Operation Isbjørn

Gedigen, velskrevet og bleskiftfri norsk krimi om et familiedrama

Er du til ”den skandinaviske skole” i krimier?
Kan du lide gedigen og velskrevet spænding?
Kan du lide solide personer i historien?
Er du lidt træt af dét, min opfindsomme kollega kalder: ”rød stue-genren” i krimier (=hvor hovedpersonens personlige problemer med børn og parforhold fylder en del)?
Så er Eirik Wekre lige noget for dig!

Hovedpersonen er Hege Tønnesen, hun arbejdede i sidste historie i Politiets Sikkerhedstjeneste i Norge, men da hun er en dygtig pige, faktisk lidt af en superwoman, så er en af hanbavianerne i branchen blevet sur, og da han kom lidt højere på strå, røg hun ud ved en ”omstrukturering”.

Nu er hun blevet hentet ind til at opklare et underligt mord: Mor og datter er blevet skudt på klos hold. Familiefaderen er forsvundet og er i øvrigt en højt dekoreret jægersoldat, har det slået klik for ham? Er han den skyldige?

Hege oplever pludselig, at hendes opklaringsarbejde saboteres, der går pludselig politik i sagen, og en kollega hentes ind som ny leder. Han viser med ét nogle meget ubehagelige og chauvinistiske træk, og Hege kan slet ikke forstå, hvorfor hun i sin tid følte sig tiltrukket af ham.
Vi møder også nogle herlige profiler, fx den snart 90-årige læge, der bor i vildmarken sammen med sin kat, der kan fornemme, hvis mennesker er i nød ude i snestormen. Og ikke at forglemme Domino, den forsvundne jægersoldats bordercollie, som Hege tager til sig, og som kan forstå alt og udføre alle opgaver!

Historien har en meget interessant pointe, det bliver udtalt et sted: ”Hvor er grænsen mellem korruption, broderskab og netværk”? Et relevant og tankevækkende spørgsmål, Wekre sætter fingeren på nogle ømme punkter og viser at der kan være råddenskab i etaterne langt ned. Det kommer ikke helt bag på læseren, at der ligger noget helt andet bag mordene, som historien starter med.

Og så er den fortalt i et stramt og vekonstrueret sprog, som det er en fornøjelse at læse.