Bog

Brud

Af (
2022
)

Anmeldelse

Brud

25 mar.23

Argentinske André Neuman har skrevet en voldsomt god roman med en beundringsværdig, gribende komposition.

Hr. Watanabe, en ældre mand, roder efter mønter i sin lomme. Han står ved billetautomaten til metroen i Tokyo. Turist-familien skvaldrer. Han tager rulletrappen ned i dybet og så rammer jordskælvet. Watanabe dukker op fra dybet til en rystet metropol. Skader og alarmberedskab, tomme gader de fem kilometer hjem. I Lejligheden fortæller nyhederne om ødelæggelserne og senere om tsunamien, der rammer Fukushima-værket og skaber atomkatastrofen. Det ripper op i Watanabes fortid og minder.

'Brud' er både fortællingen om atomkraftens ødelæggende potentiale og om hiroshima-overleveren Watanabe, men også om kulturmødet mellem øst og vest, og endelig er det en fortælling om parforhold og kærlighed.

En - i størstedelen af bogen fraværende - argentinsk journalist kommer på sporet af den vrangvillige Watanabe og forsøger at få ham til at fortælle sin historie. Da det ikke sådan lige lader sig gøre, gives ordet til fire af hans gamle kærester fra hhv. Paris, New York, Buenos Aires og Madrid. De fire kvinder fortæller med hver deres distinkte stemme i tilbageblik om deres forhold og deres liv med Watanabe. Imellem de fire fortællinger følger vi Watanabes gøren og laden i realtiden efter jordskælvet, der dog også sættes i relief af beretningen om de frygtelige barndomserindringer fra 2. verdenskrigs afslutning.

Argentinske André Neuman har skrevet en roman med en beundringsværdig gribende komposition, der bevæger sig rundt om værkets centrale person. Det er et livsforløb, der skildres, men det er ikke SANDHEDEN – det er sandhederne om livet, som det tager sig ud fra de forskellige kvinders oplevelser af og med Watanabe.

Det er livet farvet af de kontekster, det opleves i. Det er en flakkende, changerende, sitrende fortælling, der også handler om de fire kvinder og de fire byer. Det er barndom, katastrofer kærlighed og alderdom – det er simpelthen en vidunderlig roman, ulykkelig, humoristisk, rørende og gribende.

Bogdetaljer

Forlag
Auroraboreal
Oversætter
Helge Krarup
Faustnummer
134181435
ISBN
9788793935464
Antal sider
431

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer