Den usynlige Ivan Isaenko

Ivan Isaenkos dagbogsblade er en uforglemmelig og uafrystelig historie om livet som patient på Mosyr Hospital for Alvorligt Syge Børn.

Den amerikanske forfatter Scott Stambach debuterer med en helt speciel roman, hvor han giver stemme til et af de såkaldte Tjernobylbørn, børn som er født med skader eller har fået sygdomme som følge af atomkraftulykken ved Tjernobyl i 1986 i det daværende Sovjetunionen. Rammen om historien er en stak papirer, som er blevet fundet på et hospital, og som er skrevet af en af patienterne, Ivan Isaenko.

”Kære læser”…”jeg skriver ikke for din skyld, men for min egen. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan sove. Jeg skriver, fordi Polina er død. ”

Ivan Isaenko er 17 år og har boet på Mosyr Hospital for Alvorligt Syge Børn hele sit liv. Han er født som krøbling med mange handicaps, men hans hjerne fejler så absolut ingenting. Han er så smart, at han kan foregive at være i koma, når han ønsker at være i fred for læger, sygeplejersker og medpatienter. Det betyder så samtidig, at han kan overhøre samtalerne mellem sygeplejerskerne og lægerne. Den eneste, der gennemskuer ham, er den ene af sygeplejerskerne, Natalja, som er den, der står Ivan nærmest. Hun skaffer ham bøger, og han sluger alt, han kan komme i nærheden af. Hans liv kører i faste rammer, og han har affundet sig med at leve et liv, hvor han er iagttageren. Hans beskriver dagligdagen, maden og medpatienterne, som han inddeler i 6-måneds patienter og 3-månedspatienter, alt efter hvor længe personalet regner med, de kan leve. Personalet har han meget præcise karakteristikker af. Han bliver engang spurgt om, hvordan han kan overleve i det system, og til det svarer han, at han gør alting til en leg. Så han er egentlig tilfreds.

Men så ankommer der en dag en ny patient: Polina, som har leukæmi. Hun bryder ind i hans faste rutiner, hun er irriterende, hun stjæler hans bøger. Men som den første får hun Ivan til at have følelser, og jo mere syg, hun bliver, jo nærmere kommer de hinanden.

’Den usynlige Ivan Isaenko’ er en helt fantastisk og speciel bog, jeg mindes ikke nogensinde at have læst noget lignende. Hovedtemaet er den meget smukke -og umulige- kærlighedshistorie mellem Ivan og Polina. Den er fortalt rørende, gribende og meget overbevisende. Af andre temaer er der blandt andet en kritik af det sovjetiske hospitalssystem, og etikken bag, hvor ofrene for atomkraftulykken bliver gemt af vejen. Endelig, og det lyder måske mærkeligt, så er det også en meget morsom bog, fordi Ivan gennemskuer og afslører alt hykleriet omkring sig.

Så kære læser, selv om du synes, at bogen er lidt svær af komme i gang med, så hold ud og få en helt uforglemmelig læseoplevelse. Jeg både græd og lo med Ivan Isaenkos.