skal altid, altid, altid sættes så højt, at man ikke skal danse limbo for at komme hen til banken.
Forleden var jeg så til noget, jeg elsker: netværksmiddag. Det kalder man det i den verden, jeg kommer fra - businessverdenen - og andre ville kalde det: en pigemiddag. Men altså - vi var syv, og 98% af vores hjernetid bruger vi på at skrive litteratur eller at skrive om det. (Jeg mener i virkeligheden en hel masse mere om det her med netværk over for livsvidner - nye venner over for gamle venner - men det bliver en anden dag).
Manuskripter i bh'er sælger altid
En af kollegerne havde læst singlen, og hun var aldeles fanget; af gyset ved at være bevogtet, mens man arbejder, humoren ved udsmuglingen af manuskriptet i en USBnøgle gemt i en bh, og ikke mindst dramaet ved at blive uvenner med sin opdragsgiver og blive ramt af det, vi altid kan rammes på: rettighedskrænkelsen.
Er det en tekst for alle? Ja, for den er godt skrevet, og VIP stemning drager de fleste. Og det er rigtig fint at kigge ind i oversætterens værksted, så alle med litteraturlyster skal bare se at komme i gang.
Er det en problematik man kender fra andre brancher; at man skal skrive under på alt muligt, der dybest set kontinuerligt stiller spørgsmålstegn ved ens professionelle integritet? Jeg tror det ikke.
Derfor bliver den et vigtigt - og vittigt - vidnesbyrd om, at i litteraturens fødekæde er vi ganske vist første led - forfatteren eller for en udenlandsk titel oversætteren - men vi hænger også trist nederst, når de helt store penge er på spil. Det er ikke det, at Mich Vraa føler sig pengesnydt, han føler sig rettighedssnydt i et helt andet regnskab i øvrigt, og det er her, at det bliver lidt trist - at stjerner ikke får lov at være stjerner men skal grave sig ned i muldvarpehullet, for ellers får man en skovl over snuden, når man en gang imellem stikker den frem.
Han slutter selv med ordet "stjerner". Ligesom i alle Dantes tre dele af Den guddommelige komedie, ligesom Dan Brown selv gør i sin nyeste roman, Inferno, og så er Mich Vraa selv ligesom en stjerne på den danske oversætterscene - et faktum, som pressen ikke har hæftet sig ved.
Mich Vraa er også en muldvarp, fordi oversættere oftest er ganske anonyme, og en oversætter er god på samme måde som rengøringshjælp: man skal ikke bemærke dem.
Ham her har så valgt at komme op af sit fynske hul, og han er ikke bange for at fortælle os Det Hele. I en ny single (det er en tekst, der er længere end en artikel og kortere end en bog, og det er trendy, og du skal bare have fingeren ud og tjekke alle singlerne ud her på zetland.dk) får vi HELE historien om det pr-hemmelighedskræmmeri, der fandt sted i forbindelse med oversættelse og lancering af den nyeste Dan Brown-roman i maj i år.
Det er en meget vittig tekst. Selvudleverende og selviscenesættende på en og samme gang, og det er så menneskeligt, at jeg nu synes lidt bedre om Mich Vraa, end jeg gjorde i forvejen. Han er virkelig en af Danmarks bedste oversættere, og uden vi skal gå i detaljer har han mere end en gang korrigeret mig i min tid som formand for Dansk Forfatterforening, hvor også landets dygtige oversættere er organiseret, fordi han er mere ambitiøs end jeg, i hvert fald på egne vilkårs vegne. Og én ting har jeg da lært fra formandstiden: barren skal altid, altid, altid sættes så højt, at man ikke skal danse limbo for at komme hen til banken.
Forleden var jeg så til noget, jeg elsker: netværksmiddag. Det kalder man det i den verden, jeg kommer fra - businessverdenen - og andre ville kalde det: en pigemiddag. Men altså - vi var syv, og 98% af vores hjernetid bruger vi på at skrive litteratur eller at skrive om det. (Jeg mener i virkeligheden en hel masse mere om det her med netværk over for livsvidner - nye venner over for gamle venner - men det bliver en anden dag).
Manuskripter i bh'er sælger altid
En af kollegerne havde læst singlen, og hun var aldeles fanget; af gyset ved at være bevogtet, mens man arbejder, humoren ved udsmuglingen af manuskriptet i en USBnøgle gemt i en bh, og ikke mindst dramaet ved at blive uvenner med sin opdragsgiver og blive ramt af det, vi altid kan rammes på: rettighedskrænkelsen.
Er det en tekst for alle? Ja, for den er godt skrevet, og VIP stemning drager de fleste. Og det er rigtig fint at kigge ind i oversætterens værksted, så alle med litteraturlyster skal bare se at komme i gang.
Er det en problematik man kender fra andre brancher; at man skal skrive under på alt muligt, der dybest set kontinuerligt stiller spørgsmålstegn ved ens professionelle integritet? Jeg tror det ikke.
Derfor bliver den et vigtigt - og vittigt - vidnesbyrd om, at i litteraturens fødekæde er vi ganske vist første led - forfatteren eller for en udenlandsk titel oversætteren - men vi hænger også trist nederst, når de helt store penge er på spil. Det er ikke det, at Mich Vraa føler sig pengesnydt, han føler sig rettighedssnydt i et helt andet regnskab i øvrigt, og det er her, at det bliver lidt trist - at stjerner ikke får lov at være stjerner men skal grave sig ned i muldvarpehullet, for ellers får man en skovl over snuden, når man en gang imellem stikker den frem.
Kommentarer