Og verden skælvede

Evigt aktuel fremtidsroman fra 1957 om den ultimative liberalisme, som med sine provokerende tematikker og påstande kan skabe interessant debat uanset på hvilken fløj man står.

Det glæder altid min indre bibliotekar, når en bog kan skabe røre og debat, og få bøger har vakt mere røre end Ayn Rands ’Og verden skælvede’. Dog nager det mig også gevaldigt, når folk kritiserer bøger, de aldrig har læst og sågar måske har misforstået. Af samme årsag tænkte jeg, jeg hellere måtte få læst den udskældte bog af den om muligt endnu mere udskældte forfatterinde.

Kort fortalt udspiller ’Og verden skælvede’ sig i fremtidens USA, hvor afart af socialisme har triumferet, og de fleste industrier indgår i karteller og brancheforeninger, hvor elementet af konkurrence og risiko er udvandet. Det hele er selvfølgelig styret af et tungt bureaukrati, der er inficeret med inkompetence, nepotisme og slet skjult korruption. Det er i det USA, vore hovedpersoner - begge viljestærke entreprenører i en grad, der næsten er karikeret - forsøger at drive deres respektive virksomheder. Bogen igennem følger man dem, og den mystiske John Galt, i deres kamp med systemet.

Bogens sprog er en kende bedaget, da genoptrykket er i Mogens Boisens 1959-oversættelse. Det er på sin vis ærgerligt, da det gør det digre værk mere sprogligt tungt end nødvendigt. Til gengæld vil jeg dog sige, at det har en vis charme, så hvorvidt det i virkeligheden er et plus eller minus, er nok meget individuelt.

Fremtidsfortællingen fra 1957 har et nærmest Gernsbacksk præg, som jeg finder sært charmerende, men det fremhæver desværre også bogens svage sider. Karaktererne er ofte lige vel todimensionelle og frem for alt, så bliver pointerne næsten hamret i med syvtommerssøm. Man mærker altså på godt og ondt bogens alder og Rands mangler som forfatter.

Det filosofiske budskab i ’Og verden skælvede’ lider under den lidt klodsede levering, men bogen er alligevel interessant. Jeg læste for nyligt Joachims Gaucks indsigtsfulde erindringer ’Fra vinter til vår’ om den tyske præsidents opvækst i DDR, og den kafka’ske retssystem og sjæleknusende bureaukrati som Rand afbilleder i ’Og verden skælvede’, når ikke den virkelige verdens til sokkeholderne. Derfor er det afgjort en relevant betragtning, at for meget bureaukrati kan dræbe den menneskelige ånd, og at der skal være plads til enerne. Rand ville sågar påpege, det vil være i alles interesse, og i virkeligheden en objektiv naturlov, at mennesket bedst trives uden tyngende regler og irrationelle hensyn.

Og det er det, der er det underliggende tema i bogen, som kan være stødende – ikke mindst grundet de noget bastante pointer fremført af bogens hovedpersoner. I min personlige yndlingsfilosof Albert Camus’ værker findes også nogle ucharmerende eksistenser, men det ændrer heldigvis ikke ved opfattelsen af Camus som en forfatter med noget på hjertet. Og det har Rand også.

’Og verden skælvede’ er som med fx ’Den fremmede’ måske nok grum og befolket med usympatiske hovedpersoner, men den ansporer forhåbentlig til eftertanke og giver læseren lyst til at stille spørgsmål ved livet, verden og den måde, vi har indrettet os på.

 I sidste instans er det et hædersmærke for et filosofisk værk, de litterære kvaliteter til trods, at det kan skabe debat, uanset om man er enig med præmissen eller ej, og det gør Rands ’Og verden skælvede’ unægtelig interessant.

Originally published by Jan M. Johansen, Litteratursiden.