Skribent
01 nov.13
Blog
Ny ambassadør med lidt baguette
Jeg tror, jeg vil begynde min ærværdige ambassadørtid med at samle bolden op fra min ærede forgænger, overseje forfatter Dorthe Nors, ja, hende der får trykt noveller i The New Yorker. Hun gjorde nemlig, hvad hun skulle: Provokerede mig.
Jeg selv er mere dansk i det end Dorthe og de noveller ovre i USA. Provinsiel måske? Det må andre dømme, men jeg kan i hvert fald krydre mit udsyn med, at jeg for tiden bor i Paris. Fotoet er udsigten fra mit skrivebord. Måske kan man se Eiffeltårnet til venstre.
Her bor jeg med min mand, jeg har kendt i over 25 år, min ældste søn på 20, der arbejder midt i byen og min yngste på 16, der går i gymnasiet.
Og jeg, jeg skriver. Det er første gang, jeg er fuldtidsforfatter i mit liv. Det er fantastisk, og jeg vil aldrig tilbage til Danmark.
I de næste måneder vil jeg skrive om det, om Frankrig, om litteratur, om hvad den betyder for mig, om alt det, jeg engang vidste alt om: kunststøtte, bogens udvikling, forlagenes krig med boghandlerne, bibliotekernes rolle i kulturpolitikken, fordi jeg tidligere har været formand for Dansk Forfatterforening, og så kommer jeg nok også til at skrive en del til jer om det at begynde på et nyt romanmanuskript. Hvor stort, kaotisk, sjovt og helt forfærdeligt det er.
Jeg vil dog allerhelst skrive om det, som optager jer - er der noget, I mener noget om, om det jeg skriver her, som vi skal snakke mere om? Er der emner, I trænger til at høre om? Jeg elsker samtaler. Og hvis det samtidig er om litteratur, bliver jeg ikke gladere.
Tilbage til Dorthe Nors: Hun skrev et blogindlæg i mandags, hvor hun slog med halen. Det kan jeg godt lide. Men sjældent er jeg blevet delt så dygtigt i to lejre: Jeg elsker noget af det, hun skriver, og så bliver jeg så forstemt af noget af det andet.
Lad os begynde med det dejlige: Eller dejligt er det vel ikke, når hun fremhæver noget trist; at deltagere i læsekredse kan sige, at de mener, at noget litteratur er noget lort, fordi de ikke forstår det. Det er jeg rørende enig med hende i, at det er trist, og det er for mig også et mærkeligt synspunkt - at man ikke engang vil prøve? At det, der ligger uden for en selv, er dårligt? Det lyder som et meget begrænset udsyn.
Jeg har mødt en ny variant af samme synspunkt: Man vil ikke lære en enkelt kunstners værker at kende - bøger, maleri, film, etc. -fordi man ikke kan lide kunstneren. Eller det billede, som medierne tegner af kunstneren, for det er ikke et personligt kendskab, der er tale om. Man vælger simpelthen kunst fra, fordi kunstneren engang har sagt noget dumt, gjort noget fjollet. Været på en måde, som man ikke kan lide.
Altså kunst skal først opleves, når det kommer fra en, som man er enig med fra begyndelsen?
Og jeg som troede, at kunst handlede om at flytte sig, blive i tvivl, få en på opleveren, se, føle, sanse, mærke noget, man ikke gjorde lige før. Eller blive bekræftet uden man så det komme.
Ak.
Det skidte i Dorthes indlæg deler sig i to:
Jeg aner en kritik af, at hun antager, at alle læsekredse i Danmark har læst Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”. At det er den sikre dør, der er blevet valgt. Jeg bliver forstemt, når noget kan falde i værdi, alene fordi det er populært. Eller som en gammel kollega altid sagde: Hvor meget skal en bog sælge, før det bliver til en dårlig bog?
Leines bog er pragtfuld, og i onsdags fik han endda Nordisk Råds litteraturpris som bevis. Jeg tror, at vi alle sammen beriges, hvis vi læser den. Alle sammen. Så har vi endda en fælles reference, og det kan kun gavne i mødet mellem mennesker.
Det andet skidte er hendes forventning om, at man i krimilæsekredse snakker om emner, som man ikke snakker om i ikke-krimilæsekredse: mordene, plottet, underholdningen. For mig er det, der kendetegner den gode krimi - udover at beherske og triumferende twiste genren - at karaktererne bliver præcis lige så levende som i ikke-krimier. At de har eksistentielle problemstillinger. At de fortæller os om livet.
Jeg er sikker på, at det er det, man taler om i krimilæsekredse.
Litteraturen har mange facetter, og det er det, der gør den rig. Den man selv foretrækker, bliver ikke bedre af at vurdere den i forhold til den litteratur, man ikke kan lide. Man behøver ikke træde på nogen, mens man fremhæver.
Ellers kunne det jo let lyde som om, at “populære bøger og krimier er noget lort, fordi de er populære og krimier”...
Jeg tror, jeg vil begynde min ærværdige ambassadørtid med at samle bolden op fra min ærede forgænger, overseje forfatter Dorthe Nors, ja, hende der får trykt noveller i The New Yorker. Hun gjorde nemlig, hvad hun skulle: Provokerede mig.
Jeg selv er mere dansk i det end Dorthe og de noveller ovre i USA. Provinsiel måske? Det må andre dømme, men jeg kan i hvert fald krydre mit udsyn med, at jeg for tiden bor i Paris. Fotoet er udsigten fra mit skrivebord. Måske kan man se Eiffeltårnet til venstre.
Her bor jeg med min mand, jeg har kendt i over 25 år, min ældste søn på 20, der arbejder midt i byen og min yngste på 16, der går i gymnasiet.
Og jeg, jeg skriver. Det er første gang, jeg er fuldtidsforfatter i mit liv. Det er fantastisk, og jeg vil aldrig tilbage til Danmark.
I de næste måneder vil jeg skrive om det, om Frankrig, om litteratur, om hvad den betyder for mig, om alt det, jeg engang vidste alt om: kunststøtte, bogens udvikling, forlagenes krig med boghandlerne, bibliotekernes rolle i kulturpolitikken, fordi jeg tidligere har været formand for Dansk Forfatterforening, og så kommer jeg nok også til at skrive en del til jer om det at begynde på et nyt romanmanuskript. Hvor stort, kaotisk, sjovt og helt forfærdeligt det er.
Jeg vil dog allerhelst skrive om det, som optager jer - er der noget, I mener noget om, om det jeg skriver her, som vi skal snakke mere om? Er der emner, I trænger til at høre om? Jeg elsker samtaler. Og hvis det samtidig er om litteratur, bliver jeg ikke gladere.
Tilbage til Dorthe Nors: Hun skrev et blogindlæg i mandags, hvor hun slog med halen. Det kan jeg godt lide. Men sjældent er jeg blevet delt så dygtigt i to lejre: Jeg elsker noget af det, hun skriver, og så bliver jeg så forstemt af noget af det andet.
Lad os begynde med det dejlige: Eller dejligt er det vel ikke, når hun fremhæver noget trist; at deltagere i læsekredse kan sige, at de mener, at noget litteratur er noget lort, fordi de ikke forstår det. Det er jeg rørende enig med hende i, at det er trist, og det er for mig også et mærkeligt synspunkt - at man ikke engang vil prøve? At det, der ligger uden for en selv, er dårligt? Det lyder som et meget begrænset udsyn.
Jeg har mødt en ny variant af samme synspunkt: Man vil ikke lære en enkelt kunstners værker at kende - bøger, maleri, film, etc. -fordi man ikke kan lide kunstneren. Eller det billede, som medierne tegner af kunstneren, for det er ikke et personligt kendskab, der er tale om. Man vælger simpelthen kunst fra, fordi kunstneren engang har sagt noget dumt, gjort noget fjollet. Været på en måde, som man ikke kan lide.
Altså kunst skal først opleves, når det kommer fra en, som man er enig med fra begyndelsen?
Og jeg som troede, at kunst handlede om at flytte sig, blive i tvivl, få en på opleveren, se, føle, sanse, mærke noget, man ikke gjorde lige før. Eller blive bekræftet uden man så det komme.
Ak.
Det skidte i Dorthes indlæg deler sig i to:
Jeg aner en kritik af, at hun antager, at alle læsekredse i Danmark har læst Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”. At det er den sikre dør, der er blevet valgt. Jeg bliver forstemt, når noget kan falde i værdi, alene fordi det er populært. Eller som en gammel kollega altid sagde: Hvor meget skal en bog sælge, før det bliver til en dårlig bog?
Leines bog er pragtfuld, og i onsdags fik han endda Nordisk Råds litteraturpris som bevis. Jeg tror, at vi alle sammen beriges, hvis vi læser den. Alle sammen. Så har vi endda en fælles reference, og det kan kun gavne i mødet mellem mennesker.
Det andet skidte er hendes forventning om, at man i krimilæsekredse snakker om emner, som man ikke snakker om i ikke-krimilæsekredse: mordene, plottet, underholdningen. For mig er det, der kendetegner den gode krimi - udover at beherske og triumferende twiste genren - at karaktererne bliver præcis lige så levende som i ikke-krimier. At de har eksistentielle problemstillinger. At de fortæller os om livet.
Jeg er sikker på, at det er det, man taler om i krimilæsekredse.
Litteraturen har mange facetter, og det er det, der gør den rig. Den man selv foretrækker, bliver ikke bedre af at vurdere den i forhold til den litteratur, man ikke kan lide. Man behøver ikke træde på nogen, mens man fremhæver.
Ellers kunne det jo let lyde som om, at “populære bøger og krimier er noget lort, fordi de er populære og krimier”...
Kommentarer