Over stregen : umodne manddomserindringer

Ærlig og åbenhjertig selvbiografi tager hul på et nyt kapitel efter et afsluttet kærlighedsforhold. Når Falchs fortælleglæde folder sig ud, bliver man beriget og underholdt.

Musiker, sanger, sangskriver og efterhånden også forfatter Michael Falch (1956) lægger sit liv i læserens hænder med denne ærlige og åbenhjertige selvbiografi, der favner både det høje og det lave ved vores eksistens. Historien begynder med en slutning – nemlig enden på et årelangt fast forhold til kvinden Anita. Falch flytter fra en idyllisk bolig i det vestsjællandske med udsigt til Storebælt ind i en lejlighed på 4. sal på Frederiksberg, hvor et nyt kapitel i hans liv begynder.

På Frederiksberg er han heldigvis omgivet af børn og børnebørn, og man er ikke i tvivl om, at rollen som morfar (Falch har tre voksne døtre) bekommer ham særdeles godt. Men den intimitet, der kun findes mellem to elskende, kommer han hurtigt til at savne. Hans tanker og overvejelser omkring kommende kærlighedsrelationer, som han ærligt deler med os, bringer ham bl.a. omkring en tantra-oplevelse, #MeToo-debatten og en dygtig massøse, der ender med at komme til at spille en langt større rolle, end nogen skulle have troet.

Skrive- og fortælleglæden fornægter sig ikke. Falch veksler behændigt og smidigt mellem et fortidsspor, hvor han som ung for første gang flyttede til København sammen med kæresten Linda, som senere blev mor til hans børn, og et nutidsspor, der bl.a. gaber over kærligheden til både fodbold, fugle og filosofi. Og det er også her i nyere tid, at den store kollektive beslutning om at gendanne bandet MALURT bliver en realitet. Et enormt projekt, der er mere end to år undervejs, og som lige når at tage sin begyndelse, inden COVID-19 sætter en stopper for festlighederne.

Indholdsmæssigt er disse umodne manddomserindringer, som undertitlen lyder, ganske omfangsrige. Et væld af vedkommende erfaringer væver Falchs liv indtil nu, og man lades ikke uberørt af hverken den skrækkelige oplevelse med den yngste datters spiseforstyrrelse eller den overraskende optræden med det gendannede MALURT på Det Kongelige Teater. Det er levet liv på godt og ondt, og selvom Falch må betegnes som værende kendt, er det for mig at se ikke det, der driver det her værk. Det gør til gengæld det almenmenneskelige, som Falch også er en repræsentant for.

Som det er med selvbiografier, ved man jo, at her er det forfatteren, der skriver om forfatteren. Det bliver sådan en bog ikke nødvendigvis sand af. Hvis der er noget, der er upålideligt, så er det vores erindringer – de spiller os et puds, så snart de ser deres snit til det. Det skal man være klar over. Og når man så er blevet dét, kan man læne sig tilbage og lade sig berige af den historie, et andet menneske mener at huske. Berige og underholde. Falch skriver nemlig ikke uden en vis humor, og personligt elskede jeg bogen nøjagtigt fra side 15, hvor ordet ’pistejaverter’ optræder. Jeg har aldrig set det ord på tryk før – men det var på tide! Jeg er vild med det!