Born to run

Bruce Springsteen har skrevet en selvbiografi selv for os, der ikke gider læse biografier.

Jeg indrømmer blankt, at jeg sjældent læser biografier. Jeg bladrer dem igennem, skimmer lidt her og der, kigger på billederne og læser billedteksten. Der er simpelthen for meget fakta, jeg går helt kold i det! Men sådan en biografi er ’Born to run’ ikke, og jeg tror ikke kun, det handler om, at jeg virkelig godt kan lide Bruce Springsteen, at jeg altid har syntes, han virkede som et meget sympatisk menneske.’Born to run’ er en fængende selvbiografi af mange årsager, men først og fremmest fordi Springsteen kan skrive!

Han er ikke journalist, han har heller ikke fået en journalist til at skrive bogen, han fortæller den helt selv, på samme måde som han fortæller anekdoter mellem numrene til sine koncerter og ikke mindst i selve numrene. Bruce Springsteens tekstunivers er så fuldt af små amerikanske stemningsbilleder, man kører ud af den der highway med drømmen om et nyt og bedre liv, man har store planer om at gøre det bedre end ens egne forældre gjorde det osv. osv. Og det er de historier, ’Born to run’ er fyldt med, så man sidder og er helt målløs, når man læser bogen: den er jo lige der, den der helt ægte arbejderklassepoesi!

Den er i sangene, og den er i det levede liv. Det er en uhyre detaljeret bog, og man forstår den kamp, det har været at nå toppen. Der er ingen X factor eller genvej til stjernerne. Det er hårdt arbejde, fattigdom, viljestyrke og en helt enorm kærlighed til musikken, så på den måde er det den klassiske amerikanske drøm.

Men det er også meget andet, for der bliver ikke pyntet på noget i bogen. Bruce Springsteen fortæller ærligt om sin fars psykiske sygdom og om frygten for, at hans egne perioder med angst og depression vil føre ham samme sted hen som faren. Vi er også med helt derinde, hvor den største smerte bor, da soulmaten Clarence Clemons dør, og hans plads i The E Street Band synes uerstattelig. For E Street Band er ikke bare et band som alle andre med en flok dygtige musikere. Det er et kald, nøjagtig som man fornemmer det under de timelange koncerter.

Efter at have læst 'Born to run' kan jeg faktisk endnu bedre lide Bruce Springsteen, end jeg kunne før. Og det siger ikke så lidt. Det er en bog, der gør et stort indtryk, og selvom den kan synes lige lovlig detaljeret – nok mest hvis man ikke selv er musiker – bliver man forført af historien om arbejderklassedrengen og af Springsteens stilfærdige humor og poetiske, flydende sprog. Og man sætter helt automatisk ’Born ro run’ på anlægget bagefter.