Bog

Ikke i denne verden

Af (
2021
)

Anmeldelse

Ikke i denne verden

16 jul.21

En lidt svært tilgængelig roman om sorg, skam og kærlighed, der udspiller sig som en road novel i en lastbil gennem Frankrig.

Forlaget beskriver 'Ikke i denne verden' som en menneskelig historie om sorg, skam og kærlighed i alle dens komplekse, mørke og betagende manifestationer. Det lød interessant, og da jeg var vildt betaget af Conor O’Callaghans prosadebut Intet på jord, var forventningerne tårnhøje, men 'Ikke i denne verden' er en bog, jeg har skulle tage tilløb til at læse færdig og skrive om.

Paddy er på vej gennem Frankrig i sin lånte lastbil. Skjult i kabinen er hans 20-årige datter, som ingen må vide er med ham. Det står hurtigt klart, at et af formålene med rejsen er at rette op på forholdet mellem far og datter. Ligeledes står det klart, at Paddy har mere med i bagagen end overfladen afslører.

Romanen udspiller sig over en fire måneders køretur, hvor datteren bliver tyndere og tyndere og efterhånden blot er en skygge af sig selv. Historien fortælles dog ikke kronologisk, men med spring frem og tilbage i tiden. Vi hører om en afsluttet kærlighedsaffære, om Paddys forhold til moren og broren, om en periode i USA og et ægteskab, der ikke var lykkeligt.

For mig var handlingen ikke helt nem at få styr på. Jeg havde svært i at finde ud af, hvem der fortalte hvornår, selvom kapitlerne burde give en hjælp. Kapitler med ugedage som titel, er mest dialogbaserede og foregår hovedsageligt i nutiden. Mens kapitler med titler som ”Gid jeg aldrig havde mødt dig – August 2015”, nærmest er små noveller lagt ind i romanen med tilbageblik og reflektioner. Det hele fortælles dog i brudstykker og uden klare referencer til, hvilket jeg eller du der taler, og der er i det hele taget rigtig meget ufortalt i romanen. Det kræver sin læser at følge med, og jeg stod desværre af undervejs.

Sproget er, som jeg forventede, spændende og skifter mellem det gådefulde og poetiske, mens det andre gange er effektivt og præcist. Men selvom jeg godt kunne lide det poetiske i 'Intet på jord', følte jeg denne gang, at for meget af historien forblev ufortalt, og jeg fik ikke samme fine oplevelse som sidst.

Så selvom jeg efterfølgende har læst flere anmeldelser af romanen, som er langt mere positive, så må jeg konstatere, at nogle gange passer læseren bare ikke til bogen, og det var desværre tilfældet her.

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Oversætter
Nete Harsberg
Faustnummer
38997882
ISBN
9788771516272
Antal sider
269

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer