Conquistadoren

Eventyrlig rejseroman om aztekerkaptajnen Quetza, der kommer Columbus i forkøbet og opdager Europa.

Quetza kommer syg til verden og skal ofres til den blodhungrende krigsgud Huitzilopochtli. Men Tepec, højagtet medlem af De Vises Råd, forhindrer det og bliver Quetzas elskede plejefar.

Ypperstepræsten Tapazolli taber ansigt, og romanen igennem er han som en ond skygge, der begærer Quetzas bankende hjerte som offer.

Quetza betyder ”Den genopstandne”, og flere gange lever han op til navnet og snyder døden. Navnet ”Den genopstandne” giver associationer til Kristus og kristendommen, som en af de mange trosretninger, der tynger det 15. århundredes mennesker med en magt, der kræver sine ofre i form af død og destruktion i guders navn.

Quetza er noget af et universalgeni med anlæg for naturvidenskabelig metode og lidenskab for skibsbyggeri. Ved at betragte stjernehimlen er han overbevist om, at jorden er rund, og at den er befolket af kulturer hinsides havet.

Aztekerkulturen har mange sagn og spådomme, bl.a. at guden Quetzalcoatl vil komme og afgøre aztekernes skæbne og vil kunne kendes på sit hvide ansigt og sorte skæg.(spanierne).
Aztekerregenten dømmer Quetza i eksil med den dobbeltmission at sejle mod øst og finde aztekernes mytiske fortidsland Aztlan og gå fremtiden i møde og eliminere spådommen om aztekerrigets undergang.

Her er det så historiens roller bliver byttet om, og vi ser Europa og verden igennem indianske øjne, og det er både morsomt og lærerigt. Forfatteren øser af vores fælles kulturelle arvegods, og undervejs med helten mærker man både Thor Heyerdahl, Sindbad Søfaren og Gulliver.

I lyset af historiens faktuelle gang er det ironisk, at romanen har fået titlen 'Conquistadoren' efter de første spanske erobrere, men Quetza er forfatterens redskab til at hudflette alle tiders urimelige magtstrukturer og grådighedens sejrsgang.