Blog
En professionel forfatter er ikke selvhøjtidelig
Bjørn Rasmussen er dansk forfatter, som er ret så god. Han er professionel, vil jeg mene. Men er han en kende selvhøjtidelig?
Han har udgivet to bøger, begge meget vigtigere for dansk litteratur i de her år end Hassan - som bestemt er vigtig for debatten, ikke nødvendigvis for litteraturen.
Rasmussen udtalte forleden dag i Skønlitteratur på P1, at han ikke deltager i interviews, kun hvis de er skriftlige. Han ønsker at bevare en lille smule kontrol og “har det svært ængsteligt ved at findes som offentlig person”. Han er bange for at begå overgreb på sin tekst i sine udtalelser om den.
Er det en professionel tilgang til sit fag? At man aldrig må stille sig foran sit værk? Det var det i hvert fald en gang. Dengang hvor man kunne være mere sikker på, at en læser og en bog mødte hinanden. Men er det ikke i dag en vældig eksklusiv tilgang? Kan man tillade sig det? Kan man sige: Jeg skriver så godt, at jeg ikke behøver gøre mere? Jeg har skrevet om det før, for jeg er jo ikke ret enig. Du kan læse tilbage her om den skamløse selvpromovering.
For fin til det med tal
I sidste uge rodede jeg mig ud i noget kontraktuelt på vegne af nogle kolleger og mig selv. Uden at gå i detaljer fejlinformerede jeg dem. Ingen opdagede det. Jeg kan kun konstatere, at forfattere er nogen, der ikke læser deres egne kontrakter. Eller: ikke forstår dem. Det tager et kvarter at forstå en forlagskontrakt sammen med en jurist. Et kvarter.
Jeg synes, det er selvhøjtideligt, når man føler sig for skrøbelig til at gå sammen med sin litteratur ud i offentligheden. Er man det - det er jo en menneskeret at være - så må man få andre til det, men når Anna Skyggebjerg, dronningen over alle introverte, kan, så kan alle lære nogle kneb. Læsere vil gerne vide noget om, hvem og hvad der står bag bogen. Det behøver overhovedet ikke at blive personligt.
Jeg synes også, det er selvhøjtideligt ikke at orke at læse sine kontrakter. Som om vi var for fine til det. Alle mennesker skal sgu kunne forstå det, de skriver under på.
Forleden dag kunne jeg læse på Facebook, at min gode kollega Anne Lise Marstrand-Jørgensen endelig havde fået sit eget værelse, som Woolfs klassiker “A room of one’s own” hedder på dansk.
Det er til gengæld ikke selvhøjtideligt. Det er at tage sig selv alvorligt, og det er professionelt. Det ville det også være, hvis man lærte sig lidt jura og gav sine læsere muligheden for at mødes - over en snak om litteraturen.
Bjørn Rasmussen er dansk forfatter, som er ret så god. Han er professionel, vil jeg mene. Men er han en kende selvhøjtidelig?
Han har udgivet to bøger, begge meget vigtigere for dansk litteratur i de her år end Hassan - som bestemt er vigtig for debatten, ikke nødvendigvis for litteraturen.
Rasmussen udtalte forleden dag i Skønlitteratur på P1, at han ikke deltager i interviews, kun hvis de er skriftlige. Han ønsker at bevare en lille smule kontrol og “har det svært ængsteligt ved at findes som offentlig person”. Han er bange for at begå overgreb på sin tekst i sine udtalelser om den.
Er det en professionel tilgang til sit fag? At man aldrig må stille sig foran sit værk? Det var det i hvert fald en gang. Dengang hvor man kunne være mere sikker på, at en læser og en bog mødte hinanden. Men er det ikke i dag en vældig eksklusiv tilgang? Kan man tillade sig det? Kan man sige: Jeg skriver så godt, at jeg ikke behøver gøre mere? Jeg har skrevet om det før, for jeg er jo ikke ret enig. Du kan læse tilbage her om den skamløse selvpromovering.
For fin til det med tal
I sidste uge rodede jeg mig ud i noget kontraktuelt på vegne af nogle kolleger og mig selv. Uden at gå i detaljer fejlinformerede jeg dem. Ingen opdagede det. Jeg kan kun konstatere, at forfattere er nogen, der ikke læser deres egne kontrakter. Eller: ikke forstår dem. Det tager et kvarter at forstå en forlagskontrakt sammen med en jurist. Et kvarter.
Jeg synes, det er selvhøjtideligt, når man føler sig for skrøbelig til at gå sammen med sin litteratur ud i offentligheden. Er man det - det er jo en menneskeret at være - så må man få andre til det, men når Anna Skyggebjerg, dronningen over alle introverte, kan, så kan alle lære nogle kneb. Læsere vil gerne vide noget om, hvem og hvad der står bag bogen. Det behøver overhovedet ikke at blive personligt.
Jeg synes også, det er selvhøjtideligt ikke at orke at læse sine kontrakter. Som om vi var for fine til det. Alle mennesker skal sgu kunne forstå det, de skriver under på.
Forleden dag kunne jeg læse på Facebook, at min gode kollega Anne Lise Marstrand-Jørgensen endelig havde fået sit eget værelse, som Woolfs klassiker “A room of one’s own” hedder på dansk.
Det er til gengæld ikke selvhøjtideligt. Det er at tage sig selv alvorligt, og det er professionelt. Det ville det også være, hvis man lærte sig lidt jura og gav sine læsere muligheden for at mødes - over en snak om litteraturen.
Kommentarer