Ti minutters stilhed

Claudio Fava har skrevet en vellykket roman om et stykke af Argentinas mørke historie, vi ikke må glemme.

Hvis du, når du ser titlen på Claudio Favas lille grågrumsede bog 'Ti minutters stilhed', som er udkommet på EC Editions, tænker ”Kun ti minutter? Det var da ikke så meget”, så kommer der her en udfordring: Prøv engang at holde ti minutters stilhed for dig selv. Du må ikke se på din telefon, du må ikke nynne eller lytte til radioen eller noget i den stil. Så vil du mærke på egen krop – og i eget hoved – hvor monumentale ti minutter er.

Ti minutters stilhed er aldrig bare ti minutters stilhed. Ti minutters stilhed er plads til en galakse af tanker og følelser, et udfoldelsesrum for bevidstheden og for oprør.

På samme måde har Claudio Favas roman et monumentalt indhold, til trods for at den ikke gør noget større væsen af sig som bog. Den grå paperback er på størrelse med en rejseguide og ville let kunne undslippe læserens blik på en bogreol. Det er næsten som om, den frygter opmærksomheden, på samme måde som borgerne i et voldeligt diktatur. Den prøver af alle kræfter på at gå i ét med sine omgivelser. Men det må den endelig ikke få lov til! 'Ti minutters stilhed' rummer nemlig en stærk og uhyggelig skildring af et stykke historie, som vi skal passe på med at glemme.

Året er 1978, og i Argentina forsvinder folk sporløst fra gaderne og ind i skyggerne over hele landet. Ofte for at skylle i land på de perfekte badestrande langt senere, opsvulmede og bagbundne med hurtigt afklippet ståltråd.

Da en af spillerne fra den succesfulde rugbyhold ”Club la Plata” lider samme skæbne på grund af sin modvilje mod diktaturet, bestemmer hans holdkammerater sig for at markere deres sorg ved den næste kamp de skal spille, med ét minuts stilhed. Vel at mærke til den allestedsnærværende militærjuntas store fortrydelse. Minuttet vokser og vokser, og de ti minutter, det til sidst bliver til, bliver begyndelsen på det hemmelige politis lange og blodige udrensning af holdet, og på spillernes voksende modstandsvilje.

Det er kort, nøgternt og grusomt at læse om. Ikke fordi bogen dvæler særligt ved volden og torturen. Men fordi man mærker, hvordan truslen om vold og frygten for vold og umuligheden af at gøre reel modstand mod volden ligger og brummer konstant i baggrunden og holder pulsen oppe som en emhætte i et tomt køkken.

Romanen er udstyret med et forord og et efterord, som begge understreger, at historien i 'Ti minutters stilhed' er baseret på noget, der skete med et virkeligt argentinsk rugbyhold, hvoraf kun én overlevede. Det er påfaldende, at Fava har valgt at skrive en roman frem for en dokumentarisk bog. Men i efterordet begrunder han sit valg med, at en roman giver ham friheden til at kunne gøre historiens essens mere nærværende. Blandt andet ved at kunne beskrive helt ind i ofrenes sidste timer. Det lykkes fuldt ud, og man mærker historiens ofre helt ned i tæerne. Læs den, mærk den og respekter dem, den handler om.