Bog

Simple dage

Af (
2020
)

Anmeldelse

Simple dage af Sternberg

30 jun.20

Sternbergs (måske) mest personlige digtsamling indeholder momenter af stor klarhed og lidt for mange banaliteter.

Sternbergs digtsamling er, som titlen indikerer, en poetisk optegnelse over simple dage, hvor der ikke sker specielt meget. Vi følger et jeg, der er gået i stå og sidder fast i en følelse af mindreværd eller frygt for at blive forladt eller miste. Digtene er på én gang skrøbelige og underfundige, hvilket må siges at være et kendetegn for Sternbergs måde at skrive på.

Hvis man giver sig hen til præmissen for digtsamlingen, at digtene nærmest er en slags brugsdigte for folk, der netop er blevet forladt eller hele tiden går rundt med en frygt for netop det, fungerer digtene hele vejen igennem. De sætter ord på de dirrende følelser, man går med, når man er i sådan en situation – hvilket vi nok alle prøver i større eller mindre grad gennem livet. Men hvis man søger mere, noget der hæver sig op over den desperation, hvis man søger nye erkendelser eller vinkler, skal man lede længe.

Som samlet hele fremstår digtsamlingen temmelig rodet eller ustruktureret, hvilket der kan være en pointe i, hvis man tænker på tematikken. Men i dette rod af, hvad der virker som en notesbog, gemmer der sig også små hverdagsdiamanter som fx ”tælle sandet i timeglasset / imens det falder // den tid / tiden / den falder // drys // alt det / som en dag består af // en uge er / endnu længere // en måned er / uoverskuelig”.

De små eksperimenter jeg’et udfører eller gennemgår i sit liv med forskellige blikke på verden, på et bord, på søvn og på alt muligt andet, bliver i nogle tilfælde ret navlepillende, andre gange ganske klarsynede, og giver små aha-oplevelser undervejs. Det er ikke Sternbergs stærkeste digtsamling, men den indeholder de sproglige perler, som man finder mange steder i hans forfatterskab.

Måske er det, fordi ’Simple dage’ udkommer i kølvandet på Sternbergs tids-pentalogi, der består af fem digtsamlinger fra forskellige tider, at jeg er en smule skuffet. Det konceptuelle klæder Sternbergs skrift og er tiltrængt i den meget personlige litteratur, der udkommer rigeligt af i forvejen, og i den sammenhæng kan det være svært at se, hvor netop denne digtsamling hæver sig op fra mængden. Men, som tidligere skrevet, hvis man går med på den personlige præmis, forholdets sammenbrud og de følelser, der opstår i den livssituation, er der meget godt at hente i digtene. Med andre ord: Sternberg skriver godt, men i denne omgang med for mange banaliteter.

Analyse

Sternberg - Simple dage

Det 10 år gamle forlag Kronstork er efterhånden uomgængeligt i det danske boglandskab. Der bliver udgivet ret meget, som er ret godt og ret vigtigt, for her tages ikke højde for en udgivelses forventede rentabilitet, men snarere dens kvalitet. Noget af det, som er rigtig godt, er Sternbergs tidspentalogi, en serie på fem konceptuelle værker (2011 - 2018), hvor en ren fiktiv stemme kommer til orde og knalder ud med Stenalderdigte, Guldalderdigte, Depressionsdigte, Tidsrejsedigte og De sidste dage-digte. Det var bl.a. det med den rene fiktion, som var så vellykket og tiltrængt midt i dengangs autofiktion og digtet-er-udtryk-for-forfatterens-liv (selvom det selvfølgelig aldrig var helt så simpelt). 

Nu er Sternberg så tilbage med en ny digtsamling på Kronstork. Den medfølgende pressemeddelelse kalder udgivelsen for "Sternbergs til dato mest personlige digtsamling." Jeg var glad for tidspentalogien af ovennævnte grund (det var bl.a. superlæsere som digter og oversætter Kamilla Jørgensen, der understregede det befriende i Sternbergs rene fiktion), men selvfølgelig også fordi digtene bare var gode sprogligt set. Men hvordan så med en digtsamling, som er "personlig"? Skal det nu handle om personen Jesper Sternberg Nielsen? Well, jeg ved faktisk ikke, om det overhovedet gavner at lave en personfikseret læsning. Det personlige er, som vi skal se, helt klart et spor i digtene (litteraten Martin Gregersen henviser i Kristeligt Dagblad til, at det personlige træk slet og ret gør digtsamlingen "ny og anderledes" i forhold til den konceptuelle tids-pentalogi), men noget andet er på spil, noget som dels går helt ned i, men også videre end det personlige. Og det er forrygende, synes jeg. 

Tid som tema
Et tema, som går videre end det personlige, og som kobler digtsamlingen sammen med tidspentalogien, er Sternbergs fortsatte kredsen om Tiden. Tiden går som et tematisk og konsekvent spor gennem hele samlingen: Helt konkret er der tale om en digtsamling i 4 dele, alle betitlet med datoer, koblet sammen i en cirkulær bevægelse. Den datomæssigt seneste del 8. - 15. januar 2018 er den første, hvorefter de 3 andre dele følger efter i kronologisk orden; 2011, 2012 - 2017 og så 20. november 2017 - 7. januar 2018. Efter endt læsning kan man så begynde forfra som i en Proust'sk genlæsning af den tabte tid. Bemærk i øvrigt vilkårligheden i datoerne; 2 er præcise med dag, måned og år, mens de 2 andre er upræcise med hele årstal. Hos Sternberg er det vilkårlige og grove blandet med det ordnede og fine. Det er frugtbart og vildt og en gennemgående strategi.
Centralt står et jeg og dets oplevelser på og indenfor disse datoer; det handler om at miste (ekskæresten Vinni som dør (1977-2014), tabet af hunden Max, et kuldsejlende parforhold og det nævnes en passant, at storebroren er død engang). Det handler om sorgen over at miste, både i Tidens fysiske, virkelig rum, men også den underlige Tid, der eksisterer i cyberspace. Det handler om at erindre og måske glemme dem, der mistes (samtidig med at man er digitalt forbundet via Facebook og gennem Netflix konti), men også om sorgens kreative potentiale for den sørgende (man kan skrive digte for at få det bedre) og så til sidst om en ny Tinder-date med kvinden Mette. Desuden spiller flytninger mellem byer (Berlin, flere lejligheder i København og Hvidovre, hjemme hos forældrene, en tur til Tokyo) en vigtig rolle i handlingen: jeget rejser meget med tog i en pendulerende, planløs bevægelse frem og tilbage.

Jeget ser tilbage på alt dette og det gøres klart for læseren allerede fra første digt, at digtene netop er jegets erindringer, en række tilbageblik på noget, som har fundet sted somewhere i Tidens flod. Jeget træder tydeligt frem med angivelse af tid og rum for, således situeret, at fortælle om brud og tab og om den omflakkende tilværelse, der fulgte: "jeg bor i Hvidovre / klokken er 9.58 // i dag er det den 8. januar, 2018 // der er frost på min altan // meget af det / som jeg havde før // er her ikke // Vinni / Max // min hverdag på Ingerslevsgade // som du kun kender / fra digtsamlingen // Et punkt overrendt af ingenting // jeg begyndte forfra // skred (…)" 

Personlige digte og jegløs skrift
Jeget er altså tydelig situeret i tid og rum, men digterjeget er også identisk med forfatterjeget, Jesper Sternberg Nielsen, og krydser dermed grænsen mellem fiktion og virkelighed. Sternberg leger også lidt med virkelighedens læser, når jeget taler direkte til et du, som af og til, men ikke altid, må identificeres med netop læseren, fx om digtenes kvalitet og om hvordan man skal læse digtene: "prøver du at forstå / hvad der sker i mit liv? //" hedder det et sted i et digt fra perioden 2012 - 2017. Henvendelsen er (går jeg ud fra) møntet på den person, der læser digtene, men i næste linje er modtageren for henvendelsen pludselig en anden, måske jeget selv der funderer over læseren som begreb: "hvordan skulle en læser / kunne forstå? // burde det her handle om mig? / eller håber du i stedet på // at det her bliver mit bedste digt?" Jeget stræber efter friheden til at skrive udenfor sig selv. I næste linje skiftes der helt og aldeles spor, som i en samtale med en ufokuseret, distræt person, hvis opmærksomhed pludselig fanges af noget andet: "nå / jeg huskede min kasket i går // men glemte Yoshida Kaneyoshis / Essays in Idleness (…)" Det går hurtigt her. Fra personlige henvendelser til (model)læseren til tanker om, at noget huskes (kasketter), mens andet glemmes (bøger)! 

Jeget gætter selv på, at den glemte bog skyldes en forestående flytning, hvor alt er pakket ned i flyttekasser. Herefter følger en tankerække, der i en motiveret associationskæde kommer omkring Peter Laugesen og Peter H. Olesen og så moren, til hvem han sender billeder af andelslejligheder, han overvejer at købe. Det er et vildt digt, som skaber koblinger ind og ud af teksten (som i øvrigt og måske lidt uforståeligt irriterede ovennævnte Martin Gregersen og som får Daniel Boysen til at brokke sig over digte, der både indeholder guldkorn og ”banaliteter”  Til sidst finder han bogen af Kaneyoshi. Kaneyoshi var en japansk munk, der skrev en række tekster i 1330'erne. På Wikipedia finder man flg. citat fra Essays in Idleness: "What a strange, demented feeling it gives me when I realise I have spent whole days before this inkstone, with nothing better to do, jotting down at random whatever nonsensical thoughts that have entered my head." Altså noget som kunne kaldes en distræt skrift; den skrivende har tilsyneladende ikke selv været ved fuld bevidsthed under skriveprocessen, men ser med en mærkværdig og vanvittig følelse på de nedskrevne ord, der kaldes "nonsensical thoughts". 

På overfladen virker Sternbergs digte som en samling tilfældige tanker, der ligesom den japanske munk, kværner derudad med en distræt skrift, som lader opmærksomheden indfange af verden, som den nu engang, tilfældigt og meningsløst, præsenterer sig for jeget. Ser man nærmere efter er denne ”bevidstløse” eller ”jeg-løse” skrift måske nærmere del af et større poetologisk projekt for jeget: ”også det som jeg oplever / men ikke forstår // gør at jeg // tænker og skriver // det er så beskidt / eller ikke beskidt // et job // som jeg gør det til // og ingen behøvede gøre det”

Ordnet tilfældighed
Sammenstillet med det tilfældige er der en høj grad af ordnet tilrettelæggelse, altså det modsatte af tilfældighed. Digtene er i høj grad "litterære", dvs. de er præcist planlagt, velskrevne, lækre. Det er ikke (kun) vilde associationsrækker, som fylder siderne. Faktisk træder man ind i et nøje konstrueret rum. Der er en smuk tekstgrafik, hvor linjerne konsekvent står i pænt afrundede kasser á 2 (max 4) linjer. Der skrives om klassiske, metaformættede objekter som solen, prismer, lyn og torden (der er en fed scene fra det kæntrende parforhold, hvor jeget undlader at gå ind i Mias soveværelse, fordi han er bange for at trække tordenvejret udenfor med ind i soveværelset og dermed vække hende), som på forunderlig vis lader til at ville koble et metafysisk eller i hvert fald sfærisk rum (sol, torden og lyn) sammen med det profane rum (soveværelset hvor jeget vil (men altså ikke tør) blive en vredens budbringer). Skal man lægge noget i sådan en læsning eller er det resultatet af den distræte skrift? Det kan blive helt barokt med vanitas symboler, som minder os om døden og altings forgængelighed, og det minder mig om Helle Helle lige her, hvor jeg også får lyst til at gå ned ad sære blindgyder, der er fulde af tegn eller symboler eller metaforer eller hvad det nu er. Distræt skrift kan sgu en del!

Som nævnt ovenfor kredser digtene særligt om tab (i Tidens flod), ikke konsekvent, for der skrives også om den rene glæde ved at være i verden, men netop på denne distræte, poetiske måde, som man kender fra jazz, hvor et grundlæggende beat (rytmen) fint kan sprænges eller sættes på pause til fordel en vild improvisering, som så igen lander i jazzens ordnede beat. Hørende til digtets faste vokabular eller dets beat, finder man objekter som en altan (den optræder en del gange, både dækket af is, af sne og af kummer, som kan fyldes med lyng, hvis ellers jeget tager sig sammen til det), men også bordtennisborde og svømmehaller, altså firkantede flader, hvor noget (en bordtennisbold eller en svømmende krop) kan bevæge sig frem og tilbage i en pendulerende bevægelse, ganske som jeget selv pendulerer planløst frem og tilbage i verden. I Information har Tue Andersen Nexø i en ellers lidt lunken anmeldelse fremsat den tanke, at denne planløse væren i verden uden mål og med har et politisk skær over sig. Jeg er helt enig. Jeget er ude på en mission (som jo så altså giver ham mål og med), som der står: "jeg bevæger mig omkring / og viser folk // at sådan en som mig / også findes // en anden livsvej" 

Samples og frihed
Det er befriende at læse om et frit menneske, der bare er, flyder rundt, svømmer frem og tilbage, spiller ping-pong, pendulerer, er i sorg, er glad osv. Et sted skriver jeget, at han også finder frihed i og glæde ved musik, særligt i vennen Mads Egetoft, som han laver musik med i bandkonstellationen STERNBERG. Et andet sted hylder han den californiske producer, DJ og rapper, Madlib: "Madlib er fri // han kan inddrage alt / i sin musik // at være fri og i stand til / at favne alt // samples sat sammen til suppe // flagre flagre" 

Samples er et greb, man kender fra konceptualismen, som Sternberg brugte i sin tidspentalogi. Simple dage er også fuld af samples, af genbrug og brudstykker (også i en mere bogstavelig forstand: Sternberg har oplæst hele digtsamlingen på diverse sociale medier og på sin hjemmeside, så den findes i flere versioner). Det er den nødt til, forstår man, for sådan er kunsten: "at man alligevel altid // bygger videre på noget / som andre har skabt // at arbejde videre på traditioner // en græsplæne / man slår i ny og næ" 

Og det holder, synes jeg. Selvom jeg også ofte undervejs i min læsning kom i tvivl om, hvor sporene peger hen (en tvivl, som forhåbentlig er at læse i denne anmeldelse). Det er en digtsamling, som hele tiden taler direkte til læseren med spørgsmål om litterær kvalitet, læsningens validitet, personlig / ikke-personlig, jeget som konstruktion i og udenfor teksten osv. Det er noget med koblinger af forskellige planer, metaforer, tilfældigheder, store indsigter og den slags, som (hos mig, i hvert fald) skabte en rysten på hånden. Er jeg mon på rette vej her? Er det her fortolkning eller analyse osv. Sådan er det vistnok bare med stærk litteratur.

Et andet sted hedder det: "jeg er ikke skabt / i en anden tid // min personlighed / er et produkt / af denne tid // jeg kan kun gætte på / hvad et jeg / uafhængigt af tid og rum / ville skrive om // og hvordan // det er sådan nogen spøgelser / inde bag digtene // de rene digte // helt fri af historien" Måske er det jegets destruktion, det handler om, den absolutte frihed til at skrive sig fri af tiden og rummets koordinater og herfra lave rene digte, fuld af indsigter midt i tilfældighedernes støj? Læst på den måde er det nok Sternbergs mest upersonlige digtsamling til dato. 

07 aug.20

Bogdetaljer

Forlag
Kronstork
ISBN
978-87-93206-54-0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer