Normale mennesker

En fascinerende, vrangvendt Romeo og Julie-fortælling, hvor to unge har en intens forståelse og kærlighed, men hverken tør tro på kærligheden eller tillade den plads.

Efter en kanondebut med romanen Samtaler mellem venner fra 2017 er Sally Rooney tilbage med denne velskrevne roman, hvor hun udforsker kærlighedens og normalitetens grænser blandt studerende i et socialt overlevelses-game.

Læseren kan fra start flyde med i ægte pageturner og ender i en åben refleksion med flere overraskende dilemmaer. Rooney portrætterer på sin vis en desillusioneret ungdom, men nuancerer billedet fornemt. Normale mennesker er måske netop omfattet af både det lette og det svære liv.

Marianne og Connell har kendt hinanden fra de var børn. Marianne bor i det hvide palæ med den store indkørsel, hvor Connells mor er ansat som rengøringskone. Det er det faktum, som bringer de to sammen. Men den særlige forbindelse, der eksisterer mellem dem, kender ingen. De føler en dyb afhængighed af hinanden, men lader som om, de ikke kender hinanden. 

”Til tider har han en fornemmelse af, at han og Marianne er som kunstskøjteløbere, der improviserer deres samtaler så formfuldendt og med en så perfekt synkroni, at det overrasker dem begge.

De dybe følelser forbliver dog indkapslet i deres eget hermetiske rum: ”Du bliver nødt til at undertrykke det, Marianne … Det gør jeg.”

De unge gennemlever deres gymnasie- og på universitetsliv i et kompliceret socialt game: ”Alle skal lade som om de ikke har bemærket, at deres sociale liv er hierarkisk struktureret ... Marianne tænker, at hun befinder sig nederst eller måske befinder hun sig slet ikke på listen." Til gengæld bliver Connell betragtet som lidt af et catch, som alle kan lide.

De unge i studiemiljøet svæver i de højere luftlag med stipendier, fester og masser af venner. Men det lette liv går tilsyneladende hånd i hånd med ensomhed, rodløshed og en selvudslettende usikkerhed. Alle stræber efter en form for normalitet for at tilpasse sig en verden af normer og etiketter. Sex og magtforhold afsøges som en del af de skjulte dagsordener.

Rooney skaber fortællingen i en skiftevis nutids-beretning og et tilbageskuende blik. Grebet fremstår som en springende refleksion mellem de unges hverdagsliv og tænksomme livsanskuelser. Det er netop det fortællegreb, der gør fortællingen til en flot litterær læseoplevelse. Fortællingens stemmer, som skrifter mellem en hun og en han, flyder med en fascinerende ubemærkethed sammen, ligesom også Marianne og Connell er indvævet i hinandens skæbner. Deres kærlighed synes usynlig for dem, de kan dog ikke slippe den.

Man sidder tilbage med følelsen af, at kærlighedens fornægtelser er uendelige.