Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen : en chatroman

Autentisk og vedkommende ungdomsroman er skrevet i chatform og stykkes på den måde sammen bid for bid og fra alle vinkler.

Jeg har efterhånden fået læst alle Sofie Riis Endahls ungdomsromaner og er ret udelt begejstret for dem alle. De er alle skrevet i et nutidigt og autentisk sprog, velkomponerede og med fint tegnede personbeskrivelser. En del af grunden til at de er så gode og autentiske er, at forfatteren har samme alder som sine hovedpersoner. Den anden del er, at hun simpelthen bare er knalddygtig til at skrive vedkommende og sikkert.

Den nyeste roman i rækken er en chat-roman, hvilket betyder, at den er skrevet udelukkende i chatbeskeder. Man følger en gruppe unge mennesker på 18-19 år, der bor i hver sin ende af landet, én af dem endda så langt væk som Grønland. Hvert år mødes de i Marseille, når de er med deres respektive familier på to ugers sommerferie. De kender hinanden godt, men primært ud fra de to uger om året og resten af året via mail, sms og i gruppechatten ”Le crossiant squad”. Som franskkyndig kan man nok krumme tæer over stavemåden, og tænke "hvem har læst korrektur”? Men jeg kan afsløre, at der er en mening med stavefejlen. Der er i det hele taget enkelte stave- og slåfejl i bogen, hvilket er med til at skabe den autentiske chat-stemning. Så om det er intentionelt eller ej, så virker det for mig.

Hovedhistorien omhandler en intrige, der har splittet de to ellers bedste veninder, Rachel og Freja. Hvad skete der den sidste aften i Marseilles? Det med at læse en historie i chatform er faktisk perfekt i det her tilfælde. Man får hints og historien fra alle vinkler, så man efterhånden, bid for bid, stykker et billede sammen, og alt til sidst falder helt på plads. Bortset fra hovedhistorien, der egentlig bare er katalysator for historien og den røde tråd gennem bogen, så får man også tegnet et billede af fem unge med hver deres at slås med ud fra hver deres forudsætninger. De forstår ikke altid hinanden, men jo mere bogen skrider frem, begynder de at nærme sig en forståelse af, at mennesker jo simpelthen bare er forskellige - og gud ske lov for det.

Samtidig med at jeg læste, lyttede jeg med på lydbog. Bogen er indlæst med fem fortællestemmer, én for hver hovedperson. De unge skuespillere, der lægger stemmer til historien, lægger også ansigter og krop til de billeder, der fylder bogen på farvestrålende vis. Hvilket gør det til lidt af en totaloplevelse. Bogen er hurtigt læst og forfatteren selv håber, at den kan tiltale alle unge, også dem der måske ikke lige gider bøger så meget. Min 10-årige datter, der kun elsker sin iPad, greb da også interesseret fat i bogen og bladrede den anerkendende igennem, men jeg venter lige et par år med at anbefale den til hende. For anbefale den, det kan jeg absolut!