Bog

Af det almene

Af (
2018
)

Anmeldelse

Af det almene af Lars-Emil Woetmann

12 dec.18

Mærkværdig og mangfoldig debut fyldt med et virvar af digtformer, som strejfer omkring i samfundets forskellige lag.

’Af det almene’ er en mangfoldig læseoplevelse, hvor man ikke ved, hvad der venter i det næste digt. Det er både en kompliment og en kritik, som jeg vil uddybe i løbet af anmeldelsen. Jeget antager forskellige roller i samfundet og er fx domsmand og en, der skal søge job. I sidste ender påstår digtene, at staten ejer din krop. Der er med andre ord tale om en politisk digtsamling.

Lad os starte med det bedste i samlingen. De digte, hvor Woetmann benytter sig af korrektur og sproglig korrekthed, er fantastiske. I digtet 'Blodproppen' foldes talentet ud på fineste vis, når kroppens skrøbelighed skrives frem i ét af samlingens længere og mere komplette digte. Stemningen suger mig ind og jeg læser digtet flere gange. Her et par eksempler fra digtet: ”en hund slikkede min sko / jeg tænkte jeg skulle huske min taske / og det skulle jeg jo / så hverdagsagtigt / sådan at være døende” og ”hjertet vil også briste / når du tror de holder / jeg ved det ikke // verden er bare noget der sker”.

I digtene, hvor sætningen ”staten ejer din krop” går igen som en messende bas, fungerer sproget og det politiske, fordi formen fremstår som en parole som fx ”At du bygger dine muskler / betyder ikke du er i kontrol / du hænger sammen med det hele / staten ejer din krop”. Digtenes kredsen om samfundets sammenhænge er rytmiske og lader læseren selv tænke over, hvordan tingene hænger sammen.

Men det er ikke tilfældet for alle digtene i samlingen. Digtet 'Sætten sig' er et eksempel på digterens eksperiment, hvor stavefejl og brudt rytme i form af overdreven kommatering træder før fortællingen om samfundet: ”Skulle jeg være mangefjæset blomstr, nellik / i gjensidige vikl i mine manifestationerne / i okkergul mur / hvorpå sols skygge satte sig / i mit hjernes indre vrag? Jeg, hvad –”. Efter min mening fremstår disse digte mildest talt irriterende i forhold til læseoplevelsen, især når man løbende finder ud af, hvad Woetmann kan med et mere flydende sprog. Hans evner til at fortælle og skabe billeder nedbrydes med digte som 'Sætten sig', hvor hans sprog mimer fortidens og minder om noget fra 1700tallet.

En anden faldgruppe for politiske digte er, at digtet kommer med en moralsk konklusion til sidst, og her kan Woetmann heller ikke altid dy sig, som fx her i digtet 'En almindelig dag': ”ved ikke hvad hun hedder / rollatoren står tilbage // åh hvor trist”. Første del af digtet består af nøgterne betragtninger, der i sig selv er ret fine, men ”åh hvor trist” som afslutter digtet, fremstår lettere opstyltet og drager en konklusion for læseren, hvilket udelader den læsende fra selv at træde ind i digtets rum for at sanse og fortolke selv. Heldigvis forfalder digtene kun til sådanne konklusioner få gange.

’Af det almene’ viser, at Woetmann har potentiale til at skrive rigtig gode digte, som åbner et vindue ind i samfundet og sætter de almindelige ting på form. Men digtsamlingen efterlader samtidig også et rodet udtryk, fordi der også bliver insisteret på opbrudt syntaks og stavefejl. De bedste digte er i stedet de mere klassiske, fordi Woetmann er en god fortæller gennem poesien.

Bogdetaljer

Forlag
Kronstork
Faustnummer
55096198
ISBN
9788793206410
Antal sider
68

Indgår i tema:

Årets danske debutanter 2018-2019

Sorg, psykisk sårbarhed, sex, krop, misbrug, politik og klima er nogle af temaerne hos det seneste års debutanter. Flere af dem leger med identiteten på en humoristisk måde og har feministiske undertoner.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfRune Kjær Rasmussen
ons, 18/03/2020 - 20:31

Min anmeldelse, af denne digtsamling, som også ligger på¨Goodreads:

 

Det tilsyneladende skødesløses integritet. Hvordan kan det briste på bedste vis? Det er et af de overraskende spørgsmål, jeg bliver efterladt med, nu da jeg har læst ”AF DET ALMENE” første gang. Min oplevelse af at læse bogen er en, hvor blandt andet noget kækt rækkes frem visse steder, men øjeblikket efter kender sin egen besøgstid, sin egen undrens videre færd, måske ud i en fremmedfølelse, det at være ved siden af sig selv hvor en vis insisteren på en fritfølende selvbevidsthed synes at erkende sin egen tøven, men også som en del af en kvalitet ved livet. Det kalejdoskopiske overtrumfer det tilsyneladende selvbevidstes for sikre, for nemme, konstruktioner. Det famlende er ikke bange for at undgå en for rigid figur, en skygge på gulvet, et kridtomrids der så let blæser væk. Det er tekst, der taler meget til min glæde ved noget, der bevæger sig organisk, hvor digterjeget tør at blive hvirvlet med, komme ud over sig selv, forsvinde og give plads til betragtninger der måske, måske ikke, kigger tilbage, lader en blive set, blive ført. Hvad ejes, og hvad er til låns i denne verden? Det er to andre spørgsmål, der berøres, kredses om, og en art slang, pudsige variationer af hvordan ord ”normalt” staves skurrer, bliver til små dupper, sten i skoen, på vejen, som forfriskende ikke er nogen ”vej derhen” men vej videre, vrangvendte trædesten falder mig ind at bruge som begreb her. Jeg synes ganske enkelt, at ”AF DET ALMENE” er en fremragende digtsamling. Den transporterede mig som læser ud i virkelig overraskende perspektiver, blandt andet fordi forløsning og frustration mødes i den på en paradoksal og livsnær, jordforbindende, måde.