Lapidarium

Carsten Müller Nielsen er tilbage med endnu et begavet opslagsværk. En humoristisk bog, der driver gæk med begreberne og får læseren til at genoverveje ordenes betydning.

Bogen er en anderledes måde at tilgå litteraturen på, hvor hvert opslag starter med at handle om et emne og derefter fortaber sig på underholdende vis et helt andet sted. Den efterlader sin læser med en følelse af at læse en blanding mellem "Du er selv helten" fra 1980’erne og et stort, naturvidenskabeligt opslagsværk.

”Lapis” betyder sten, ”arium” betyder rummende, og ”lapidarium” er en udstilling eller samling af sten, f.eks. på en kirkegård. Bogen understøtter ikke sædvanlige begrebssammenhænge eller videnskabsteori. Under "Jerntæppe" står f.eks.: "Et stort tæppe af jern, der i tilfælde af brand kan nedsænkes og adskille publikum fra scenen, hvilket kan være særdeles nyttigt, hvis forestillingen indebærer ild eller andre former for eksplosioner". Man henvises desuden til at slå op under "Perito Moreno", som er et andet navn for Patagonien. Efter dette afsnit henvises man til "Nice" og "Yucatán". Et andet eksempel er opslaget "Ukendte landskaber", og herunder står, at dem findes der et utal af. Der henvises videre til "Biiotit", som er et sort mineral, der glinser og er meget smukt, men alligevel ikke særligt eftertragtet, da det forekommer mange steder. Men hvis det selv havde kunnet vælge, ville biotit "utvivlsomt have taget form som et instrument, sandsynligvis en slags pibeorgel". 

Som læser kan man vælge at læse bogen fra en ende, men jeg valgte at starte med at læse om "Rombeporfyr", en smuk stenart med et dejligt navn. Derfra blev jeg sendt på rejse rundt i Carsten Müller Nielsens finurlige univers, mens jeg blev underholdt på overraskende og uforglemmelig vis. Forfatteren kan noget med sproget og sin måde at henvende sig til læseren på. Han inviterer med på sjove eventyr og tænksomme eftermiddage, og bedst som man synes, at man forstår, skifter han spor, og forståelsen befinder sig igen på gyngende grund.