Analyse
Pape, Morten - Guds bedste børn
'Guds bedste børn' er en tragisk fortælling om et brutalt køllemord og et realistisk portræt af samfundets sociale bund.
Guds bedste børn giver et råt og realistisk portræt af en gruppe unge mænd opvokset i Holmbladskvarteret på Amager. Fætrene Simon og Mickey på 17 og 15 har sønderslåede opvækster i nedbrudte hjem bag sig. De strejfer rundt pumpede på dope og rascime i Københavns gader i bil og jagter slagsmål, der for et øjeblik kan tage trykket af kedlen. På en trappesten ser de to pizzaspisende avisbude med etnisk baggrund, Zeki og Jamil. Mickey stiger ud af bilen med en fastelavnskølle i hånden og med fætteren Simon efter sig. Zeki modtager et dødbringende slag og erklæres dagen efter hjernedød.
Gennem længere krydsklip mellem synsvinkel, sted og tid afdækkes karakterernes baggrundshistorier. Læseren får fortællingen om de tre unge mænd, Jamil, Simon og Mickey. Jamil overværer mordet på sin bedste ven og ekskluderes bagefter fra sin omgangskreds. Hans gamle venner mener, han bærer skylden, fordi han ikke greb ind. Simon angiver sin onkel, hvis våben han havde i bilen, mens mordet skete. Bagefter får han nedsat sin straf og kæmper for at få en tilværelse på benene på flugt fra et hårdkogt kriminelt miljø. Og Mickey svinger køllen og tænker ”Gud velsigne nogen, man kan hade så meget, at man kan lide sig selv lidt igen”. På et tidspunkt flygter han fra fængslet og trækker et spor af blod og vold efter sig. Tilsammen skabes et voldsrealitisk portræt af et socialt miljø, hvor den sociale arv og udsigtsløsheden er den enkeltes byrde at bære.
Morten Pape mellem fiktion og virkelighed
'Guds bedste børn' er Morten Papes anden roman. Morten Pape debuterede i 2015 med romanen Planen, der falder inden for den autobiografiske genre uden skelnen mellem romanens fortæller og forfatter. Romanen beskriver Mortens opvækst i Urbanplanen på Amager i et understimuleret og lukket miljø, hvor der hersker særlige normer og regler. Med Guds bedste børn bevæger Morten Pape sig væk fra det autobiografiske og over i fiktionen.
Dog er romanen er inspireret af en virkelig hændelse, et køllemord begået på hjørnet af Lergravsvej og Polensgade på Amager i 2008 under omstændigheder, der minder om dem, der er beskrevet i romanen. En motor for fortællingen er at afdække de rascistiske motiver for mordet, der ifølge romanen hurtigt og effektivt blev sløret af både efterforskningen og på højeste politiske niveau. Romanen dokumenterer dette med citater af Københavns Politis daværende drabschef og daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Morten Pape har desuden i et interview med DR oplyst, at han en periode kendte gerningsmanden, som var ven med hans lillebror og søn af Morten Papes fars kæreste på det tidspunkt.
”Alle er bange for en araber med flyveører”
Denne ironiske udtalelse kommer fra Zeki, der er i gang med at forklare vennen Jamil, at han må kunne sætte sig i respekt, hvis han vil have pigernes opmærksomhed. Det er også Zeki, der efter en avisrunde siger til Jamil: ”Sværger Jamil. Jeg dør, hvis vi skal op ad de trapper igen, hvortil Jamil svarer: ”Det kan vi ikke. Vi ser for godt ud til at dø”. En tragisk udtalelse, der peger frem mod overfaldet en time senere.
Romanen er fortælles i tredjeperson med synsvinkelskift mellem de tre hovedkarakterer, Jamil, Simon og Mickey. Ind imellem skifter fortællingen til en jeg-fortæller, og dele af Mickeys fortælling udfoldes som en hektisk indre monolog:
”kæft noget lort, kæft noget pis hvis ham der gurkeren dør, men så igen, et nul til dk, tænkte jeg og gik sådan lidt ind i mig selv og sad og pillede negle og kløede mig i håret og i skridtet, der trængte til et bad, så kom den der forsvarsadvokat, standard nok, han sagde det skal nok gå, det var et uheld, og jeg spurgte, om han var død, og han sagde ikke endnu”
Generelt er sproget i romanen holdt i en autentisk stil med elementer af slang, gadens lingo og etnisk-dansk. Sproget er råt, ”Skal du smage battet, perkersvin?”, og det matcher de voldsomme begivenheder, som udfolder sig på en bund af samfundet, der befinder sig længere nede, end flertallet kender eller har fantasi til at forestille sig.
Morten Pape på det litterære Danmarkskort
Selvom Morten Pape med 'Guds bedste børn' har bevæget sig væk fra det autobiografiske og over i fiktionen, har han dog stadig et gennemgående fokus på det udsigtsløse liv på samfundets bund. Andre danske eksempler på danske forfattere, der skriver fortællinger fra og om underklassen, er Jonas T. Bengtsson, Dennis Gade Kofod, Kristian Bang Foss og Jonas Eika, der er i Lageret, huset, Marie bl.a. skildrer livet som rengøringsdame og lagerarbejder og personer uden en verden af muligheder foran sig.
'Guds bedste børn' er et skarpt og usminket samtidsportræt, der fremviser en dansk kultur gennemsyret af raceopslitning og had mellem nye og gamle etniske grupperinger. En anden dansk forfatter, der har kulturmødet som gennemgående tema er Jesper Wung-Sung, der i slægtsromanen 'En anden gren' fortæller om danskernes første møde med den kinesiske kultur. Der er også et slægtskab med forfatterne Kim Leine og Jakob Ejersbo, der i deres værker tager fat om postkoloniale problemstillinger og danskernes fremfærd i Grønland og Afrika.
'Guds bedste børn' er en tragisk fortælling om et brutalt køllemord og et realistisk portræt af samfundets sociale bund.
Guds bedste børn giver et råt og realistisk portræt af en gruppe unge mænd opvokset i Holmbladskvarteret på Amager. Fætrene Simon og Mickey på 17 og 15 har sønderslåede opvækster i nedbrudte hjem bag sig. De strejfer rundt pumpede på dope og rascime i Københavns gader i bil og jagter slagsmål, der for et øjeblik kan tage trykket af kedlen. På en trappesten ser de to pizzaspisende avisbude med etnisk baggrund, Zeki og Jamil. Mickey stiger ud af bilen med en fastelavnskølle i hånden og med fætteren Simon efter sig. Zeki modtager et dødbringende slag og erklæres dagen efter hjernedød.
Gennem længere krydsklip mellem synsvinkel, sted og tid afdækkes karakterernes baggrundshistorier. Læseren får fortællingen om de tre unge mænd, Jamil, Simon og Mickey. Jamil overværer mordet på sin bedste ven og ekskluderes bagefter fra sin omgangskreds. Hans gamle venner mener, han bærer skylden, fordi han ikke greb ind. Simon angiver sin onkel, hvis våben han havde i bilen, mens mordet skete. Bagefter får han nedsat sin straf og kæmper for at få en tilværelse på benene på flugt fra et hårdkogt kriminelt miljø. Og Mickey svinger køllen og tænker ”Gud velsigne nogen, man kan hade så meget, at man kan lide sig selv lidt igen”. På et tidspunkt flygter han fra fængslet og trækker et spor af blod og vold efter sig. Tilsammen skabes et voldsrealitisk portræt af et socialt miljø, hvor den sociale arv og udsigtsløsheden er den enkeltes byrde at bære.
Morten Pape mellem fiktion og virkelighed
'Guds bedste børn' er Morten Papes anden roman. Morten Pape debuterede i 2015 med romanen Planen, der falder inden for den autobiografiske genre uden skelnen mellem romanens fortæller og forfatter. Romanen beskriver Mortens opvækst i Urbanplanen på Amager i et understimuleret og lukket miljø, hvor der hersker særlige normer og regler. Med Guds bedste børn bevæger Morten Pape sig væk fra det autobiografiske og over i fiktionen.
Dog er romanen er inspireret af en virkelig hændelse, et køllemord begået på hjørnet af Lergravsvej og Polensgade på Amager i 2008 under omstændigheder, der minder om dem, der er beskrevet i romanen. En motor for fortællingen er at afdække de rascistiske motiver for mordet, der ifølge romanen hurtigt og effektivt blev sløret af både efterforskningen og på højeste politiske niveau. Romanen dokumenterer dette med citater af Københavns Politis daværende drabschef og daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Morten Pape har desuden i et interview med DR oplyst, at han en periode kendte gerningsmanden, som var ven med hans lillebror og søn af Morten Papes fars kæreste på det tidspunkt.
”Alle er bange for en araber med flyveører”
Denne ironiske udtalelse kommer fra Zeki, der er i gang med at forklare vennen Jamil, at han må kunne sætte sig i respekt, hvis han vil have pigernes opmærksomhed. Det er også Zeki, der efter en avisrunde siger til Jamil: ”Sværger Jamil. Jeg dør, hvis vi skal op ad de trapper igen, hvortil Jamil svarer: ”Det kan vi ikke. Vi ser for godt ud til at dø”. En tragisk udtalelse, der peger frem mod overfaldet en time senere.
Romanen er fortælles i tredjeperson med synsvinkelskift mellem de tre hovedkarakterer, Jamil, Simon og Mickey. Ind imellem skifter fortællingen til en jeg-fortæller, og dele af Mickeys fortælling udfoldes som en hektisk indre monolog:
”kæft noget lort, kæft noget pis hvis ham der gurkeren dør, men så igen, et nul til dk, tænkte jeg og gik sådan lidt ind i mig selv og sad og pillede negle og kløede mig i håret og i skridtet, der trængte til et bad, så kom den der forsvarsadvokat, standard nok, han sagde det skal nok gå, det var et uheld, og jeg spurgte, om han var død, og han sagde ikke endnu”
Generelt er sproget i romanen holdt i en autentisk stil med elementer af slang, gadens lingo og etnisk-dansk. Sproget er råt, ”Skal du smage battet, perkersvin?”, og det matcher de voldsomme begivenheder, som udfolder sig på en bund af samfundet, der befinder sig længere nede, end flertallet kender eller har fantasi til at forestille sig.
Morten Pape på det litterære Danmarkskort
Selvom Morten Pape med 'Guds bedste børn' har bevæget sig væk fra det autobiografiske og over i fiktionen, har han dog stadig et gennemgående fokus på det udsigtsløse liv på samfundets bund. Andre danske eksempler på danske forfattere, der skriver fortællinger fra og om underklassen, er Jonas T. Bengtsson, Dennis Gade Kofod, Kristian Bang Foss og Jonas Eika, der er i Lageret, huset, Marie bl.a. skildrer livet som rengøringsdame og lagerarbejder og personer uden en verden af muligheder foran sig.
'Guds bedste børn' er et skarpt og usminket samtidsportræt, der fremviser en dansk kultur gennemsyret af raceopslitning og had mellem nye og gamle etniske grupperinger. En anden dansk forfatter, der har kulturmødet som gennemgående tema er Jesper Wung-Sung, der i slægtsromanen 'En anden gren' fortæller om danskernes første møde med den kinesiske kultur. Der er også et slægtskab med forfatterne Kim Leine og Jakob Ejersbo, der i deres værker tager fat om postkoloniale problemstillinger og danskernes fremfærd i Grønland og Afrika.
Kommentarer