Sternbergs (måske) mest personlige digtsamling indeholder momenter af stor klarhed og lidt for mange banaliteter.
Sternbergs digtsamling er, som titlen indikerer, en poetisk optegnelse over simple dage, hvor der ikke sker specielt meget. Vi følger et jeg, der er gået i stå og sidder fast i en følelse af mindreværd eller frygt for at blive forladt eller miste. Digtene er på én gang skrøbelige og underfundige, hvilket må siges at være et kendetegn for Sternbergs måde at skrive på.
Hvis man giver sig hen til præmissen for digtsamlingen, at digtene nærmest er en slags brugsdigte for folk, der netop er blevet forladt eller hele tiden går rundt med en frygt for netop det, fungerer digtene hele vejen igennem. De sætter ord på de dirrende følelser, man går med, når man er i sådan en situation – hvilket vi nok alle prøver i større eller mindre grad gennem livet. Men hvis man søger mere, noget der hæver sig op over den desperation, hvis man søger nye erkendelser eller vinkler, skal man lede længe.
Som samlet hele fremstår digtsamlingen temmelig rodet eller ustruktureret, hvilket der kan være en pointe i, hvis man tænker på tematikken. Men i dette rod af, hvad der virker som en notesbog, gemmer der sig også små hverdagsdiamanter som fx ”tælle sandet i timeglasset / imens det falder // den tid / tiden / den falder // drys // alt det / som en dag består af // en uge er / endnu længere // en måned er / uoverskuelig”.
De små eksperimenter jeg’et udfører eller gennemgår i sit liv med forskellige blikke på verden, på et bord, på søvn og på alt muligt andet, bliver i nogle tilfælde ret navlepillende, andre gange ganske klarsynede, og giver små aha-oplevelser undervejs. Det er ikke Sternbergs stærkeste digtsamling, men den indeholder de sproglige perler, som man finder mange steder i hans forfatterskab.
Måske er det, fordi ’Simple dage’ udkommer i kølvandet på Sternbergs tids-pentalogi, der består af fem digtsamlinger fra forskellige tider, at jeg er en smule skuffet. Det konceptuelle klæder Sternbergs skrift og er tiltrængt i den meget personlige litteratur, der udkommer rigeligt af i forvejen, og i den sammenhæng kan det være svært at se, hvor netop denne digtsamling hæver sig op fra mængden. Men, som tidligere skrevet, hvis man går med på den personlige præmis, forholdets sammenbrud og de følelser, der opstår i den livssituation, er der meget godt at hente i digtene. Med andre ord: Sternberg skriver godt, men i denne omgang med for mange banaliteter.
Kommentarer