Guds bedste børn

Her er hvad vi synes om bogen i læsegruppen på Ærøskøbing bibliotek:

Der var enighed i læsegruppen om, at Guds Bedste Børn var en god men barsk bog. Det er en fortælling, der virker realistisk i sin skildring af miljøet, personerne og handlingen. En nutidig socialrealistisk tragedie.

Bogen er en reminder om, at vi er et rigt samfund, og alligevel findes sådanne miljøer og problemer.

Miljøer hvor børn udsættes for omsorgssvigt i familien og for dårlig påvirkning fra omgivelserne, og de

fatale konsekvenser, det har, når både hjemmet og det sociale system spiller fallit.

Bogen beskriver, hvordan omsorgssvigt, stoffer, sprut , had, racisme fører til mere og mere vold. Mickey´s

og Simons og banden DKP´s sprog er had og vold, og frustration. Der er ikke meget refleksion. De har ikke

lært empati og kan ikke finde ud af hvad kærlighed er. Simon, der prøver at bryde med miljøet, kan alligevel ikke bryde den sociale arv, men bliver selv offer for vold, og Jamil, der fortsat bor i ghettoen, bliver syg p.g.a skyldfølelse og måske angst og kan ikke komme videre i livet efter Zekis død, selv om han ellers var en der havde positive fremtidsudsigter.

Alle bogens hovedpersoner ender således med at være fanget i/af miljøet.

Vi kunne godt lide Morten Papes opdeling af bogen i forskellige synsvinkler, så man fik skildret de

forskellige hovedpersoners baggrund. Sproget er flydende selvom det afspejler det rå miljø.

Man kunne godt fornemme, at forfatteren kender miljøet.

Det blev nævnt i gruppen, at det er dejligt,, at der er vidner, der formidler deres viden om den slags

problemer.

Kære alle,

det har været en sand fornøjelse at følge med her på sidelinjen. Jeg ville gerne have ”blandet” mig lidt tidligere i debatten, men login-problemer og sygdom hos administrator har først tilladt at jeg kan deltage nu.

Jeg må sige, at I er virkelig nogle skarpe og generøse læsere. Det er altid forbundet med en vis nervøsitet at udgive en bog, og derefter overlade fortolkninger og meninger med det hele til andre.

Men I har virkelig fattet den. I har virkelig forstået ”Guds bedste børn.” Og lige så meget I roser mig for at have skrevet den, må jeg kvittere med at rose jer for at have læst og forstået den fuldt ud. Så tak til jer! Det betyder alverden for mig. Ama’r halshug.

Jeg vil her forsøge at gennemgå de kommentarer og spørgsmål, som I har stillet mig.

Hvis nogen føler sig forbigået, eller der er en pointe jeg ikke har fået med her, så er det ikke af ond vilje eller fordi jeg ikke vil svare på det konkrete. Så har jeg bare overset det, og beklager dermed på forhånd.

Og for læsere derude, der endnu ikke har læst ”Guds bedste børn”, så må jeg naturligvis advare om gevaldige **spoilers** forude…

Tina Karina Mortensen nævner, ligesom flere af jer, venskabet og forholdet mellem Zeki og Jamil. For mig er de to drenge på mange måder hinandens modsætninger, og bl.a. derfor er de det perfekte vennepar. Hvis den ene ryger for langt ud af en tangent, kan den anden sørge for at holde den anden i snor, og vice versa.

De repræsenterer hinandens modsætninger, men besidder hver især dét som den anden gerne ville have. Jamil ville ønske at han var lidt mere vild og modig som Zeki. Omvendt ville Zeki nok gerne have Jamils intellekt og snilde og fremtidsmuligheder. Samtidig er Zeki jo et socialt skjold for Jamil. Der er ingen af de mere hårdkogte bandemedlemmer, der rører Jamil eller driller ham, netop fordi han er Zekis bedste ven.

Så meget desto værre bliver det så, da Zeki bliver dræbt, for så mister Jamil netop sit skjold, og desuden bliver han klandret for ikke at have forhindret overfaldet og drabet. Og det ender med at ødelægge ham på både kort og lang sigt.

Flere af jer nævner også, med rette, fraværskonsulenten og sagsbehandleren Lisas rolle og hendes ”utraditionelle” metoder.

Hvis jeg et kort sekund i al ubeskedenhed må fremhæve mig selv og mit eget værk, så er jeg meget glad for den dynamik, der foregår mellem især Mickey og Lisa. De er jo ”lovbrydere” på hver deres måde. To personer der på hver deres måde ikke er bekvemme med at holde sig til regler og normer.

Lisa er jo udmærket klar over, at de rammer og bemyndigelser hun arbejder under, ikke altid er tilstrækkelige. Hun ved, ligesom romanen jo også insinuerer, at de sociale myndigheder kan være tunge at danse med, og at hun derfor er nødt til ind imellem at bruge utraditionelle metoder. Derfor befinder hun sig også godt med at have ”den frie rolle på midtbanen”, som hun selv udtrykker det i romanen.

Hun tror, at hvis hun er snedigere end det rigide system, så kan hun skabe bedre resultater end netop det rigide system. Men hun opdager aldrig at Mickey for det første er en manipulerende lille satan, og at han kun vil hende, fordi han er seksuelt tiltrukket af hende og den moderkærlighed som hun tilbyder ham. En moderkærlighed han aldrig før har stiftet bekendtskab med, og derfor aner han ikke hvad han skal stille op med den. Og så er han 14-15 år gammel, og på det tidspunkt tænker de fleste drengen som bekendt kun på ganske få ting…

Så er der et par spørgsmål fra Connie Mikkelsen, som jeg vil prøve at besvare her:

Hvordan har du det med at skrive socialrealisme?

Hej Connie. Det er faktisk ikke en ”genre” jeg er særlig bevidst om, når eller mens jeg skriver. Jeg kan faktisk slet ikke lide genrebetegnelsen ”Socialrealisme”. Det er et lidt diffust og fluffy begreb, som jeg tror er opfundet til at beskrive kunstværker der beskæftiger sig med mennesker og karakterer fra lavere samfundslag, end den som den snakkende og kreative klasse (der definerer og navngiver disse genrer) som regel er en del af.

Jeg anskuer derimod ”Guds bedste børn” som en tragedie. Ydermere vil jeg gå så langt og kalde den for en decideret velfærdstragedie.

Ved du hvordan det er gået med de oprindelige gerningsmænd ?

Ja, det gør jeg. Men det vil jeg, ud af respekt for dem og deres nuværende liv og fremtid, ikke kommentere yderligere på. Det håber jeg I forstår.

Og har du fået reaktioner fra folk i miljøet om det du har skrevet indtil nu ?

Det korte svar er: forbløffende få.

Jeg havde nok både med min første bog, og i særdeleshed med den seneste forventet (læs: frygtet) at få visse reaktioner. Men der har været helt stille. Jeg tror dem fra miljøet enten er ligeglade med sådan en som mig, eller også så aner de ikke at bogen findes. Det burde de dog, for det har jeg meddelt de fleste implicerede parter fra virkeligheden. 

Derudover spørger Connie, om jeg ved hvornår den næste bog kommer. Det ved jeg desværre ikke. Det må tage den tid, det tager. 

Thomas Tiedje har også et par spørgsmål:

Er det rigtigt, at fordi Fogh stod på valg til NATO’s generalsektretær, blev de racistiske motiver til drabet på Amager nedtonet?

Kære Thomas. Jeg er nødt til at svare en smule snedigt på det spørgsmål, for at undgå eventuelle injurier. Jeg ved godt at det er vanvittig uopdragent og flabet at besvare et spørgsmål med et andet spørgsmål, men jeg håber du vil bære over med mig og i stedet fundere over nogle af de kuriositeter, som jeg faldt over, mens jeg researchede og skrev romanen:

Hvordan kan det være at Københavns Politi, en del af statsmagtens tredeling, kort tid efter drabet kategorisk afviser et racisme-motiv, på trods af flere øjenvidners beretninger, der peger på at det modsatte er tilfældet? 

Hvordan kan det være, at undervejs i hovedvidnets (”Jamils”) afhøring blev det ham påduttet at stoppe med at  beskrive og udtale sig om de fremmedfjendske og racistiske kommentarer, der blev kommunikeret fra gerningsmændenes side lige før misgerningen? 

Hvorfor blev den afdeling i politiet der tog sig af forbrydelser begået mod etniske og seksuelle minoriteter (også kendt som paragraf 81 vold, hatecrimes) umiddelbart efter Muhammed-krisen overført til et sted under PET, hvor filer og opgørelser tager hen for at forsvinde ud i den blå luft i fortrolighedens navn?

Hvorfor gjorde den daværende danske ambassadør i Tyrkiet, Jesper Vahr, sig ligeledes uhyre umage med at underspille og afvise racismemotivet til de tyrkiske og muslimske nyhedsmedier under det dræbte avisbuds begravelse? 

Hvorfor var det egentlig vigtigt at ambassadøren deltog i den begravelse? Hvordan hænger det sammen med, at selvsamme ambassadør, så snart det var lykkes Fogh at få tyrkernes støtte og blive valgt som NATOs nye generalsekretær, straks blev ansat som stabschef for Fogh..? Var det en slags tak-for-hjælpen-tjans..?

Og hvordan hænger det mon sammen med at NATO derefter støttede og godkendte den enorme oprustning af tyrkisk forsvar og militær?

Jeg spørger bare. Og hvis I ligesom jeg synes, at det hele lyder ulækkert og klamt, så tænk engang over at selvsamme Fogh nu har sit eget tv-program, hvor han hygger sig og drikker dyr vin. Og tænk på at ingen journalister har gidet at reagere på de oplysninger, jeg præsenterer i romanen. Tænk engang over det. Og græm jer så.

Hvad er der sket med Simon, siden han til sidst sidder i kørestol.

Det fremgår til aller sidst i Simons del, lige da han har hentet øglen Geo i lejligheden og er på vej mod busstoppestedet, at en flok indvandrerdrenge råber ham an og derefter følger efter ham. Det er dem, som knalder ham ned og sender ham i kørestol. På den måde udsættes Simon for noget nær den samme afstumpede, pludselige forbrydelse, som han selv var med til at begå engang. Poetisk retfærdighed? Eller vold der avler vold? Det er op til fortolkning.

Til aller sidst vil jeg lige berøre en meget gennemgående kommentar fra jer alle, deriblandt Birgit Borum og Marianne Träff. 

Den kommentar om, at romanen er hård at læse. At den gør ondt. At man får det fysisk dårligt. Jeg kunne blive ved. I ved hvad jeg mener. Det er trods alt jer, der har følt mavepusteren mest.

Jeg tror at romanen gør ondt på jer læsere, fordi den gør ondt på vores nationale selvforståelse som verdens lykkeligste land med verdens bedste velfærdssystem. Som Strindberg sagde, så ER det sgu synd for menneskene. Også for dem, som I ellers normalt aldrig hører om, fordi de ikke har en skid at skulle have sagt. Det er bl.a. de mennesker, jeg derfor forsøger at give en slags stemme.

Jeg tager det som en kolossal kompliment, når læsere fortæller mig, at de har fået en fysisk og psykisk reaktion af at læse mine romaner. Så kan jeg ikke opnå mere, nærmest.

Jeg vil gerne slå et slag for den litteratur, der gør ondt. Hvis man gerne vil læse, for at det skal gøre godt, så er man nok bedre tjent med Marie Kondo eller Hella Joof end med undertegnede. Og det skal man have lov til, i sagens nstur.

Jeg vil gerne slå et slag for det man måske kunne kalde for den ærlige og samfundsrelevante litteratur. 

Jeg vil gerne slå et slag for den vedkommende litteratur, der tør give sig i kast med større strukturelle problemstillinger.

Og jeg vil gerne slå et slag for den litteratur, der ikke er bange for at slukke sin tørst ved det samme trug som dokumentarisme eller journalisme - for jeg tror man kan drage fordel ved mange af de genrers konventioner og principper. 

Journalisten Anja Bo udtalte i et radioprogram forleden, at journalistisk handler om at skrive de historier, som andre vil forhindre, bliver fortalt. 

Alt andet, udtalte Anja Bo, er sniksnak og PR.

På samme måde kan man måske sige om den ærlige og samfundsrelevante litteratur, at den først og fremmest er kendetegnet ved at være et modsvar, måske endda et angreb på de forstillelser og løgne vi fyldes med fra dem, der netop kun anskuer os almindelige mennesker som vælgere eller forbrugere.

Og netop derfor tror jeg også, at mange af jer nævner, at mine bøger er vigtige.

Som en lille, uanseelig, nørdet brilleabe, der aldrig troede han ville være til nogens som helst form for relevans for andre end ham selv, kan jeg kun sige jer tak for at modbevise mit inderlige og konstante mindreværd.

Tak for nu. Håber I vil nyde de andre nominerede værker de næste par måneder.

kærlig hilsen

Morten

Vi synes alle, det er en meget vigtig bog, der viser hvordan verden desværre også er.

Guds bedste børn giver os indblik i en verden, som heldigvis de færreste kender.

Hvor er det fantastisk, som sproget skifter  alt efter fortællestemmen.  Vi synes, at sproget virkelig på allerbedste vis er med til at beskrive personerne og deres miljø.

Det har været så spændende for os  at følge alle personerne i kredsen omkring mordet. Vi har også fået indblik i de forskellig skæbners liv - også  at alle blev ofre. 

Hvor er der mange svigt- alle svigter alle- alle forrråder alle.

Vi får også et godt billede af de forskellig instutioner/ institutionsformer og de forskellige måder, de drives på. Nogle bedre end andre.

Et andet spændende spor i bogen er det politiske/ racistiske DKP mod "perkerne".

Hele tiden skulle vi minde hinanden om, hvor unge de alle var-  og så allerede været udsat for så mange svigt og så megen forråelse.

Ved sådan en bog rykkes vores syn på verden, og vi har fået en indsigt i andre mennesyn, andre kulturer og andres traumer.

Bogens forside indikerer på uhyggeligste vis, hvor uhyggelig og skræmmende bogen er.

Det er virkelig en fantastisk  bog, der med sin uhyggelige realisme går rent ind under huden  på os.

Den har sat sig dybe foruroligende spor.

Nu har Morten Pape spidset blyanten og er snart klar til at deltage i debatten.
Godt at se, der allerede er spørgsmål klar til ham.
Hilsen Tina

På Ishøj Bibliotek var de to læsekredse meget begejstrede for Morten Papes roman. Mange udbrød ‘fantastisk!’, adspurgt om deres umiddelbare indtryk af “Guds bedste børn”. I samme vending blev ord som forfærdelig, barsk, rystende brugt - men mest på den “gode” måde, omend nogle havde fået det “fysisk dårligt”. Læserne var tillige imponerede af Papes evne til skildre socialt belastede miljøer så autentisk, blandt andet beskrivelsen af de voldsomme svigt af bogens hovedpersoner - om det er i familien eller de sociale myndigheder. Det affødte en generel debat om socialpolitik, de stadig større forskelle på rig og fattig, om udsatte børn og unge, og det - ifølge nogle -  “danske dilemma”: at enten svigter vi de udsatte totalt eller også pakker vi dem ind i vat. I “Guds bedste børn” personificeret ved socialrådgiveren Lisa, der vil “redde verden” og inviterer Mickey med hjem til jul. Da han reagerer uventet (blotter sin penis), svigter Lisas voksne, professionelle overblik, og hun ender med at svigte Mickey fatalt. Fra da af, efter at have oplevet en flig af kærlighed og omsorg, er der kun én vej for Mickey ned i volden og selvdestruktionen.

Én af læserne syntes, at “Guds bedste børn” i sine skildringer fik bibelske og filosofiske undertoner, og citerede Strindberg: “Det er synd for menneskene”. For “Guds bedste børn” efterlader intet håb for de implicerede. Ikke mindst fordi ingen af de fire drenge - Mickey, Simon, Jamil og Zeki - har gode rollemodeller at se op til, og slet ikke fædre. Den eneste mentor er den dybt kriminelle onkel Keller. Bibliotekets læsere så også flere paralleller på tværs af drengene: Zeki og Mickey er således de “slemme drenge” med suspekte onkler, prædestineret til kriminalitet, mens Simon og Jamil begge har noget menneskeligt i sig, men lider under at blive udstødt og isoleret af deres fællesskaber med ensomhed og endnu værre skæbne til følge.

Spørgsmål til Morten Pape:

Er det rigtigt, at fordi Fogh stod på valg til NATOs generalsekretær, blevet de racistiske motiver til drabet på Amager nedtonet?

Hvad er der sket med Simon, siden han til sidst sidder i kørestol?

Hej Marianne
Ser frem til at se, hvad læsekreds nr 2 mener. Det kunne egentlig også være spændende at høre, hvad du synes, der skulle være skåret fra? Eller er det mon fordi, bogen simpelthen er meget barsk.
Kunne man dræbe hovedpersoner fra sin lænestol, var jeg nok blevet dømt for mord på Keller (måske også Tina, men det er lidt svært med det navn :-))
Hævn er vel også et af bogens helt store temaer?
Hilsen Tina

Velkommen til debatten om "Guds bedste børn".
Jeg håber, I har lyst til at dele tanker. Efter endt læsning føler jeg mig stadig banket gul, blå og grøn.
En bog så fuld af psykisk og fysisk vold synes jeg er barsk at håndtere. Svigt på svigt på svigt og i lang tid med et stort håb om at tingene ville bedre sig.
Morten Pape har sagt ja til at deltage i debatten senere på måneden, så skyd endelig løs med spørgsmål til ham.

Indtil da er der et par ting, jeg har tænkt over. Måske har I nogle bud.
Hvad er det for et forhold Jamil og Zeki har? Flere gange får jeg en fornemmelse af at Jamil egentlig gerne vil ud af venskabet. Zeki er simpelthen for voldsom for ham. Det samme spejler sig i Simon og Mickeys venskab.
En anden ting jeg har tænkt over er at Lisa, Mickeys pædagog virker utradtionel i sine metoder men professionel. Hvorfor kan hun ikke håndtere Mickeys tilnærmelser juleaften. Mon hun er symbol på endnu et svigt fra samfundets side. Eller måske snarere at Mickey kan klare svigt fra samfundet, men ikke fra Lisa, som ikke "er samfundet" ?? 

"Brødrene vold har forladt bygningen"..... Velkommen til debatten :-)
Hilsen Tina