De døde fylder dagene med en smag af mønter

Gennem en historie, der starter i fragmenter og samler sig langsomt, har Carsten Müller Nielsen med sin lille Tjernobylroman skrevet en bog om menneskers kamp for at holde sig ude af glemslen.

Enhver, der har prøvet at genfortælle en svær episode fra sit liv, ved, at erindring er en rodet affære. Det er, som om hjernen ikke nødvendigvis lagrer vores minder på en velordnet og logisk måde, men at hukommelsen i lige så høj grad påvirkes af vores følelser. Og jo flere involverede parter, jo vanskeligere bliver det. Ikke mindst når vi taler om kolossale historiske begivenheder – og deres konsekvenser for de mennesker, der berøres.

Tjernobylulykken i Ukraine i 1986 resulterede bl.a. i, at de Sovjetiske myndigheder måtte afgrænse en såkaldt eksklusionszone på en radius af 30 km omkring byen Pripyat, hvor atomkraftværket ligger. Omkring 68.000 mennesker evakueredes fra zonen. Den dag i dag er det kun tilladt at færdes meget begrænset i området, men spøgelsesbyen Pripyat har stadig en uhyggelig fascinationskraft, og turismen stiger faktisk i det endnu strålingsfarlige område, tro det eller ej.

I stedet for at behandle katastrofen direkte, har Nielsen skrevet om nogle karakterer, hvis skæbner både direkte og indirekte er berørt af begivenhederne omkring den. I denne analyse fokuserer vi på, hvordan romanens særlige opbygning er strikket sammen, og hvad det betyder for de temaer, forfatteren har valgt. For selvom bogens spring i både tid og sted kan virke desorienterende, er det selvfølgelig en overlagt strategi.

Komposition
Ved romanens åbning er vi i et faldefærdigt hus i den forladte landsby Kopachi, tæt ved Pripyat. Det er tyst og stemningsmættet, og bortset fra nogle mennesker, der kort dukker op for at fotografere sig i de dramatiske omgivelser, og hurtigt forsvinder igen, er det kun tidens langsomme slid, og nogle få udhungrede dyr, der rør på sig.

I andet kapitel springer vi til Tartu i Estland, hvor vi møder de to karakterer, som fortællingen drejer sig om. En tidligere Sovjetisk soldat, der er uhelbredeligt kræftsyg, formentlig som følge af oprydningsarbejdet efter Tjernobylulykken sidder på en bar, og møder en yngre, prostitueret kvinde, som arbejder der. De aftaler, at han betaler hende for at lytte til hans historier. I løbet af natten ender de med at udveksle historier fra deres liv, inden de ved daggry skilles for bestandig.

Handlingen er altså relativt sparsom. Til gengæld er forløbet klippet op, eller fragmenteret, og sat sammen igen således at læseren selv skal rekonstruere det. Således klipper forfatteren af et par omgange tilbage til det forladte hus i Kopachi, hvilket fungerer både som kontrast til, og ramme omkring det, der udspiller sig på den lille bar i Tartu.

Derudover klipper Tartu-kapitlerne frem og tilbage mellem tre spor: A) Baren, i fortællingens nutid B) Hans og hendes skiftende beretninger, og C) En nøgtern beskrivelse af, hvordan han forlader Ukraine og rejser til Tartu – et spor, der lige akkurat når at indhente A-sporet inden bogen slutter. Det gode spørgsmål er så, hvorfor Carsten Müller Nielsen har konstrueret sin roman på så non-lineær en måde?

Den mest oplagte årsag er, at vi på den måde lærer de to karakterer at kende i netop det tempo de lærer hinanden at kende – de begynder som ubeskrevne blade for hinanden, men langsomt får de lov selv at åbne op for deres histories mere intime detaljer. Men der er også et andet aspekt.

I en klassisk, plot-drevet historie er det sådan, at hver begivenhed, som karaktererne er indblandet i, sætter nogle rammer for det næste, der sker. Så når vi er ved historiens slutning, har de vigtigste karakterer både handlet og truffet valg, der har ændret dem. Måske er der forløst et potentiale i dem, måske er de gået til grunde. En bog som ”De døde fylder dagene...” fungerer på en lidt anden måde. Karaktererne er ikke handlekraftige, det er nuancerne i deres samtale og kropssprog, kontrasterne og detaljerne i beskrivelserne, der er i fokus.

Man kan læse det fragmenterede handlingsforløb som en måde hvorpå forfatteren hele tiden kan trække kontraster frem mellem fortidens drømme og nutidens forfald, mellem tæt befolkede lokaler og øde steder. Det er blandt andet med dét greb, forfatteren trækker fortællingens tematiske indhold frem – som også er det, vi skal se på i det følgende.

Temaer
Når man skal afdække temaerne i en skønlitterær tekst kan det ofte være godt at lede efter det, man kunne kalde modsætningspar. I dette værk er handlingens omdrejningspunkt, hvordan karaktererne beretter om deres liv til hinanden, og derigennem oplever en samhørighed, der, hvor kort den end varer, virker oplivende på dem begge. Et modsætningspar kunne derfor være beretning / fortielse eller, i en mere generel udgave, tale / tavshed. Det er, for begge karakterer, som om deres betroelse til hinanden er påtrængende. Særligt for den unge kvinde, der får mulighed for at fortælle om sin familiehistorie, samt interesser og observationer – som f.eks. hendes fascination af fotografen og forfatteren Sophie Calle, der dokumenterede tilfældige menneskers privatliv, og på den måde manifesterede, at disse mennesker eksisterede.

Beretningen, eller vidnesbyrdet, fylder faktisk så meget i det 20. århundredes kunst, at det er et helt forskningsfelt for litterater. Ikke mindst når man taler om 2. Verdenskrigs- og holocaustlitteratur, kan man ofte læse den betragtning, at netop det at blive ved med at erindre, skrive og berette om disse dybt traumatiske kapitler i vores historie, kan betragtes som overlevernes modstandshandling over for Nazismens forsøg på at tilintetgøre dem – fortællekraftens sejr i det lange løb.

Også hos Carsten Müller Nielsen er det, som om det ikke bare er minderne, der kommer ud af glemsel, når karaktererne fortæller. Det er i lige så høj grad dem selv, der kommer ud af en usynlighedstilstand. Netop i den tråd kan den unge kvinde fortælle om en veninde fra gademiljøet, der en aften bliver voldsomt mishandlet af en kunde og to andre mænd; den gensidige fortrolighed giver plads til, at også andre, underkuede skæbner kan komme til syne. Her kan man se et modsætningspar vi kunne kalde synlig / usynlig, hvor der til det synlige, ligesom til tale, knytter sig noget aktivt livsbekræftende; at tale, at have en stemme, at være synlig og levende.

En interessant parallel til dette ligger i soldatens historier. En af hans opgaver efter ulykken var at tage ind i zonen og nedskyde de dyr, der med deres færden kunne sprede atomnedfaldet, og udgøre en eventuel smittefare. På samme måde fortæller han om huse, og sågar hele skovområder, der blev gravet ned for at minimere spredning. Begravelsesmotivet her er interessant, fordi arbejdet i sig selv er tvetydigt. For selvom der rigtig nok er et sikkerhedshensyn i det, lugter det unægteligt også af et forsøg på at begrave sporene af rædslerne. Her er modsætningsparret synlig / usynlig anderledes uhyggeligt, fordi den dødelige stråling netop er usynlig. Ligesom vi før koblede synlig til levende, kan usynlig her kobles til død – blot er det nu det dødelige, strålingen, der er det aktive. Det er netop det uhyggelige og spøgelsesagtige ved den radioaktive stråling.

Det er i øvrigt den samme dynamik, der ligger på lur i den pointe, at Sovjet jo i mange henseender var et totalitært styre, hvor individet underordnedes, og hvor dissidenter og modstandere af regeringen af og til havde det med at forsvinde - ud af syne.

På denne måde viser 'De døde fylder dagene...' hvordan man, ved at skrue op for tematiske kontraster, kan få en vedkommende og rørende fortælling ud af et meget sparsomt handlingsforløb. Ikke mindst ved at give Kopachi-kapitlerne så relativt meget plads som de har, kan Nielsen virkelig udfolde temaet det forladte, der som nævnt stadig er det fascinerende og skræmmende ved Pripyat og eksklusionszonen. Ved at vise os dyrenes stilfærdige overlevelse, og til slut deres død, omkring det lille sammenfaldne hus, giver forfatteren os et glimt af en verden efter mennesket. En verden, hvor husenes skaller nok står lidt endnu – men for dyrene i zonen er de meningsløse, uden betydning eller historie. Og for en roman der handler om det livsvigtige i fortællingen, står det tilbage som en særligt dyster advarsel om, hvor uigenkaldelig glemslen er, hvis den først får overtaget.