Bruden fra Gent - og alle de andre af Dorrit Willumsens kvinder
af Lisbeth Larsen, Århus Kommunes Biblioteker
Ser man tilbage på dit forfatterskab er det de historiske romaner der fylder mest antalsmæssigt. Hvad er det der fascinerer dig ved historien ?
I dag kan vi flyve til fjerne steder og opleve og fotografere nuet. Men tilbageblikket - eller måske ligefrem overblikket - det er historien, som jeg altid har været meget fascineret af. Det er ganske vist nutiden, der giver en de sansninger, drømme og forventninger, man skriver på. Men selv om mennesker tidligere har levet under andre vilkår, så har de været lige så intelligente, følsomme, forvirrede, forelskede, ambitiøse og forfængelige som os. Somme tider kan man bruge den historiske roman som et forstørrelsesglas for sin egen tid. Der kan være strømninger i fortiden, der minder om det, der sker lige for øjnene af en. Man kan bruge den historiske roman på samme måde som science fiction - sætte et skarpt lys på tendenser - gode eller dårlige - i den tid man selv lever i.
Hvordan har du fundet frem til netop de personer, der er blevet hovedperson i de historiske romaner : Marie, Klædt i purpur, Bruden fra Gent?
Udgangspunktet når jeg begynder på en historisk roman er, at jeg finder, falder eller støder på en person, som jeg synes jeg kan flytte ind i min hjerne, skrivemaskine eller computer. Det kan være en person, jeg umiddelbart kan identificerer mig med. Eller det kan være en, der forekommer så gådefuld og mærkelig, at jeg må vide mere. Lære vedkommende at kende. Og så er der pludselig plantet et frø eller en irriterende burre, der forstyrrer nattesøvnen og efterhånden deltager i ens oplevelser og dagligdag. der sker vel en slags vekselvirkning. Måske ligefrem en sammensmeltning, det er svært at forklare.
Hvordan jeg har mødt personerne, husker jeg ganske klart. Marie gjorde indtryk på mig i Madame Tussauds vokskabinet i London. Der var et par sætninger i guiden, der fortalte, at hun havde været lærerinde for Ludvig XVI's søster Elisabeth. Marie havde boet otte år i Versailles og kendt og holdt af alle de mennesker, hvis dødsmasker, hun senere kom til at lave. De sætninger kunne jeg ikke ryste ud af hovedet. Jeg tænkte: "Jamen, hvordan har hun kunnet klare det? Har hun været iskold og pervers?" For at forstå hende begyndte jeg at læse om hendes tid. Det var slet ikke sådan, at jeg tænkte: "Det her - det bliver en roman". Somme tider tænkte jeg: "Nu har du endelig fået dig en hobby, Dorrit."
Theodora i "Klædt i purpur" fik jeg foræret. En kvinde sagde til mig, at hvis hun kunne skrive, så ville hun skrive historien om stripteasedanserinden, der blev kejserinde i Konstantinopel. Det varede noget, inden jeg lod mig forføre af den smukke Theodora, og mens jeg skrev, tænkte jeg også på mere nutidige skønheder som Marilyn Monroe, Kokoo Stark og den italienske pornostjerne, der blev parlamentsmedlem."Bruden fra Gent" handler om en helt anden slags kvinde: Christian II's dronning Elisabeth. Dyveke og Sigbrit har man hørt meget om. Men mindre om kongens habsburgske barnebrud, der som 14-årig rejste fra Nederlandene til Danmark for endelig at møde den mand, som hun skulle følge til verdens yderste grænse, skønt hun aldrig før havde set ham. Hendes liv blev lige så dramatisk, som det blev kort. I 1526 døde hun på et lystslot nær byen Gent. Hun var 24 år. Hun havde været rig og forkælet. Hun havde været dronning. Hun havde været landflygtig. Hun havde født seks børn. Men tre sønner var døde som ganske spæde. Hun dør i den alder, hvor et nutidigt kvindeliv begynder at folde sig ud. Men hun nåede dog at blive kongens fortrolige, hans diplomat og altid "hans kære hustru". Egentlig tror jeg ikke, hun selv ville opfatte sin skæbne som tragisk.
Og der var mange facetter, der betog mig ved hende: hendes begavelse og flid. Hun lærte at tale og skrive dansk på et par år, skønt det burgundiske hof var fransksproget. Hun havde - ihvertfald efter Chrsitian II's mening et hedt temperament. Men hun havde fostået at tæmme det. Ihvertfald ikke et ondt ord om hende fra de mænd, der ikke ville vide mere af kongen. Faktisk behøvede hun ikke at følge ham. Men hun var selv som ganske lille blevet forladt af sien forældre. Og et af hendes sidste ønsker var, at børnene ikke måtte skilles fra deres far. Hun er så utrolig loyal. Hun handler mod sin egen fornuft. Der er en trods og en kærlighed i hende, som jeg synes er betagende.
Er du aldrig "bange" for at blive fanget i historisk ukorrektheder? Med andre ord, gør du meget ud af research?
For mig starter researchen altid i detaljen - i det intime liv. Og det er egentlig først, når jeg begynder at læse historie, at jeg får mine tvivl. Hvor megen umage, jeg end gør mig, vil der nok altid være fejl. I "Marie" står der et duetræ i Trianon. Og det træ var desværre ikke kommet til Europa endnu. Men det passer så godt til at stå der.
Hvad skal din næste roman handle om?
Lige nu skriver jeg på et skuespil.
Hvilken bog/bøger ligger på dit natbord lige nu?
De sidste bøger jeg har læst er: Jette A. Kaarsbøl: "Den lukkede bog" og Charlotte Weitze: "Brevbæreren" - og lige nu læser jeg Jens Andersens "Andersen". Lån Dorrit Willumsens bøger på
Læs en anbefaling af Bruden fra Gent
Læs mere om Dorrit Willumsen
AfLitteratursiden
Skribent
19 jan.04
Bruden fra Gent - og alle de andre af Dorrit Willumsens kvinder
af Lisbeth Larsen, Århus Kommunes Biblioteker
Ser man tilbage på dit forfatterskab er det de historiske romaner der fylder mest antalsmæssigt. Hvad er det der fascinerer dig ved historien ?
I dag kan vi flyve til fjerne steder og opleve og fotografere nuet. Men tilbageblikket - eller måske ligefrem overblikket - det er historien, som jeg altid har været meget fascineret af. Det er ganske vist nutiden, der giver en de sansninger, drømme og forventninger, man skriver på. Men selv om mennesker tidligere har levet under andre vilkår, så har de været lige så intelligente, følsomme, forvirrede, forelskede, ambitiøse og forfængelige som os. Somme tider kan man bruge den historiske roman som et forstørrelsesglas for sin egen tid. Der kan være strømninger i fortiden, der minder om det, der sker lige for øjnene af en. Man kan bruge den historiske roman på samme måde som science fiction - sætte et skarpt lys på tendenser - gode eller dårlige - i den tid man selv lever i.
Hvordan har du fundet frem til netop de personer, der er blevet hovedperson i de historiske romaner : Marie, Klædt i purpur, Bruden fra Gent?
Udgangspunktet når jeg begynder på en historisk roman er, at jeg finder, falder eller støder på en person, som jeg synes jeg kan flytte ind i min hjerne, skrivemaskine eller computer. Det kan være en person, jeg umiddelbart kan identificerer mig med. Eller det kan være en, der forekommer så gådefuld og mærkelig, at jeg må vide mere. Lære vedkommende at kende. Og så er der pludselig plantet et frø eller en irriterende burre, der forstyrrer nattesøvnen og efterhånden deltager i ens oplevelser og dagligdag. der sker vel en slags vekselvirkning. Måske ligefrem en sammensmeltning, det er svært at forklare.
Hvordan jeg har mødt personerne, husker jeg ganske klart. Marie gjorde indtryk på mig i Madame Tussauds vokskabinet i London. Der var et par sætninger i guiden, der fortalte, at hun havde været lærerinde for Ludvig XVI's søster Elisabeth. Marie havde boet otte år i Versailles og kendt og holdt af alle de mennesker, hvis dødsmasker, hun senere kom til at lave. De sætninger kunne jeg ikke ryste ud af hovedet. Jeg tænkte: "Jamen, hvordan har hun kunnet klare det? Har hun været iskold og pervers?" For at forstå hende begyndte jeg at læse om hendes tid. Det var slet ikke sådan, at jeg tænkte: "Det her - det bliver en roman". Somme tider tænkte jeg: "Nu har du endelig fået dig en hobby, Dorrit."
Theodora i "Klædt i purpur" fik jeg foræret. En kvinde sagde til mig, at hvis hun kunne skrive, så ville hun skrive historien om stripteasedanserinden, der blev kejserinde i Konstantinopel. Det varede noget, inden jeg lod mig forføre af den smukke Theodora, og mens jeg skrev, tænkte jeg også på mere nutidige skønheder som Marilyn Monroe, Kokoo Stark og den italienske pornostjerne, der blev parlamentsmedlem."Bruden fra Gent" handler om en helt anden slags kvinde: Christian II's dronning Elisabeth. Dyveke og Sigbrit har man hørt meget om. Men mindre om kongens habsburgske barnebrud, der som 14-årig rejste fra Nederlandene til Danmark for endelig at møde den mand, som hun skulle følge til verdens yderste grænse, skønt hun aldrig før havde set ham. Hendes liv blev lige så dramatisk, som det blev kort. I 1526 døde hun på et lystslot nær byen Gent. Hun var 24 år. Hun havde været rig og forkælet. Hun havde været dronning. Hun havde været landflygtig. Hun havde født seks børn. Men tre sønner var døde som ganske spæde. Hun dør i den alder, hvor et nutidigt kvindeliv begynder at folde sig ud. Men hun nåede dog at blive kongens fortrolige, hans diplomat og altid "hans kære hustru". Egentlig tror jeg ikke, hun selv ville opfatte sin skæbne som tragisk.
Og der var mange facetter, der betog mig ved hende: hendes begavelse og flid. Hun lærte at tale og skrive dansk på et par år, skønt det burgundiske hof var fransksproget. Hun havde - ihvertfald efter Chrsitian II's mening et hedt temperament. Men hun havde fostået at tæmme det. Ihvertfald ikke et ondt ord om hende fra de mænd, der ikke ville vide mere af kongen. Faktisk behøvede hun ikke at følge ham. Men hun var selv som ganske lille blevet forladt af sien forældre. Og et af hendes sidste ønsker var, at børnene ikke måtte skilles fra deres far. Hun er så utrolig loyal. Hun handler mod sin egen fornuft. Der er en trods og en kærlighed i hende, som jeg synes er betagende.
Er du aldrig "bange" for at blive fanget i historisk ukorrektheder? Med andre ord, gør du meget ud af research?
For mig starter researchen altid i detaljen - i det intime liv. Og det er egentlig først, når jeg begynder at læse historie, at jeg får mine tvivl. Hvor megen umage, jeg end gør mig, vil der nok altid være fejl. I "Marie" står der et duetræ i Trianon. Og det træ var desværre ikke kommet til Europa endnu. Men det passer så godt til at stå der.
Hvad skal din næste roman handle om?
Lige nu skriver jeg på et skuespil.
Hvilken bog/bøger ligger på dit natbord lige nu?
De sidste bøger jeg har læst er: Jette A. Kaarsbøl: "Den lukkede bog" og Charlotte Weitze: "Brevbæreren" - og lige nu læser jeg Jens Andersens "Andersen". Lån Dorrit Willumsens bøger på
Læs en anbefaling af Bruden fra Gent
Læs mere om Dorrit Willumsen
af Lisbeth Larsen, Århus Kommunes Biblioteker
Ser man tilbage på dit forfatterskab er det de historiske romaner der fylder mest antalsmæssigt. Hvad er det der fascinerer dig ved historien ?
I dag kan vi flyve til fjerne steder og opleve og fotografere nuet. Men tilbageblikket - eller måske ligefrem overblikket - det er historien, som jeg altid har været meget fascineret af. Det er ganske vist nutiden, der giver en de sansninger, drømme og forventninger, man skriver på. Men selv om mennesker tidligere har levet under andre vilkår, så har de været lige så intelligente, følsomme, forvirrede, forelskede, ambitiøse og forfængelige som os. Somme tider kan man bruge den historiske roman som et forstørrelsesglas for sin egen tid. Der kan være strømninger i fortiden, der minder om det, der sker lige for øjnene af en. Man kan bruge den historiske roman på samme måde som science fiction - sætte et skarpt lys på tendenser - gode eller dårlige - i den tid man selv lever i.
Hvordan har du fundet frem til netop de personer, der er blevet hovedperson i de historiske romaner : Marie, Klædt i purpur, Bruden fra Gent?
Udgangspunktet når jeg begynder på en historisk roman er, at jeg finder, falder eller støder på en person, som jeg synes jeg kan flytte ind i min hjerne, skrivemaskine eller computer. Det kan være en person, jeg umiddelbart kan identificerer mig med. Eller det kan være en, der forekommer så gådefuld og mærkelig, at jeg må vide mere. Lære vedkommende at kende. Og så er der pludselig plantet et frø eller en irriterende burre, der forstyrrer nattesøvnen og efterhånden deltager i ens oplevelser og dagligdag. der sker vel en slags vekselvirkning. Måske ligefrem en sammensmeltning, det er svært at forklare.
Hvordan jeg har mødt personerne, husker jeg ganske klart. Marie gjorde indtryk på mig i Madame Tussauds vokskabinet i London. Der var et par sætninger i guiden, der fortalte, at hun havde været lærerinde for Ludvig XVI's søster Elisabeth. Marie havde boet otte år i Versailles og kendt og holdt af alle de mennesker, hvis dødsmasker, hun senere kom til at lave. De sætninger kunne jeg ikke ryste ud af hovedet. Jeg tænkte: "Jamen, hvordan har hun kunnet klare det? Har hun været iskold og pervers?" For at forstå hende begyndte jeg at læse om hendes tid. Det var slet ikke sådan, at jeg tænkte: "Det her - det bliver en roman". Somme tider tænkte jeg: "Nu har du endelig fået dig en hobby, Dorrit."
Theodora i "Klædt i purpur" fik jeg foræret. En kvinde sagde til mig, at hvis hun kunne skrive, så ville hun skrive historien om stripteasedanserinden, der blev kejserinde i Konstantinopel. Det varede noget, inden jeg lod mig forføre af den smukke Theodora, og mens jeg skrev, tænkte jeg også på mere nutidige skønheder som Marilyn Monroe, Kokoo Stark og den italienske pornostjerne, der blev parlamentsmedlem."Bruden fra Gent" handler om en helt anden slags kvinde: Christian II's dronning Elisabeth. Dyveke og Sigbrit har man hørt meget om. Men mindre om kongens habsburgske barnebrud, der som 14-årig rejste fra Nederlandene til Danmark for endelig at møde den mand, som hun skulle følge til verdens yderste grænse, skønt hun aldrig før havde set ham. Hendes liv blev lige så dramatisk, som det blev kort. I 1526 døde hun på et lystslot nær byen Gent. Hun var 24 år. Hun havde været rig og forkælet. Hun havde været dronning. Hun havde været landflygtig. Hun havde født seks børn. Men tre sønner var døde som ganske spæde. Hun dør i den alder, hvor et nutidigt kvindeliv begynder at folde sig ud. Men hun nåede dog at blive kongens fortrolige, hans diplomat og altid "hans kære hustru". Egentlig tror jeg ikke, hun selv ville opfatte sin skæbne som tragisk.
Og der var mange facetter, der betog mig ved hende: hendes begavelse og flid. Hun lærte at tale og skrive dansk på et par år, skønt det burgundiske hof var fransksproget. Hun havde - ihvertfald efter Chrsitian II's mening et hedt temperament. Men hun havde fostået at tæmme det. Ihvertfald ikke et ondt ord om hende fra de mænd, der ikke ville vide mere af kongen. Faktisk behøvede hun ikke at følge ham. Men hun var selv som ganske lille blevet forladt af sien forældre. Og et af hendes sidste ønsker var, at børnene ikke måtte skilles fra deres far. Hun er så utrolig loyal. Hun handler mod sin egen fornuft. Der er en trods og en kærlighed i hende, som jeg synes er betagende.
Er du aldrig "bange" for at blive fanget i historisk ukorrektheder? Med andre ord, gør du meget ud af research?
For mig starter researchen altid i detaljen - i det intime liv. Og det er egentlig først, når jeg begynder at læse historie, at jeg får mine tvivl. Hvor megen umage, jeg end gør mig, vil der nok altid være fejl. I "Marie" står der et duetræ i Trianon. Og det træ var desværre ikke kommet til Europa endnu. Men det passer så godt til at stå der.
Hvad skal din næste roman handle om?
Lige nu skriver jeg på et skuespil.
Hvilken bog/bøger ligger på dit natbord lige nu?
De sidste bøger jeg har læst er: Jette A. Kaarsbøl: "Den lukkede bog" og Charlotte Weitze: "Brevbæreren" - og lige nu læser jeg Jens Andersens "Andersen". Lån Dorrit Willumsens bøger på
Læs en anbefaling af Bruden fra Gent
Læs mere om Dorrit Willumsen
Kommentarer