Ulvebid

Et mystisk uhyre overfaldt Gerontius og hans forældre for otte år siden. Kun han overlevede, men nu er væsnet tilbage.

Jeg var ganske begejstret for Dean Vincent Carters første roman "Djævelens hånd". Derfor blev jeg glad, da jeg opdagede, at hans anden roman også var blevet oversat, men desværre lever "Ulvebid" ikke helt op til forventningerne.

Gerontius er en ung teenager, som 8 år tidligere mistede sine forældre i en bilulykke under en ferie i Østrig. Dvs. det er, hvad de fleste tror. I virkeligheden blev bilen overfaldet af et mystisk ulvelignende væsen, som slog Gerontius forældre ihjel, før det stak af og efterlod en skrækslagen dreng. Nu bor Gerontius hos sin onkel og tante i London.

I den anden ende af London holder gangsteren Slaughter til. Han ønsker at straffe tre af sine håndlangere for at have forkludret et bankrøveri, så han indgår en aftale med lejemorderen Haller - uden at vide at Haller ikke er en helt almindelig mand.

Da Gerontius ved et tilfælde bliver blandet ind i opgøret, står han pludselig ansigt til ansigt med et væsen, som minder betænkeligt meget om det, han undslap for otte år siden.

Carter skriver flydende og letlæseligt, men historien virker ikke helt sammenhængende eller troværdig. I første afsnit hører vi f.eks. om to betjente fra en særafdeling, som leder efter varulve i London, men de virker mest som et kunstigt påhæng til historien, fordi de skal bruges i slutningen. Og slutningen - ja, Carter prøver at lave en overraskende drejning her, og det lykkes også delvist, men igen virker det lidt for kunstigt og bliver derfor ikke overbevisende.

Historien er dog spændende med masser af dramatiske elementer, og varulve er jo altid interessante, så helt dårlig er "Ulvebid" ikke. Den bedste 'varulve i storbyen'-historie er dog stadig Whitley Striebers roman fra 1980: "Varulvenætter".

Oversat fra engelsk af Mette Egerod efter 'Hunting season'. Sesam, 2008. 238 sider.