Metro

Argentinsk mesterfortæller udforsker storbyens mørke hjerte i veldrejet novellesamling.

Julio Cortázar (1914-1984) er kendt for sine eksperimenterende og surrealistiske noveller og var livet igennem fascineret af undergrunden, som han stiftede bekendtskab med både i Buenos Aires, hvor han voksede op, og i Paris, hvor han boede de sidste 30 år af sit liv. I ’Metro’ har Skjødt Forlag samlet tre af Cortázars noveller og et enkelt essay, som alle har det til fælles, at de tager læseren med ned under jorden til det liv, der leves i storbyernes skjulte kredsløb. Det er på én gang udfordrende og helt uimodståelig læsning.

I sit indledende essay, ’Under jorden’, som rigtig fint rammesætter de efterfølgende noveller, udfolder Cortázar en slags fænomenologi over metroen og dens helt særlige karakter: en slags alternativ virkelighed under den virkelighed, som vi alle lever i over jorden – et eksistentielt ingenmandsland, hvor alle er i limbo: allerede på vej, men endnu ikke nået frem. Cortázar beskriver, hvordan han ofte som barn fulgtes med sin bedstemor ned i Buenos Aires’ undergrund, 'el subte’, for at tage på besøg hos bedstemorens venner. Det var en kort tur, men ”dengang oplevede jeg den som en uendelig rejse, hvor alt var eventyrligt, fra det øjeblik man gik ned ad trappen og kom ind i perronens halvmørke og mærkede denne lugt, som kun metroer har, og som alligevel er forskellig, den ene fra den anden.”

Så stort et indtryk gjorde metroen på den unge Cortázar, at den blev en inspirationskilde for hele hans forfatterskab. Han skriver ligefrem om en ”hemmelig forbindelse” med metroen, ”som en dag viser sig i drømme eller i denne anden måde at drømme på, som er de fantastiske fortællinger.”

De efterfølgende tre noveller er måske ikke eksplicit fantastiske – der sker intet decideret overnaturligt – men de har drømmenes underlige (u)logik. I den forstyrrende ’Manuskript fundet i en lomme’ fortæller en unavngiven mand om sine natlige ture i metroen i Paris, hvor han har opfundet en særlig leg med sine kvindelige medpassagerer, som de dog ikke selv ved, at de deltager i. Det afsporede begær er også på spil i ’Sort kattehals’, hvis åbningsscene - et tilfældigt møde mellem behandskede hænder på en jernstang i et metrotog – minder mig om noget fra en film af Alfred Hitchcock eller Brian de Palma (med tilsvarende blodige følger). Sjovest er den absurde og paranoide ’Tekst i et hæfte’, hvor fortælleren forsøger at forklare uoverensstemmelser i en trafiktælling fra Buenos Aires’ undergrund ved hjælp af en vild sammensværgelsesteori: metroen befolkes af andet og mere end passagererne. Mere vil jeg ikke afsløre, for man får absolut mest ud af Cortázars evigt fascinerende og labyrintiske universer med et minimum af forhåndsviden.

’Metro’ er en vidunderlig lille tilføjelse til Skjødt Forlags stadigt mere imponerende katalog over overset spansksproget litteratur på dansk, som i øvrigt også tæller Cortázars hovedværk, romanen Hinkeleg. Velkommen i mørket og god læselyst!