Bog

De døde fylder dagene med en smag af mønter

Af (
2019
)

Anmeldelse

De døde fylder dagene med en smag af mønter af Carsten Müller Nielsen

05 dec.19

Intens, ubarmhjertig og vidunderlig poetisk rejse gennem et liv, næsten to. Fortællingen viser, at selv i den grummeste historie om Tjernobyl-ulykken er der kærlighed.

Første kapitel ’Kopachi’, som er navnet på en by nær Tjenobyl, begynder fredeligt og handler om nogle katte og deres killinger. Ret hurtigt finder man dog ud af, at tingene er mindre idylliske end først antaget. Kattene er ved at blive blinde, de bor i et forladt hus, hvor de kæmper for overlevelse, og en stor hanbjørn vågner og er sulten efter en lang vinter. Huset ligger i den zone omkring Tjernobyl, der skulle forlades efter ulykken. Her søger forskellige dyr ind i kampen for overlevelse. Huset er samtidig også hovedpersonens mormors hus, der bærer præg af at være hastigt forladt.

Hovedpersonen har medvirket ved oprydningen i det radioaktive område og møder på et værtshus en prostitueret kvinde, som han har en lang natlig samtale med, der giver indblik i begges liv. De har begge oplevet alt for meget ødelæggende i livet, og han er yderligere ramt af katastrofen, fordi han har arbejdet så tæt på udslippet.

Han fortæller hende om kattekillingen Galjka, han fik af sin mormor, og i glimt trækkes en rød tråd til kattene, der prøver at overleve i deres eget mikrounivers i mormorens faldefærdige hus, hvor tapetet hænger i laser, og råddet lever i væggene. Ganske som hos ham selv. Den prostituerede fortæller hvedpersonen om et liv med vold og håbløshed, og læseren mærker døden som noget lugtende, levende og på alle måder sanseligt. Fortællingerne kredser om livet, der skulle have været levende og sanseligt, men som for vores hovedpersons vedkommende snart er forbi. Selv den store hanbjørn falder død om og vidner om, at selv magt har en levetid. De taler også om kloge ulve, som vi møder i slutningen af romanen, der undlader at spiser af den døde bjørn. Fordi de er overlevere. En del af livets cyklus, der blot fortsætter sin cirkulære proces, trods smerte og sorg.

Carsten Müller Nielsens sprog er så udleverende, smukt og forrevet, at man føler sig ”sjæleæltet” med en barnlig lykke over, at det trods alt er muligt at opnå en form for forløsning og en kortvarig form for nærhed og ømhed, selv for to fremmede, hvor døden allerede har taget bolig i den ene. Det er vigtigt, at historier fortælles, så vi husker og føler. Carsten Müller Nielsens fortælling får os til at se, at selv i den grummeste historie er der kærlighed. Et strøg af en fremmed hånd, der sender lys ind i den barske virkelighed, som et tegn på håb og næstekærlighed.

Det er smukt, for f….. det er smukt. Hvis du endnu ikke har læst noget af Carsten Müller Nielsen, har du en stor gave til gode.

Analyse

Müller Nielsen, Carsten - De døde fylder dagene med en smag af mønter

Gennem en historie, der starter i fragmenter og samler sig langsomt, har Carsten Müller Nielsen med sin lille Tjernobylroman skrevet en bog om menneskers kamp for at holde sig ude af glemslen.

Enhver, der har prøvet at genfortælle en svær episode fra sit liv, ved, at erindring er en rodet affære. Det er, som om hjernen ikke nødvendigvis lagrer vores minder på en velordnet og logisk måde, men at hukommelsen i lige så høj grad påvirkes af vores følelser. Og jo flere involverede parter, jo vanskeligere bliver det. Ikke mindst når vi taler om kolossale historiske begivenheder – og deres konsekvenser for de mennesker, der berøres.

Tjernobylulykken i Ukraine i 1986 resulterede bl.a. i, at de Sovjetiske myndigheder måtte afgrænse en såkaldt eksklusionszone på en radius af 30 km omkring byen Pripyat, hvor atomkraftværket ligger. Omkring 68.000 mennesker evakueredes fra zonen. Den dag i dag er det kun tilladt at færdes meget begrænset i området, men spøgelsesbyen Pripyat har stadig en uhyggelig fascinationskraft, og turismen stiger faktisk i det endnu strålingsfarlige område, tro det eller ej.

I stedet for at behandle katastrofen direkte, har Nielsen skrevet om nogle karakterer, hvis skæbner både direkte og indirekte er berørt af begivenhederne omkring den. I denne analyse fokuserer vi på, hvordan romanens særlige opbygning er strikket sammen, og hvad det betyder for de temaer, forfatteren har valgt. For selvom bogens spring i både tid og sted kan virke desorienterende, er det selvfølgelig en overlagt strategi.

 

Komposition
Ved romanens åbning er vi i et faldefærdigt hus i den forladte landsby Kopachi, tæt ved Pripyat. Det er tyst og stemningsmættet, og bortset fra nogle mennesker, der kort dukker op for at fotografere sig i de dramatiske omgivelser, og hurtigt forsvinder igen, er det kun tidens langsomme slid, og nogle få udhungrede dyr, der rør på sig.

I andet kapitel springer vi til Tartu i Estland, hvor vi møder de to karakterer, som fortællingen drejer sig om. En tidligere Sovjetisk soldat, der er uhelbredeligt kræftsyg, formentlig som følge af oprydningsarbejdet efter Tjernobylulykken sidder på en bar, og møder en yngre, prostitueret kvinde, som arbejder der. De aftaler, at han betaler hende for at lytte til hans historier. I løbet af natten ender de med at udveksle historier fra deres liv, inden de ved daggry skilles for bestandig.

Handlingen er altså relativt sparsom. Til gengæld er forløbet klippet op, eller fragmenteret, og sat sammen igen således at læseren selv skal rekonstruere det. Således klipper forfatteren af et par omgange tilbage til det forladte hus i Kopachi, hvilket fungerer både som kontrast til, og ramme omkring det, der udspiller sig på den lille bar i Tartu.

Derudover klipper Tartu-kapitlerne frem og tilbage mellem tre spor: A) Baren, i fortællingens nutid B) Hans og hendes skiftende beretninger, og C) En nøgtern beskrivelse af, hvordan han forlader Ukraine og rejser til Tartu – et spor, der lige akkurat når at indhente A-sporet inden bogen slutter. Det gode spørgsmål er så, hvorfor Carsten Müller Nielsen har konstrueret sin roman på så non-lineær en måde?

Den mest oplagte årsag er, at vi på den måde lærer de to karakterer at kende i netop det tempo de lærer hinanden at kende – de begynder som ubeskrevne blade for hinanden, men langsomt får de lov selv at åbne op for deres histories mere intime detaljer. Men der er også et andet aspekt.

I en klassisk, plot-drevet historie er det sådan, at hver begivenhed, som karaktererne er indblandet i, sætter nogle rammer for det næste, der sker. Så når vi er ved historiens slutning, har de vigtigste karakterer både handlet og truffet valg, der har ændret dem. Måske er der forløst et potentiale i dem, måske er de gået til grunde. En bog som ”De døde fylder dagene...” fungerer på en lidt anden måde. Karaktererne er ikke handlekraftige, det er nuancerne i deres samtale og kropssprog, kontrasterne og detaljerne i beskrivelserne, der er i fokus.

Man kan læse det fragmenterede handlingsforløb som en måde hvorpå forfatteren hele tiden kan trække kontraster frem mellem fortidens drømme og nutidens forfald, mellem tæt befolkede lokaler og øde steder. Det er blandt andet med dét greb, forfatteren trækker fortællingens tematiske indhold frem – som også er det, vi skal se på i det følgende.

 

Temaer
Når man skal afdække temaerne i en skønlitterær tekst kan det ofte være godt at lede efter det, man kunne kalde modsætningspar. I dette værk er handlingens omdrejningspunkt, hvordan karaktererne beretter om deres liv til hinanden, og derigennem oplever en samhørighed, der, hvor kort den end varer, virker oplivende på dem begge. Et modsætningspar kunne derfor være beretning / fortielse eller, i en mere generel udgave, tale / tavshed. Det er, for begge karakterer, som om deres betroelse til hinanden er påtrængende. Særligt for den unge kvinde, der får mulighed for at fortælle om sin familiehistorie, samt interesser og observationer – som f.eks. hendes fascination af fotografen og forfatteren Sophie Calle, der dokumenterede tilfældige menneskers privatliv, og på den måde manifesterede, at disse mennesker eksisterede.

Beretningen, eller vidnesbyrdet, fylder faktisk så meget i det 20. århundredes kunst, at det er et helt forskningsfelt for litterater. Ikke mindst når man taler om 2. Verdenskrigs- og holocaustlitteratur, kan man ofte læse den betragtning, at netop det at blive ved med at erindre, skrive og berette om disse dybt traumatiske kapitler i vores historie, kan betragtes som overlevernes modstandshandling over for Nazismens forsøg på at tilintetgøre dem – fortællekraftens sejr i det lange løb.

Også hos Carsten Müller Nielsen er det, som om det ikke bare er minderne, der kommer ud af glemsel, når karaktererne fortæller. Det er i lige så høj grad dem selv, der kommer ud af en usynlighedstilstand. Netop i den tråd kan den unge kvinde fortælle om en veninde fra gademiljøet, der en aften bliver voldsomt mishandlet af en kunde og to andre mænd; den gensidige fortrolighed giver plads til, at også andre, underkuede skæbner kan komme til syne. Her kan man se et modsætningspar vi kunne kalde synlig / usynlig, hvor der til det synlige, ligesom til tale, knytter sig noget aktivt livsbekræftende; at tale, at have en stemme, at være synlig og levende.

En interessant parallel til dette ligger i soldatens historier. En af hans opgaver efter ulykken var at tage ind i zonen og nedskyde de dyr, der med deres færden kunne sprede atomnedfaldet, og udgøre en eventuel smittefare. På samme måde fortæller han om huse, og sågar hele skovområder, der blev gravet ned for at minimere spredning. Begravelsesmotivet her er interessant, fordi arbejdet i sig selv er tvetydigt. For selvom der rigtig nok er et sikkerhedshensyn i det, lugter det unægteligt også af et forsøg på at begrave sporene af rædslerne. Her er modsætningsparret synlig / usynlig anderledes uhyggeligt, fordi den dødelige stråling netop er usynlig. Ligesom vi før koblede synlig til levende, kan usynlig her kobles til død – blot er det nu det dødelige, strålingen, der er det aktive. Det er netop det uhyggelige og spøgelsesagtige ved den radioaktive stråling.

Det er i øvrigt den samme dynamik, der ligger på lur i den pointe, at Sovjet jo i mange henseender var et totalitært styre, hvor individet underordnedes, og hvor dissidenter og modstandere af regeringen af og til havde det med at forsvinde - ud af syne.

På denne måde viser 'De døde fylder dagene...' hvordan man, ved at skrue op for tematiske kontraster, kan få en vedkommende og rørende fortælling ud af et meget sparsomt handlingsforløb. Ikke mindst ved at give Kopachi-kapitlerne så relativt meget plads som de har, kan Nielsen virkelig udfolde temaet det forladte, der som nævnt stadig er det fascinerende og skræmmende ved Pripyat og eksklusionszonen. Ved at vise os dyrenes stilfærdige overlevelse, og til slut deres død, omkring det lille sammenfaldne hus, giver forfatteren os et glimt af en verden efter mennesket. En verden, hvor husenes skaller nok står lidt endnu – men for dyrene i zonen er de meningsløse, uden betydning eller historie. Og for en roman der handler om det livsvigtige i fortællingen, står det tilbage som en særligt dyster advarsel om, hvor uigenkaldelig glemslen er, hvis den først får overtaget.

19 feb.20

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Faustnummer
46943325
ISBN
9788771515749
Antal sider
173

Artikel

Carsten Müller Nielsen vinder DR Romanprisen 2020

For mange deltagere i Romanklubberne var Carsten Müller Nielsen en ny og eksperimenterende stemme, som de ikke kendte i forvejen. Nu har han vundet Romanprisen for ’De døde fylder dagene med en smag af mønter’, som stiller skarpt på følgerne af Tjernobyl-ulykken.
Læs mere

Deltag i debatten

53 indlæg
AfTina Karina Mortensen
lør, 13/06/2020 - 14:52

Stort tillykke til Carsten Müller Nielsen for at vinde DR Romanprisen 2020
- og stort tillykke til alle os, som har læst "De døde fylder dagene med en smag af mønter".
Tak til alle som har deltaget i årets DR Romanklub debatter her på Litteratursiden og ikke mindst alle deltagerne i læseklubberne ude på bibliotekerne landet over.
hilsen Tina
Tovholder i DR Romanklub debatten på Litteratursiden

Læs og hør mere her:
https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/bog-med-smag-af-moenter-faar-dr-romanprisen-2020

AfTina Karina Mortensen
fre, 03/04/2020 - 11:01

Vupti, så gik den time.
Tak til alle som var med i snakken og især tak til Carsten, som har svaret ihærdigt på alle spørgsmål.
Vi har fået mange gode svar og kommentarer.
Selv har jeg bidt mærke i Carstens kommentar
”Magi er vigtig”

Med den sætning vil jeg gerne sige tusind tak for i dag.
Fortsæt endelig med at skrive Litteratursiden.dk er altid åben
mange hilsner
Tina
tovholder i DR Romanklubben her på Litteratursiden.dk

AfLise Vandborg
fre, 03/04/2020 - 11:04

Som svar til af Tina Karina Mo…

Ja, tusind tak til Carsten og alle de gode spørgsmål og tankevækkende svar, som får en til at reflektere yderligere.  Jeg har især hæftet mig ved langsomheden, som Carsten nævner her til sidst har været vigtig i bogen.

Lad os hylde langsomheden!

fre, 03/04/2020 - 11:13

Som svar til af Lise Vandborg …

Og tak fordi, jeg måtte være med. Og tak for alle de virkelig gode spørgsmål. Jeg ser lige efter om der er nogen, jeg har glemt at svare, inden jeg logger af. Tak for nu! Carsten.

AfLisa Lauge Boll
fre, 03/04/2020 - 10:52

Jeg har også et spørgsmål eller en kommentar til formen. For da jeg stod med bogen i hånden - tænkte jeg , den er hurtig læst. Men så gik jeg i gang og opdagede langsomheden i teksten. Og at jeg var nødt til at holde pauser fra læsningen. Så tak for denne invitation til langsomhed, som på mange måder passer som fod i hose til tiden herhjemme.

 

fre, 03/04/2020 - 10:59

Som svar til af lizaone

Hej Lisa,

Det er jeg glad for, du skriver. For langsomhed er vigtigt. Det har været vigtigt for mig. Læsning er for mig et nærvær og det kræver tid og fordybelse, og det har jeg arbejdet helt bevidst med i denne bog. For jeg ville gerne netop opnå, at folk stoppede op og tænkte og mærkede efter. Så er der andre ting, jeg har lavet, hvor det er mere ud over stepperne. Men denne bog krævede et kontemplativt nærvær, for det synes jeg, historien havde fortjent.

Carsten

 

AfLise Vandborg
fre, 03/04/2020 - 10:47

Hej Carsten, jeg vil gerne høre lidt om romanen er mere inspireret af den centraleuropæiske tradition end af dansk litteratur? 

fre, 03/04/2020 - 10:54

Som svar til af Lise Vandborg …

Hej Lise,

Det ved jeg ikke, om den er. Men jeg kan se på min egen bogreol, at jeg faktisk ikke læser ret meget dansk litteratur, men mest netop oversat europæisk og latinamerikansk litteratur. Det er forlag som Batzer, Sisyfos, Silkefyret, Sidste Århundrede, Skjødt og også mit eget forlag Jensen & Dalgaard. Jeg har altid været meget glad for Kafka og Samuel Beckett og Bulgakov og al den slags. Så mine egne præferencer sniger sig jo nok ind i skriften.

Carsten

AfLise Vandborg
fre, 03/04/2020 - 10:59

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Interessant. Jeg kommer i hvert fald lidt i den samme stemning, når jeg læser din roman, som når jeg læser Kafka.

fre, 03/04/2020 - 10:42

Carsten - er der egentlig ikke en anden roman, der også omhandler dét, at en bogsamling forsvinder/gives væk? Kan ikke komme i tanke om titel eller forfatter, men måske har den inspireret dig til mormoderens bogreol? 

Og genialt med kattene som overgangsskikkelser.

Iøvrigt er jeg helt enig i, at din roman egner sig glimrende til højtlæsning, film mv. Håber, at det måske bliver aktuelt. :-)

Anette Riis, Silkeborg

fre, 03/04/2020 - 10:50

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Uh... det er der helt sikkert, men det siger mig ikke lige noget. Jeg så engang en film, hvor der var en mand der sad i en soveværelse og ikke måtte komme ud førend han havde læst hele "Krig og fred". Kan ikke huske, hvad filmen hed, men jeg har tænkt en del på den her i de sidste har uger! Det er jo noget med, at læsning er et spørgsmål om nærver. Men det er samtidig også en afmåling af tiden. Man kan jo se på bogen, at man har vandret gennem siderne.

fre, 03/04/2020 - 10:57

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Tak Carsten!

Kender ikke så meget til Bulgakov og Sophie Calle - men nu er jeg via din roman blevet inspireret til at vide mere om disse to kunstnere!

Anette

fre, 03/04/2020 - 11:01

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Åh... Du skal læse "Mesteren og Margarita". Den er så smuk og fin og sjov og grotesk. Det er sgu nok verdens bedste roman. Det tog Bulgakov 17 år at skrive den, han vidste, han aldrig fik den udgivet pga. Stalin, men han blev ved. Det er et mesterværk!

Carsten

fre, 03/04/2020 - 11:11

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Tak Carsten - også for din måde at debattere på - og for din fabelagtige skriveevne!

Nu har jeg mere inspiration til denne læseegnede tid.

Take care - Anette

AfTina Karina Mortensen
fre, 03/04/2020 - 10:36

Titlen. Vil du fortælle om den.
Flere steder indgår kopek mønter. Bl.a. på side. 113 ”Det var luften der smagte sådan …… lidt ligesom at have mønter i munden”

fre, 03/04/2020 - 10:47

Som svar til af Tina Karina Mo…

Ja. Oprindeligt er det noget fra et digt, der kommer fra min digtsamling "Aspic sputnik". Det er et digt, der beskriver den der sære følelse man kan få, når man står med et gammelt gulnet klassebillede i hånden. Man ser både en masse unge mennesker med livet foran sig. Og samtidig ved man, at de alle nu er døde, at det er noget, der ikke længere "er". Bogen har haft mange titler. Arbejdstitlen var "Teaterstykker af Bulgakov". Det kunne den selvfølgelig ikke hede, men jeg er meget stor fan af Bulgakovs forfatterskab, og i begyndelsen af skriveprocessen stod mormorens bogsamling helt centralt for mig. At det så endte med "De døde fylder dagene med en smag af mønter" skyldes jo til dels det helt konkrete: at det gav en metalisk smag i munden, når brandfolkene nærmere sig reaktoren. Dernæst er det også en reference til den gamle græske myte om floden Styx. Man putter ne mønt i munden på liget, så den afdøde har noget at betale færgemanden med.

Carsten

 

AfLise Vandborg
fre, 03/04/2020 - 10:49

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Det er virkelig en stærk titel, en titel jeg aldrig vil glemme igen!

AfMarianne Träff
fre, 03/04/2020 - 10:57

Som svar til af Lise Vandborg …

Helt enig Lise, stærk og poetisk, men også svær.

Den der metalliske smag af mønter har Corona patienter sikkert også, når man er syg mister man ofte smagssans og alt smager ens  - metallisk.

Vis flere
Log ind for at skrive kommentarer

Brugernes anmeldelser

3 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer
AfTina Karina Mortensen
man, 27/04/2020 - 10:31

Lørdag den 26. april 1986 eksploderede en reaktor på atomkraftværket ved byen Tjernobyl i det daværende Sovjetunionen
Det gør Carsten Müller Nielsens fine roman uhyggelig aktuel.
Vil du vide mere om ulykken, anbefaler jeg Faktalink.dk
https://faktalink.dk/titelliste/tjer
Du har adgang til faktalink gennem dit lokale biblioteks hjemmeside.

Har du ikke hørt radioudsendelsen med Carsten Müller Nielsen, slår jeg lige et ekstra slag for DRs fine udsendelsesrække. Her fortæller han bl.a. om menneskets ansvar for de spor, vi sætter på kloden
https://www.dr.dk/radio/p1/dr-romanprisen-2020/dr-romanprisen-2020-5-6



 

fre, 03/04/2020 - 11:03

Først efter jeg har set CHERNIBYL serien på HBO gav det mig billeder på steder og hændelser og bogen

åbnede sig for mig

tor, 20/02/2020 - 21:40

Læsegruppen i Halsnæs havde været i tvivl om ,dette var en roman, men var efter læsningen ikke i tvivl - de blev betaget af bogen fra 1.side .

Det rolige tempo,  sproget poetisk og udtryksfuldt. Forfatterens måde at skildre virkeligheden naturen og dyrene i detaljer-næsten som en film!  Og hvem har været så tæt på et køkkenskab under vasken?

Dialogen mellem soldaten og luderen er betagende fra enetale til samtale. Kærlighed? 

 

Fakta om Tjernobyl, altså ,hvad der kunne være sket ,er lammende. Og De arme soldater! 

Tak for oplevelsen . Annette Thomsen