Blog
Horror - og selvudgivere
Det er en lidt nem overskrift - sådan lidt som om jeg sætter lighedstegn mellem horror og selvudgivere.
Det er bare gas.
Men jeg kom til at skrive et anelse firkantet blogindlæg i december omselvudgivere, og det har givet mig en del over nallerne, en del tilsendte selvudgivne bøger, tak for dem, og efterhånden også en halvfyldt efterårskalender med foredrag og debatter om netop selvudgivelser. Mere om det, når vi nærmer os.
Her skal vi nemlig høre om min oplevelse med en vaskeægte selvudgiver, som begyndte samtalen med mig med at give mig et rap over fingrene. Han hedder Jonas Wilmann, og vi diskuterede mest her pålitteratursiden.dk.
Jeg har læst hans “Udkantshistorier”, en samling af fortællinger, der er vævet sammen af en enkelt fortæller.
Jeg overvejede at begynde min anmeldelse på den måde, som jeg hader allermest: Nu er jeg jo ikke horrorlæser, men denne her bog….
Jeg synes, det er en skidt start på en anmeldelse, når det f.eks. sker i et dagblad, der garanteret har en horrorlæser i stalden, men jeg er kun en enmandshær, og jeg læser virkelig ikke meget horror. Billedet øverst viser fint min klare forventning og erfaring.
Men jeg læser meget. Og det må vel også være en slags kvalitet.
Generelt er jeg imod genreopdeling af litteratur - det kan være godt for en bibliotekar, men ikke for mig, for jeg læser kun bøger, der er gode for mig, ligesom du nok også gør, og ja, jeg læser ikke mange krimier, men jeg læser en del krimier, jeg læser ikke mange digtsamlinger men en del, og altså nu også horror. Med andre ord - jeg kan kun bruge genreopdelingen som en identitetsmarkør - nok lidt ligesom anmelderne på de store dagblade gør.
Fra Hald til halv kvinde på huggeblok
Jeg havde glemt / fortrængt / udslettet fra hukommelsen, at det var horror, jeg sad med. Chokket for mig var derfor stort, da første fortælling ender på en huggeblok med en halv kvinde, den anden halvdel spist.
Uak! Det er jo ulækkert og væmmeligt og vikningsfuldt. Resten af bogen var jeg mere opmærksom på, hvor galt det dog kunne gå, og her bagefter - efter rigtig meget menneskeæderi - sidder jeg og tænker på, om det smattede blod-mudder, de dybe knivsstik og hastigheden hvorpå historierne når deres klimaks, overskygger det egentlige projekt: at fortælle noget om hvor skidt det egentlig står til i udkanterne lige nu, særligt når det gælder kulturen.
Bogens udgangspunkt er Hald, som er et gratis forfatterrefugium ved Viborg, og der er et litterært spor i bogen, som jeg både synes binder den sammen, og som jeg også snubler over. Der er noget spændende ved historien om et bibliotek, der nærmest imploderer, der er en (alter ego?) forfatter, vores fortæller ser op til, og som han bliver ved med at møde på sin færden i udkantsdanmark, og i midten er der et afsnit, skrevet af en påstået dårlig forfatter og en forlæggers nærmest perfide afslag til samme.
Disse litterære spor hænger rundt om i bogen som små perler i en ellers blodig fortælling om kannibalisme og et land i forrådnelse. De to spor bruger ikke hinanden til noget. Måske kunne man hævde, at det var litteraturen, der var blevet skubbet i udkanten, og at vi i vores vækstliderlighed var gået kulturelt tilbage til stenalderen, men det er mere mit postulat, end noget der rent faktisk står der.
Fortælleren får vi ikke meget at vide om, udover at han er vred, ofte sarkastisk og egentlig virker livstræt. Han siger endda i en direkte læserhenvendelse, at han ikke rigtig deler ud af sin personlighed til sin læser. I et formodentligt sarkastisk sprog bliver vi derefter opdateret på civilstatus og andre fakta, men personkaraktertegningen er stædigt fraværende.
Skal jeg læse flere selvudgivelser? Selvfølgelig
Det synes jeg er uinteressant - horror eller ej. Det er personerne, der bærer fortællinger, og det er ikke rart at være i selskab med en, der ikke vil dele. Kombineret med skidt spatiering, ret billigt papir, ujævne sprogbilleder og en del regibemærkninger, der måske er ment for sjov, men ikke er det, må jeg sige, at jeg ikke er imponeret.
Horror er en del af det litterære Danmark, der ikke har så meget taletid. Forleden lovede de i Skønlitteratur på P1 at lave et horrorindslag, fordi de ingenting vidste. Hvilket selvfølgelig ikke er godt nok. Det må vi allesammen glæde os til.
Den næste selvudgivelse, jeg skal læse, er to’eren af Gretelise Holms erindringer, Kærligheden, kampen og kloden. Nu har jeg anbefalet første bind til så mange, at der snart må falde procenter af. Fremragende journalistisk danmarkshistorisk personberetning. Den udkommer 15. maj, lover hun.
Skal jeg så læse flere selvudgivere? Selvfølgelig. Fremover vil jeg forsøge at vide noget om, hvad jeg udtaler mig om.
Det her indlæg ligger også på min blog på lottegarbers.dk
Det er en lidt nem overskrift - sådan lidt som om jeg sætter lighedstegn mellem horror og selvudgivere.
Det er bare gas.
Men jeg kom til at skrive et anelse firkantet blogindlæg i december omselvudgivere, og det har givet mig en del over nallerne, en del tilsendte selvudgivne bøger, tak for dem, og efterhånden også en halvfyldt efterårskalender med foredrag og debatter om netop selvudgivelser. Mere om det, når vi nærmer os.
Her skal vi nemlig høre om min oplevelse med en vaskeægte selvudgiver, som begyndte samtalen med mig med at give mig et rap over fingrene. Han hedder Jonas Wilmann, og vi diskuterede mest her pålitteratursiden.dk.
Jeg har læst hans “Udkantshistorier”, en samling af fortællinger, der er vævet sammen af en enkelt fortæller.
Jeg overvejede at begynde min anmeldelse på den måde, som jeg hader allermest: Nu er jeg jo ikke horrorlæser, men denne her bog….
Jeg synes, det er en skidt start på en anmeldelse, når det f.eks. sker i et dagblad, der garanteret har en horrorlæser i stalden, men jeg er kun en enmandshær, og jeg læser virkelig ikke meget horror. Billedet øverst viser fint min klare forventning og erfaring.
Men jeg læser meget. Og det må vel også være en slags kvalitet.
Generelt er jeg imod genreopdeling af litteratur - det kan være godt for en bibliotekar, men ikke for mig, for jeg læser kun bøger, der er gode for mig, ligesom du nok også gør, og ja, jeg læser ikke mange krimier, men jeg læser en del krimier, jeg læser ikke mange digtsamlinger men en del, og altså nu også horror. Med andre ord - jeg kan kun bruge genreopdelingen som en identitetsmarkør - nok lidt ligesom anmelderne på de store dagblade gør.
Fra Hald til halv kvinde på huggeblok
Jeg havde glemt / fortrængt / udslettet fra hukommelsen, at det var horror, jeg sad med. Chokket for mig var derfor stort, da første fortælling ender på en huggeblok med en halv kvinde, den anden halvdel spist.
Uak! Det er jo ulækkert og væmmeligt og vikningsfuldt. Resten af bogen var jeg mere opmærksom på, hvor galt det dog kunne gå, og her bagefter - efter rigtig meget menneskeæderi - sidder jeg og tænker på, om det smattede blod-mudder, de dybe knivsstik og hastigheden hvorpå historierne når deres klimaks, overskygger det egentlige projekt: at fortælle noget om hvor skidt det egentlig står til i udkanterne lige nu, særligt når det gælder kulturen.
Bogens udgangspunkt er Hald, som er et gratis forfatterrefugium ved Viborg, og der er et litterært spor i bogen, som jeg både synes binder den sammen, og som jeg også snubler over. Der er noget spændende ved historien om et bibliotek, der nærmest imploderer, der er en (alter ego?) forfatter, vores fortæller ser op til, og som han bliver ved med at møde på sin færden i udkantsdanmark, og i midten er der et afsnit, skrevet af en påstået dårlig forfatter og en forlæggers nærmest perfide afslag til samme.
Disse litterære spor hænger rundt om i bogen som små perler i en ellers blodig fortælling om kannibalisme og et land i forrådnelse. De to spor bruger ikke hinanden til noget. Måske kunne man hævde, at det var litteraturen, der var blevet skubbet i udkanten, og at vi i vores vækstliderlighed var gået kulturelt tilbage til stenalderen, men det er mere mit postulat, end noget der rent faktisk står der.
Fortælleren får vi ikke meget at vide om, udover at han er vred, ofte sarkastisk og egentlig virker livstræt. Han siger endda i en direkte læserhenvendelse, at han ikke rigtig deler ud af sin personlighed til sin læser. I et formodentligt sarkastisk sprog bliver vi derefter opdateret på civilstatus og andre fakta, men personkaraktertegningen er stædigt fraværende.
Skal jeg læse flere selvudgivelser? Selvfølgelig
Det synes jeg er uinteressant - horror eller ej. Det er personerne, der bærer fortællinger, og det er ikke rart at være i selskab med en, der ikke vil dele. Kombineret med skidt spatiering, ret billigt papir, ujævne sprogbilleder og en del regibemærkninger, der måske er ment for sjov, men ikke er det, må jeg sige, at jeg ikke er imponeret.
Horror er en del af det litterære Danmark, der ikke har så meget taletid. Forleden lovede de i Skønlitteratur på P1 at lave et horrorindslag, fordi de ingenting vidste. Hvilket selvfølgelig ikke er godt nok. Det må vi allesammen glæde os til.
Den næste selvudgivelse, jeg skal læse, er to’eren af Gretelise Holms erindringer, Kærligheden, kampen og kloden. Nu har jeg anbefalet første bind til så mange, at der snart må falde procenter af. Fremragende journalistisk danmarkshistorisk personberetning. Den udkommer 15. maj, lover hun.
Skal jeg så læse flere selvudgivere? Selvfølgelig. Fremover vil jeg forsøge at vide noget om, hvad jeg udtaler mig om.
Det her indlæg ligger også på min blog på lottegarbers.dk
Kommentarer