Paul Simon : en biografi

Kapgang gennem en kollossal karriere og nænsom granskning af personen Paul i sober kærlighedserklæring til hans evner som både håndværker og kunstner.

"I can't run, but I can walk much faster than this", synger Paul Simon på titelnummeret fra pladen ’Rythm of the Saints’ og giver dermed nærmest et forvarsel om danske Karsten Jørgensens korte, men ikke desto mindre omfattende biografi om ham. For ’Paul Simon’ er netop ikke noget sprint af en bog, men den er heller ikke just nogen langsom slendretur op igennem Simons kæmpekarriere, som den beskriver på blot 276 sider iberegnet en omfattende litteraturliste.

Trods den relative korthed, når man at få en ganske god fornemmelse af de meget forskeligartede kapitler af Simons kunstneriske virke og liv; fra han stod som dreng i sit badeværelse og skrev 'The Sound of Silence', over Sydafrika, hvor han kom i konflikt med international politik, og til stadions, koncertsale og akustiske guitarer rundt om lejrbål verden over.

Bogen kom i 2018, umiddelbart efter at Simon havde holdt sin afskeds-tourne, der sågar er nået med på bogens sidste sider. En oplagt rosin i pølseenden der får givet Jørgensens fortælling om manden og hans værk en balanceret afslutning.

Det er altid en svær balance at holde for en kunstnerbiografi, mellem mennesket og værket. Men Jørgensen klarer for det meste at holde snuden i sporet. Oven i købet på en måde så menneske og myte går op i en højere enhed i beskrivelsen af det større kunstneriske projekt.

Man er ikke i tvivl om at forfatteren selv er fan, men det gør bare fortællingen mere vedkommende. Dette kommer særligt til udtryk i kapitler som det om det kontroversielle klassiker-album ’Graceland’ fra 1985, hvor Simon brød en international embargo for at spille med en håndfuld sydafrikanske musikere, som han var faldet for. Der bliver brugt en del tid på at dokumentere både dette allerede grundigt dokumenterede kapitel og på at dokumentere dokumentationen af det, nemlig dokumentarfilmen ’Under African Skies’, som udkom i forbindelse med pladens 25-års jubilæum. Det afsnit bliver lige lovlig langt isoleret set, men det giver god mening i forhold til Jørgensens projekt om at vise Simon som en kunstner, for hvem værket har forrang for alt andet. Et projekt der lykkes fuldt ud, fordi han ser på værket gennem kunstneren uden at forfalde til ren tabloidfokus på hans privatliv.

’Graceland’ er kun een af mange milepæle i Paul Simons lange karriere som sangskriver og musiker, lader Jørgensen os også forstå, selv om det er den del han selv ofrer mest plads på. Samarbejdet og de saftige sammenstød med Art Garfunkel foregår mest i bisætningerne, og det fornemmer man, at Paul Simon ville sætte pris på.