De søvnløses sol

Sprogligt intens debutroman om en flakkende ung mand, der forsvinder ind i den norske natur, forlist kærlighed og et kunstværk.

’De søvnløses sol’ mimer sin hovedpersons tilværelse; flakkende, fragmentariske og poetiske vandringer gennem et sind på kanten. En ung mand vandrer rundt i de norske fjelde, hvor han overlever ved at stjæle mad fra ubemandede hytter, mens han ofte bruger sine nætter i telt. Han mindes det storbyliv, han har forladt. Romanen handler i høj grad om at blive besat af noget, mest af alt i det fiktive, et værk, som overtager de pladser i ens tilværelse, hvor menneskelige relationer kunne være. Hovedpersonen finder sig ikke til rette, hverken i fjeldene eller i storbyen.

Sprogligt er romanen interessant, til tider filosofisk som fx her: ”Når jeg ser på gamle fotografier af mig selv, er det alle de genstande, jeg har forladt i livet, som jeg tænker på (…) Jeg tænker nogle gange på dem, som var de mig selv.” Tankerækken fortsætter, indtil hovedpersonen kommer frem til, at det er ligeså skræmmende at stjæle en ting som et barn, fordi tingene er et væsen i sig selv. Gjerstad skriver sin hovedperson ud på et sidespor, som er ret interessant at følge.

Forholdet til andre mennesker hænger i en tynd tråd, og hovedpersonen forsøger at overbevise sig om, at de ikke rigtigt betyder noget: ”Jeg var aldrig forelsket i hende, og vi var aldrig i noget forhold, selvom vi havde sex nogle gange. Men hun var den, der kom tættest på at forstå, hvad bogen betød for mig.” Som læser bliver man i tvivl om, hvorvidt det er kvinden eller bogen han tænker tilbage på.

’De søvnløses sol’ handler også om flugt. Hovedpersonen forsøger at flygte fra det værk, der har besat ham, på lige dele tragiske og komiske måder. Han forstår ikke, hvorfor andre ikke har det som han selv. Flugten ud i fjeldene er mildest talt uforløsende for ham. Romanen er altså en fortælling om et menneske i krise.

Jeg sad efter endt læsning tilbage med et ønske om mere beskrivelse af de norske fjelde, af den dybe eksistentielle krise, end romanen giver. Den kradser i overfladen, bruger bogen (altså det værk, hovedpersonen er opslugt af) som skjold og distance til både andre karakterer og læsere.

Eirik Gjerstad kan skrive poetisk prosa på en ret fin måde, og bliver fortællingen løftet lidt i næste værk, kan det blive rigtig godt. ’De søvløses sol’ er en god debut, hvor opløsningen mimes i skriften. Romanen læner sig op ad traditioner fra norske forfattere som Tomas Espedal og Erland Loe, hvor især sidstnævnte adskiller sig med humoren.

Læs den, hvis du vil med ud på overdrevet og interesserer dig for, hvordan et kunstværk kan opsluge menneskelig eksistens.