Lyden af skyer

 

At sanse verden sans for sans er netop, hvad Pia Tafdrup har sat sig for, og indtil videre har vi smagt på, lugtet til og set verden. Nu er turen kommet til hørelsen, ørerne, de to konkylier som mennesket har installeret på hver sin side af hovedet, og der er i den grad tale om en totaloplevelse. En af forskellene på denne og de tre foregående er nemlig den radius hvori der sanses. Smagen, lugten og synet er alle begrænsede i den forstand, at de er næroplevelser. Man kan rigtig nok se langt, men høresansen overskrider på alle måder, fordi den er i stand til at overskride fysiske rammer. Således rumsterer verden omkring Tafdrup i sin bogstaveligste forstand.

 

Det interessante er, at lige så meget som det handler om at folde ørerne ud, handler det om stilhed. Deraf lyden af skyer - en indædt stilhed, en skærpet opmærksomhed på lydsiden af livet og dermed en aktiv lytten. Lyden af skyer er lige så meget en lyd som den er et fravær af lyd, og på den måde bliver den alle lyde. Lyden af verden som langsomt driver forbi, ind af det ene øre, ud af det andet. Lyden af skyer er bevidstliggørelse.

 

Så når jeg pludselig kan høre et ekko af Inger Christensen i fx digtet SKYER STANDSER IKKE er det nok ikke et tilfælde, fordi man som læser automatisk lytter lidt ekstra.

 

 

 

 

 

 

 

 

Mærk allerførst den elegante poesi i de to sidste linjer. "skyer standser ikke/ som et hjerte" - det er simpelthen ørets (og dermed digtsamlingens) poetik og ren sandhed samlet i to linjer. For lyden af skyer er, hvis man beskriver det ganske upoetisk, lyden af livets motorvej. Det er pulsen, det som hele tiden er i bevægelse. Det er noget man kan dykke ned i ved at spidse ører og være bevidst omkring, hvornår man lytter eller ikke lytter.

 

Med 'Lyden af skyer' nærmer sanseserien sig noget helt - en helhed. Der er balance i samlingen, som indrammer sig selv i de for samlingen nøglebærende præ- og postludium. Men der opstår også en balance i Tafdrups sanse-serie, i og med  første bind i serien, Smagen af stål, indledtes med en FREMTIDSCYKLUS, hvor lyden af skyer også var sart- og slutlinjen.

 

At Pia Tafdrup med sansningens overfladiske empiri formår at gå dybt ned i tilværelsen, på én gang komplekst og simpelt, dét faktum bliver simpelthen ved med at overraske mig.