Under landet

Stilsikker debutroman tegner billedet af en totalt dysfunktionel familie bag den polerede facade, hvor mor ”ordner” Åge på vej hjem i bilen, samtidig med at de døde smågrise rådner op i gylletanken.

Åge er Svineavler med stort S. Han driver et effektivt landbrug. Svinene skal så hurtigt igennem maskineriet som muligt. Antibiotika giver han hellere for meget end for lidt af, og sprøjtegiftenes etiketter destrueres hurtigt (de er vist ikke købt på denne side af grænsen). Her er der ikke plads til følelser, etik og moral.

I stuehuset hersker Mor med stort M. Far er en skygge på væggen. Mor er stolt af sin Åge, roser hans dygtighed og fremsynethed. Søstrene, som er flyttet hjemmefra, har aldrig haft den store plads i mors hjerte. Det er ”survival of the fittest” - i stuehuset som i svinestalden.

’Under landet’ er skrevet som én lang bevidsthedsstrøm. Det er Åges tanker og tankespring mellem fortid, nutid og fremtidsplaner, der serveres for os. Der springes fra det ene til det andet og tilbage igen. Fra døde smågrise i gylletanken til mors franskbrød ved den blomstrede voksdug i køkkenet. Fra de farende søer i stalden til Åges kortvarige ægteskab med Gitte (kvinder og svin er nærmest ligestillede i Åges verden). Fra Åges høje tanker om sig selv til mødet i banken, hvor kassen smækkes i.

Selvom vi kun får Åges version af historien, så mere end anes selvbedraget. Langsomt, bag den polerede facade, tegner der sig et billede af en totalt dysfunktionel familie, hvor mor ”ordner” Åge på vej hjem i bilen, og hvor Åge ”læser lektier” med sin lillesøster på værelset. Incesten kommer snigende, samtidig med at de døde smågrise rådner op i gylletanken. Tak for kaffe og sandkage, siger jeg bare!

Forfatteren Lone Vitus er uddannet mejeriingeniør og arbejder som det, hun kalder autentisk landmand på sin egen gård, Brandbygegaard, 30 km syd for Århus. Her går hun under navnet Lone Landmand og laver alt fra bunden og økologisk. En roman om moderne svineproduktion skrevet af en autentisk landmand kunne godt gå hen og blive én stor, moralsk løftet pegefinger. Men det gør den på ingen måde, og det er det rigtig fine ved romanen. Jeg er pænt imponeret over den gennemførte stil, synes den holder 100 procent. Det er ’Berlinerpoplerne’ tilsat to liter dysfunktionalitet og en knivspids normalitet, men jeg tror nu ikke, jeg tør at give den til ”Berlinerpopler-damerne” på biblioteket … og dog.

Lone Vitus sendte oprindeligt ’Under landet’ ind til Politikens romankonkurrence, men denne blev som bekendt vundet af Anne-Cathrine Riebnitzsky med romanen ’Forbandede yngel’. Herefter startede Lone Vitus sit eget forlag, Det Flydende forlag, og udgav romanen selv. Normalt er jeg skeptisk overfor udgivelser på eget forlag. Er forfatteren vejet og fundet for let af de etablerede forlag? Er kvaliteten god nok? Alle mine forbehold er dog blevet gjort til skamme. Det er en meget stilsikker debut, vi har med at gøre her, som jeg inderligt håber får et stort publikum.