Forfatter
Julio Cortazar
"Enhver der ikke læser Cortázar er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist… og vil, sandsynligvis, lidt efter lidt, tabe håret." (Pablo Neruda)
Julio Cortázar blev født i Bruxelles i 1914 af argentinske forældre. Familien flyttede senere til Schweiz, men efter 1. Verdenskrigs afslutning vendte den hjem til Argentina og slog sig ned i en forstad til Buenos Aires. Efter endt skolegang begyndte Julio Cortázar på universitetet og ernærede sig siden som lærer, indtil han sagde sit arbejde op i protest mod peronismen og uddannede sig til oversætter. I 1951 forlod han Argentina og flyttede til Paris, hvor han boede til sin død i 1984.
Julio Cortázar var bevidst om forfatterens rolle og ansvar i samfundet, han støttede revolutionerne på Cuba og i Nicaragua og var aktiv i PEN, den internationale forfattersammenslutning, der modarbejder regeringers angreb på ytringsfriheden.
Han debuterede i 1938 med digtsamlingen Presencia [Nærvær] under pseudonymet Julio Denis, og han fik sin prosadebut med novellenCasa tomada (Besat hus) [1] i 1946 i Los Anales de Buenos Aires [Buenos Aires Annalerne], et litterært månedsskrift redigeret og udgivet af J.L.Borges, men hans litterære gennembrud blev novellesamlingen Bestiario[Bestiarium](1951). I de følgende novellesamlinger udviklede han en eksperimenterende og surrealistisk inspireret kortprosa-stil.
Julio Cortázar har desuden skrevet flere romaner samt essays og litteraturkritik, og han har udgivet en række genreoverskridende prosaværker, der er collager af essays, fotos, tegninger, skønlitteratur o.a., bl.a. La vuelta al día en ochenta mundos (1967) [Dagen rundt på firs verdener] [1].
Fantastikken
Fantastikbegrebet er defineret af den bulgarsk-franske litteraturforsker Tzvetan Todorov (f. 1939) i Den fantastiske litteratur – en indføring (Klim, 1989). Todorov knytter først og fremmest det fantastiske element i litteraturen til uforklarlige begivenheder og fænomener, der bryder ind i et for læseren realistisk hverdagsunivers, begivenheder og fænomener, der ikke kan forklares eller fortolkes inden for det kendte og vedtagne.
Der er tale om et indbrud i den genkendelige og overskuelige verden, der fremkalder en gådefuld uro, såvel i teksten som hos læseren. Man stilles over for et fortolkningsvalg mellem en naturlig og en overnaturlig forklaring, et valg der ikke kan afgøres entydigt. Denne i teksten iboende tvivl, uro, uafgørlighed eller 'tøven', som Tzvetan Todorov kalder det, er konstitutiv for den fantastiske litteratur. Disse træk er helt centrale i Julio Cortázars litterære univers.
Julio Cortázar og fantastikken
Julio Cortázar regnes for at være en af den moderne prosas store fornyere, men han vedgår i høj grad sin gæld til ældre forfattere som f.eks. Edgar Allan Poe (1809-1849), som han har oversat til spansk, og hvis fortællinger Huset Ushers fald og Ligeia har betydet meget for hans litterære udvikling og Forvandlingen af Franz Kafka (1883-1924). Han skriver sig også ind i en latinamerikansk litterær tradition, repræsenteret af forfattere som J.L. Borges (1899-1986), Horacio Quiroga (1878-1937), Roberto Arlt (1900-1942), og Leopoldo Marechal (1900-1970), men det lykkedes ham at finde sin helt egen udtryksform.
Julio Cortázar lod sig også gerne inspirere af musik, især jazz, og film, og inspirationen gik begge veje. Jean-Luc Godard filmatiserede novellenLa autopista del sur (Motorvejen mod syd) (1966) [3] med titlen Week-end (1967), og Julio Cortázar blev kendt i bredere kredse, da Michelangelo Antonioni i 1966 brugteLas babas del diablo (Djævlens savl) [1] fraLas armas secretas [De hemmelige våben] som forlæg for filmen Blow-Up. Det er ikke tilfældigt, at netop disse to instruktører har valgt tekster af Julio Cortázar som filmmateriale, da de ligesom han var stærkt eksperimenterende i deres medies udtryksform. I sin fiktionsteori tematiserede han sammenhængen mellem litteraturen og de visuelle medier, idet han bl.a. så et valgslægtskab mellem novellen og fotografiet, som han opfattede som et udsnit af virkeligheden, hvor det flygtige og det ubestandige fastholdes i et stivnet nu, et afgrænset og selvstændiggjort udklip. Et fragment, der ikke er et objektivt stykke virkelighed, men formet af et blik, en synsvinkel, en virkelighedsopfattelse.
Julio Cortázars intention er at åbne en sprække i virkeligheden og dermed ryste læserens erkendelsesgrundlag. I sin afvisning af den klassiske realisme og det deraf følgende opgør med et rationelt, gennemsigtigt og ubevægeligt verdensbillede, der er struktureret i tid og rum, åbner han for en accept af muligheden for eksistensen af flere samtidige virkeligheder. I denne forbindelse knytter han ikke blot an til de førnævnte fantastiske forfattere, men også til de eksperimenterende modernister, Arthur Rimbaud (1854-1891), Lautréamont (1846-1870) og den måske første absurdist Alfred Jarry (1873-1907).
Afvisningen af mimesis giver sig udtryk i værker, der kredser om problematikken vedrørende virkeligheden og erkendelsen. I Julio Cortázars univers er der ingen garanti for virkelighedens objektive gyldighed. I mange af novellerne glides der mellem virkelighed og drøm, uden at man med sikkerhed kan bestemme, hvilket niveau tilhører virkeligheden og hvilket drømmen.
Dette gælder f.eks. novellerne Todos los fuegos el fuego (Lidenskabernes evige brand) [3] hvor fortællingen pendler mellem Romerriget og moderne tid, og hvor ilden sprænger tidens og stedets sikkerhed, idet der åbnes en passage for, at en cigaretglød fra nutiden kan antænde et romersk amfiteater, og La noche boca arriba (Om natten på ryggen) [6], hvor motorcyklisten drømmer at han skal ofres til aztekernes gud – eller er det mon krigeren, der drømmer at han er motorcyklist? Begge dele er muligt.
Et helt afgørende træk er grænseoverskridelsen. Ikke blot i form af en opløsning af de faste konturer i tid og rum, drøm og virkelighed, men også af identitetens. I Axolotl [4] bringes læseren i tvivl om jeg'et, hvem taler? Mennesket eller axolotl'en? I andre noveller, f.eks. Øen ved middag [1]/Øen i middagsstunden [3], manifesterer den rystede eller flerdimensionale identitet sig i form af et dobbeltgængermotiv.
Det karakteristiske hos Julio Cortázar er, at begge tolkningsmuligheder fastholdes, dvs. at læseren med lige ret kan opfatte fortællingerne enten som et resultat af sanseforstyrrelser, som ekspeditioner ind i mentale grænsetilstande eller som dobbeltgængere i et univers, der ikke er struktureret som vores 'normal'verden. De forskellige verdener er hver for sig realistiske, men indbyrdes uforenelige, og det fantastiske element opstår ved etableringen af en forbindelse - en passage - mellem de to hinanden udelukkende verdener.
I fortolkningen af et sådant flerdimensionalt univers kræves det, at læseren er aktiv, skabende og medansvarlig for læsningen.
"Enhver der ikke læser Cortázar er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist… og vil, sandsynligvis, lidt efter lidt, tabe håret." (Pablo Neruda)
Julio Cortázar blev født i Bruxelles i 1914 af argentinske forældre. Familien flyttede senere til Schweiz, men efter 1. Verdenskrigs afslutning vendte den hjem til Argentina og slog sig ned i en forstad til Buenos Aires. Efter endt skolegang begyndte Julio Cortázar på universitetet og ernærede sig siden som lærer, indtil han sagde sit arbejde op i protest mod peronismen og uddannede sig til oversætter. I 1951 forlod han Argentina og flyttede til Paris, hvor han boede til sin død i 1984.
Julio Cortázar var bevidst om forfatterens rolle og ansvar i samfundet, han støttede revolutionerne på Cuba og i Nicaragua og var aktiv i PEN, den internationale forfattersammenslutning, der modarbejder regeringers angreb på ytringsfriheden.
Han debuterede i 1938 med digtsamlingen Presencia [Nærvær] under pseudonymet Julio Denis, og han fik sin prosadebut med novellenCasa tomada (Besat hus) [1] i 1946 i Los Anales de Buenos Aires [Buenos Aires Annalerne], et litterært månedsskrift redigeret og udgivet af J.L.Borges, men hans litterære gennembrud blev novellesamlingen Bestiario[Bestiarium](1951). I de følgende novellesamlinger udviklede han en eksperimenterende og surrealistisk inspireret kortprosa-stil.
Julio Cortázar har desuden skrevet flere romaner samt essays og litteraturkritik, og han har udgivet en række genreoverskridende prosaværker, der er collager af essays, fotos, tegninger, skønlitteratur o.a., bl.a. La vuelta al día en ochenta mundos (1967) [Dagen rundt på firs verdener] [1].
Fantastikken
Fantastikbegrebet er defineret af den bulgarsk-franske litteraturforsker Tzvetan Todorov (f. 1939) i Den fantastiske litteratur – en indføring (Klim, 1989). Todorov knytter først og fremmest det fantastiske element i litteraturen til uforklarlige begivenheder og fænomener, der bryder ind i et for læseren realistisk hverdagsunivers, begivenheder og fænomener, der ikke kan forklares eller fortolkes inden for det kendte og vedtagne.
Der er tale om et indbrud i den genkendelige og overskuelige verden, der fremkalder en gådefuld uro, såvel i teksten som hos læseren. Man stilles over for et fortolkningsvalg mellem en naturlig og en overnaturlig forklaring, et valg der ikke kan afgøres entydigt. Denne i teksten iboende tvivl, uro, uafgørlighed eller 'tøven', som Tzvetan Todorov kalder det, er konstitutiv for den fantastiske litteratur. Disse træk er helt centrale i Julio Cortázars litterære univers.
Julio Cortázar og fantastikken
Julio Cortázar regnes for at være en af den moderne prosas store fornyere, men han vedgår i høj grad sin gæld til ældre forfattere som f.eks. Edgar Allan Poe (1809-1849), som han har oversat til spansk, og hvis fortællinger Huset Ushers fald og Ligeia har betydet meget for hans litterære udvikling og Forvandlingen af Franz Kafka (1883-1924). Han skriver sig også ind i en latinamerikansk litterær tradition, repræsenteret af forfattere som J.L. Borges (1899-1986), Horacio Quiroga (1878-1937), Roberto Arlt (1900-1942), og Leopoldo Marechal (1900-1970), men det lykkedes ham at finde sin helt egen udtryksform.
Julio Cortázar lod sig også gerne inspirere af musik, især jazz, og film, og inspirationen gik begge veje. Jean-Luc Godard filmatiserede novellenLa autopista del sur (Motorvejen mod syd) (1966) [3] med titlen Week-end (1967), og Julio Cortázar blev kendt i bredere kredse, da Michelangelo Antonioni i 1966 brugteLas babas del diablo (Djævlens savl) [1] fraLas armas secretas [De hemmelige våben] som forlæg for filmen Blow-Up. Det er ikke tilfældigt, at netop disse to instruktører har valgt tekster af Julio Cortázar som filmmateriale, da de ligesom han var stærkt eksperimenterende i deres medies udtryksform. I sin fiktionsteori tematiserede han sammenhængen mellem litteraturen og de visuelle medier, idet han bl.a. så et valgslægtskab mellem novellen og fotografiet, som han opfattede som et udsnit af virkeligheden, hvor det flygtige og det ubestandige fastholdes i et stivnet nu, et afgrænset og selvstændiggjort udklip. Et fragment, der ikke er et objektivt stykke virkelighed, men formet af et blik, en synsvinkel, en virkelighedsopfattelse.
Julio Cortázars intention er at åbne en sprække i virkeligheden og dermed ryste læserens erkendelsesgrundlag. I sin afvisning af den klassiske realisme og det deraf følgende opgør med et rationelt, gennemsigtigt og ubevægeligt verdensbillede, der er struktureret i tid og rum, åbner han for en accept af muligheden for eksistensen af flere samtidige virkeligheder. I denne forbindelse knytter han ikke blot an til de førnævnte fantastiske forfattere, men også til de eksperimenterende modernister, Arthur Rimbaud (1854-1891), Lautréamont (1846-1870) og den måske første absurdist Alfred Jarry (1873-1907).
Afvisningen af mimesis giver sig udtryk i værker, der kredser om problematikken vedrørende virkeligheden og erkendelsen. I Julio Cortázars univers er der ingen garanti for virkelighedens objektive gyldighed. I mange af novellerne glides der mellem virkelighed og drøm, uden at man med sikkerhed kan bestemme, hvilket niveau tilhører virkeligheden og hvilket drømmen.
Dette gælder f.eks. novellerne Todos los fuegos el fuego (Lidenskabernes evige brand) [3] hvor fortællingen pendler mellem Romerriget og moderne tid, og hvor ilden sprænger tidens og stedets sikkerhed, idet der åbnes en passage for, at en cigaretglød fra nutiden kan antænde et romersk amfiteater, og La noche boca arriba (Om natten på ryggen) [6], hvor motorcyklisten drømmer at han skal ofres til aztekernes gud – eller er det mon krigeren, der drømmer at han er motorcyklist? Begge dele er muligt.
Et helt afgørende træk er grænseoverskridelsen. Ikke blot i form af en opløsning af de faste konturer i tid og rum, drøm og virkelighed, men også af identitetens. I Axolotl [4] bringes læseren i tvivl om jeg'et, hvem taler? Mennesket eller axolotl'en? I andre noveller, f.eks. Øen ved middag [1]/Øen i middagsstunden [3], manifesterer den rystede eller flerdimensionale identitet sig i form af et dobbeltgængermotiv.
Det karakteristiske hos Julio Cortázar er, at begge tolkningsmuligheder fastholdes, dvs. at læseren med lige ret kan opfatte fortællingerne enten som et resultat af sanseforstyrrelser, som ekspeditioner ind i mentale grænsetilstande eller som dobbeltgængere i et univers, der ikke er struktureret som vores 'normal'verden. De forskellige verdener er hver for sig realistiske, men indbyrdes uforenelige, og det fantastiske element opstår ved etableringen af en forbindelse - en passage - mellem de to hinanden udelukkende verdener.
I fortolkningen af et sådant flerdimensionalt univers kræves det, at læseren er aktiv, skabende og medansvarlig for læsningen.
