Blog
Research kræver en dårlig akademiker
Noget af det bedste ved at være forfatter er, at man ikke behøver at lege akademiker mere. Det værste ved akademiske knæbøjninger er, at man ikke må snyde og hoppe til konklusioner, dreje en pointe, skrive” “fakta viser, at” og så have det hele baseret på en fordom. Men det må jeg nu!
Jeg er ved at være færdig med første runde af research til næste roman. Jeg researcher egentlig under hele processen - det hedder tjekke fakta, men her i begyndelsen må vi lige have styr på rammerne for fortællingen. Så er det her, eksperterne kommer en til undsætning, og det er altid sådan, at det er en fest at snakke med eksperter. De har altid tid, og de vil altid hjælpe, og når man så siger, at man drejer, snyder, lyver og ikke mindst anonymiserer, får man også nogle af de slemme historier med.
Fotoet er F. L. Smidths fabrikker i Europa. Det er det, de lever af - at bygge fabrikker. Bemærk hvor mange der er i Sydfrankrig. Det er her, vi skal hen. Min hovedperson, Nete, arbejder i virksomheden, og hun har nogle problemer, vil jeg sige. Jeg har fået de bedste ideer til plot og drama, blot ved at bruge to timer på hovedkontoret i Valby med en venners ven.
Er Nete en søstjerne? Eller en man-eater?
Nete har problemer med mænd. Eller: Hun synes, de har problemer med hende. Så hører jeg om den nye tendens i sexologernes verden: søstjernen: Den moderne stærke kvinde, der kender sine score-virkemidler, og når hun så får ham hjem, lægger hun sig på sengen og spreder arme og ben som en søstjerne, og så må manden i gang med at servicere. Det er sexolog Sara Skaarup, jeg har lært det af, og så kan man bare ringe til hende. Ganske vist på en dårlig forbindelse, men hun giver eksempler og forklaringer, og den tendens hun ser, kan jeg konkretisere, stofliggøre og alligevel personliggøre i min egen Nete.
Så går man i gang med dialogen. Jeg er dialog-onanist. Jeg bruger virkelig meget tid på at gå rundt og sige replikkerne, og når man skriver hverdagsdramaer, skal de være lige i skabet. Så falder man over forskning, der dokumenterer, at det er vigtigere med hverdagskommunikative redskaber i parforholdet end konfliktløsningsværktøjer. Med andre ord: Jeg skal fortsætte onanien. Elsker det. Altså at man bare kan tage dele ud af en sammenhæng og ikke skrive om det i metodeafsnittet først. Ikke onanien. Slet ikke.
Research er en fest. Som min gode kollega Tonny Vorm skrev i dag på Facebook: “Sort kaffe, sofa, Graham Greene. Lad os kalde det research.“
Jeg lyver og snyder med mine fakta, og på den måde kommer man en dag nærmere sandheden. Ellers må man skrive en roman til.
Noget af det bedste ved at være forfatter er, at man ikke behøver at lege akademiker mere. Det værste ved akademiske knæbøjninger er, at man ikke må snyde og hoppe til konklusioner, dreje en pointe, skrive” “fakta viser, at” og så have det hele baseret på en fordom. Men det må jeg nu!
Jeg er ved at være færdig med første runde af research til næste roman. Jeg researcher egentlig under hele processen - det hedder tjekke fakta, men her i begyndelsen må vi lige have styr på rammerne for fortællingen. Så er det her, eksperterne kommer en til undsætning, og det er altid sådan, at det er en fest at snakke med eksperter. De har altid tid, og de vil altid hjælpe, og når man så siger, at man drejer, snyder, lyver og ikke mindst anonymiserer, får man også nogle af de slemme historier med.
Fotoet er F. L. Smidths fabrikker i Europa. Det er det, de lever af - at bygge fabrikker. Bemærk hvor mange der er i Sydfrankrig. Det er her, vi skal hen. Min hovedperson, Nete, arbejder i virksomheden, og hun har nogle problemer, vil jeg sige. Jeg har fået de bedste ideer til plot og drama, blot ved at bruge to timer på hovedkontoret i Valby med en venners ven.
Er Nete en søstjerne? Eller en man-eater?
Nete har problemer med mænd. Eller: Hun synes, de har problemer med hende. Så hører jeg om den nye tendens i sexologernes verden: søstjernen: Den moderne stærke kvinde, der kender sine score-virkemidler, og når hun så får ham hjem, lægger hun sig på sengen og spreder arme og ben som en søstjerne, og så må manden i gang med at servicere. Det er sexolog Sara Skaarup, jeg har lært det af, og så kan man bare ringe til hende. Ganske vist på en dårlig forbindelse, men hun giver eksempler og forklaringer, og den tendens hun ser, kan jeg konkretisere, stofliggøre og alligevel personliggøre i min egen Nete.
Så går man i gang med dialogen. Jeg er dialog-onanist. Jeg bruger virkelig meget tid på at gå rundt og sige replikkerne, og når man skriver hverdagsdramaer, skal de være lige i skabet. Så falder man over forskning, der dokumenterer, at det er vigtigere med hverdagskommunikative redskaber i parforholdet end konfliktløsningsværktøjer. Med andre ord: Jeg skal fortsætte onanien. Elsker det. Altså at man bare kan tage dele ud af en sammenhæng og ikke skrive om det i metodeafsnittet først. Ikke onanien. Slet ikke.
Research er en fest. Som min gode kollega Tonny Vorm skrev i dag på Facebook: “Sort kaffe, sofa, Graham Greene. Lad os kalde det research.“
Jeg lyver og snyder med mine fakta, og på den måde kommer man en dag nærmere sandheden. Ellers må man skrive en roman til.
Kommentarer