På sporet af James Brown og den amerikanske soul

Der bliver ikke lagt så meget som en lillefinger imellem, når McBride plukker industriens gribbe i sin velskrevne skildring af USA’s Soulbrother Number One.

James Brown var en mand uden sidestykke i den amerikanske populærmusik. Herhjemme er det lige så svært at finde et bryllupsorkester, som ikke maser sig igennem en mere eller mindre forkølet version af hans hit ’I feel good’, som det er at finde en klassisk hip-hop plade, der ikke har gemt et sample af Clyde Stubblefields trommer fra James Brown nummeret ’Funky drummer’ et sted i sine riller.
Det var James Brown og hans band, der flyttede fokus fra jazzens markeringer på 2- og 4- slagene til det 1-slag, der landede som en knytnæve i fjæset på alt det ufunky og mondæne og dermed ændrede musikhistorien. Derfor er det også passende, at det er en musiker som James McBride, der skriver hans nekrolog.

Journalist og saxofonist James McBride begynder sit bud på en James Brown-bog med nærmest at lægge sin hånd på Bibelen, som i ethvert amerikansk retssalsdrama, og sværge at han vil fortælle sandheden og kun sandheden om James Brown. McBride mener, det er tid til at luge ud i den underskov af myter, som er vokset frem af 32. kartoffelrække i Barnwell, South Carolina og stort set alle andre steder, hvor Mr. Brown nogensinde har bestilt et blødkogt æg, i tiden efter den store mands død. Undervejs i sit opgør med dokumentarer og halvhjertede spillefilm om den sprængfarlige ’Mr. Dynamite’ med det gemte hjerte kommer McBride dybt ned i den sydstatslige jord, Brown er rundet af, med alt hvad dertil hører af racerelationer og vejrbidt stolthed.

McBride formår igennem et medrivende sprog og en række interviews med de få tilbageværende af Browns forsvindende lille inderkreds at skildre det komplekse menneske James Brown og hans betydning for den afroamerikanske kultur hele vejen frem til i dag, hvor Browns efterladte er ved at flå totterne af hinanden i et juridisk slagsmål af Dickenske proportioner. Historien er god og billedsproget er stærkt, desværre har den danske oversættelse et par knirkende trin, som af og til bryder koncentrationen, men det tilgiver man gerne, når helheden spiller lige så stramt som Browns superband ’The Famous Flames’.

James Browns død i december 2006 medførte et juridisk bunkeslagsmål mellem hans ekskærester, -koner, efterkommere og andre, der bare ville se, om ikke der kunne falde en krumme af til dem. Det er en grim slutning på en stor historie, og McBride forsøger at hjælpe læseren med at navigere i, hvem der hyrede hvilken advokat og hvilke forliger, der blev indgået.
Selv om det er noget af en mundfuld at finde rundt i, selv i reduceret form, styrker det den del af historien, som handler om rampelysets skyggeside og det sorte Amerikas vilkår. Disse dimensioner er med til at gøre bogen her til noget nær pligtlæsning for enhver med så meget som en perifer interesse i populærmusik og musikhistorie, hvor afroamerikanerne som regel ender som nummer sjok i det store pengeræs.