Orbital 1: Nærkontakt

Den spændende og velillustrerede tegneserie, der tager læseren med 200 år ud i fremtiden, har potentiale til at blive en klassiker.

Som barn og ung læste og genlæste jeg Pierre Christins fantastiske serie om Linda og Valentin igen og igen. Men selvom det altid er godt tidsfordriv at tage en elsket serie frem endnu en gang, så er det også fantastisk, når en ny og spændende serie dukker op. Så da jeg fik fingrene i ’Orbital 1: Nærkontakt’ var mit håb, at den ville fange mig på samme måde som ’Linda og Valentin’, og det gjorde den i den grad.

I 2278 står jorden foran indlemmelse i Konføderationen, en intergalatisk sammenslutning bestående af 781 racer. Isolationisterne forsøgte med et terrorangreb at stoppe indlemmelsen, men fejlede. To år senere lykkedes det dog for dem at erobre regeringsmagten, hvilket førte til en krig med Sandjarr folket i forsøget på at sikre menneskeheden energimæssig uafhængighed. Konføderationen slog dog igen, og menneskene undgik kun med nød og næppe total udslettelse.

Nu er de mange års repressalier mod menneskeheden dog ophævet. Mennesker har fået adgang Konføderationens organisationer, og som det første menneske har Caleb Swany opnået status som agent i det Interplanetariske Diplomat Bureau. Som makker får han ret kontroversielt tildelt Sandjarr agenten Mezoke Izzua, lige præcis den race som menneskeheden næsten udryddede.

Det umage makkerpars første mission fører dem til månen Senestam, hvor overlevende menneske-kolonister har slået sig ned efter krigen. Men månen hører til Jävloidernes planetsystem, og nu ønsker de selv at overtage den, for undergrunden er fyldt med det værdifulde mineral Trelium.

Kolonisterne har dog ikke tænkt sig at forlade Senestam frivilligt, så Caleb og Mezokes mission er at finde en løsning. Det er dog lettere sagt end gjort, for racehad og jagten på profit har forgreninger langt ind i selve Konføderationen, og ikke alle er tilsyneladende interesseret i en fredelig løsning.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med ”Orbit 1: Nærkontakt”! Jeg er vild med historien, jeg er vild med illustrationerne, og jeg er vild med, at der er yderligere seks bind at se frem til.

Sylvain Runberg har bl.a. skrevet serien ’Hammerfall’ og står bag bearbejdningen af Stieg Larssons ’Millennium-trilogi’ til tegneserie-formatet, så han er en erfaren herre. Her i første bind introducerer han seriens univers og personer, og det er gjort både elegant og spændende. Historien udspiller sig måske nok et par hundrede år ude i fremtiden, men problemstillingerne med racisme og fremmedhad er desværre sørgeligt aktuelle. Runberg forfalder dog ikke til at moralisere, så historien kan sagtens læses blot for underholdningsværdien, for den indeholder heldigvis også masser af action.

Illustrationerne står Serge Pellé for. Jeg kendte ham ikke på forhånd, men han var en positiv overraskelse. Pellé har en realistisk streg, fyldt med detaljer, og billedsiden er meget vellykket. Farverne er overordnet holdt i afdæmpede brunlige og grålige toner, som understreger den lidt rå atmosfære. For hvor tegningerne i de gamle Linda og Valentin hæfter var organiske og ofte farvestrålende, så er Runberg og Pellés version af rummet mere beskidt og slidt. Lidt á la ’Alien’-filmene og tv-serien ’Firefly, som bagmændene da også har nævnt som inspirationskilder.

Jeg er med andre ord hooked på Orbital-serien, og kan ikke vente til næste bind udkommer på dansk. Indtil da må jeg ”nøjes” med ’Linda og Valentin’ – og måske tage et smut i biografen og se Luc Bessons ’Valerian’, en spillefilm bygget på netop Linda og Valentin-serien, som er udkommet her i 2017 i anledning af 50 års dagen for det første albums udgivelse.