Anmeldelse
De døde fylder dagene med en smag af mønter af Carsten Müller Nielsen
- Log ind for at skrive kommentarer
Intens, ubarmhjertig og vidunderlig poetisk rejse gennem et liv, næsten to. Fortællingen viser, at selv i den grummeste historie om Tjernobyl-ulykken er der kærlighed.
Første kapitel ’Kopachi’, som er navnet på en by nær Tjenobyl, begynder fredeligt og handler om nogle katte og deres killinger. Ret hurtigt finder man dog ud af, at tingene er mindre idylliske end først antaget. Kattene er ved at blive blinde, de bor i et forladt hus, hvor de kæmper for overlevelse, og en stor hanbjørn vågner og er sulten efter en lang vinter. Huset ligger i den zone omkring Tjernobyl, der skulle forlades efter ulykken. Her søger forskellige dyr ind i kampen for overlevelse. Huset er samtidig også hovedpersonens mormors hus, der bærer præg af at være hastigt forladt.
Hovedpersonen har medvirket ved oprydningen i det radioaktive område og møder på et værtshus en prostitueret kvinde, som han har en lang natlig samtale med, der giver indblik i begges liv. De har begge oplevet alt for meget ødelæggende i livet, og han er yderligere ramt af katastrofen, fordi han har arbejdet så tæt på udslippet.
Han fortæller hende om kattekillingen Galjka, han fik af sin mormor, og i glimt trækkes en rød tråd til kattene, der prøver at overleve i deres eget mikrounivers i mormorens faldefærdige hus, hvor tapetet hænger i laser, og råddet lever i væggene. Ganske som hos ham selv. Den prostituerede fortæller hvedpersonen om et liv med vold og håbløshed, og læseren mærker døden som noget lugtende, levende og på alle måder sanseligt. Fortællingerne kredser om livet, der skulle have været levende og sanseligt, men som for vores hovedpersons vedkommende snart er forbi. Selv den store hanbjørn falder død om og vidner om, at selv magt har en levetid. De taler også om kloge ulve, som vi møder i slutningen af romanen, der undlader at spiser af den døde bjørn. Fordi de er overlevere. En del af livets cyklus, der blot fortsætter sin cirkulære proces, trods smerte og sorg.
Carsten Müller Nielsens sprog er så udleverende, smukt og forrevet, at man føler sig ”sjæleæltet” med en barnlig lykke over, at det trods alt er muligt at opnå en form for forløsning og en kortvarig form for nærhed og ømhed, selv for to fremmede, hvor døden allerede har taget bolig i den ene. Det er vigtigt, at historier fortælles, så vi husker og føler. Carsten Müller Nielsens fortælling får os til at se, at selv i den grummeste historie er der kærlighed. Et strøg af en fremmed hånd, der sender lys ind i den barske virkelighed, som et tegn på håb og næstekærlighed.
Det er smukt, for f….. det er smukt. Hvis du endnu ikke har læst noget af Carsten Müller Nielsen, har du en stor gave til gode.
- Log ind for at skrive kommentarer
Intens, ubarmhjertig og vidunderlig poetisk rejse gennem et liv, næsten to. Fortællingen viser, at selv i den grummeste historie om Tjernobyl-ulykken er der kærlighed.
Første kapitel ’Kopachi’, som er navnet på en by nær Tjenobyl, begynder fredeligt og handler om nogle katte og deres killinger. Ret hurtigt finder man dog ud af, at tingene er mindre idylliske end først antaget. Kattene er ved at blive blinde, de bor i et forladt hus, hvor de kæmper for overlevelse, og en stor hanbjørn vågner og er sulten efter en lang vinter. Huset ligger i den zone omkring Tjernobyl, der skulle forlades efter ulykken. Her søger forskellige dyr ind i kampen for overlevelse. Huset er samtidig også hovedpersonens mormors hus, der bærer præg af at være hastigt forladt.
Hovedpersonen har medvirket ved oprydningen i det radioaktive område og møder på et værtshus en prostitueret kvinde, som han har en lang natlig samtale med, der giver indblik i begges liv. De har begge oplevet alt for meget ødelæggende i livet, og han er yderligere ramt af katastrofen, fordi han har arbejdet så tæt på udslippet.
Han fortæller hende om kattekillingen Galjka, han fik af sin mormor, og i glimt trækkes en rød tråd til kattene, der prøver at overleve i deres eget mikrounivers i mormorens faldefærdige hus, hvor tapetet hænger i laser, og råddet lever i væggene. Ganske som hos ham selv. Den prostituerede fortæller hvedpersonen om et liv med vold og håbløshed, og læseren mærker døden som noget lugtende, levende og på alle måder sanseligt. Fortællingerne kredser om livet, der skulle have været levende og sanseligt, men som for vores hovedpersons vedkommende snart er forbi. Selv den store hanbjørn falder død om og vidner om, at selv magt har en levetid. De taler også om kloge ulve, som vi møder i slutningen af romanen, der undlader at spiser af den døde bjørn. Fordi de er overlevere. En del af livets cyklus, der blot fortsætter sin cirkulære proces, trods smerte og sorg.
Carsten Müller Nielsens sprog er så udleverende, smukt og forrevet, at man føler sig ”sjæleæltet” med en barnlig lykke over, at det trods alt er muligt at opnå en form for forløsning og en kortvarig form for nærhed og ømhed, selv for to fremmede, hvor døden allerede har taget bolig i den ene. Det er vigtigt, at historier fortælles, så vi husker og føler. Carsten Müller Nielsens fortælling får os til at se, at selv i den grummeste historie er der kærlighed. Et strøg af en fremmed hånd, der sender lys ind i den barske virkelighed, som et tegn på håb og næstekærlighed.
Det er smukt, for f….. det er smukt. Hvis du endnu ikke har læst noget af Carsten Müller Nielsen, har du en stor gave til gode.
Kommentarer