Bog

Harry Potter og Flammernes Pokal (Ill. Jim Kay)

Af (
2019
)

Anmeldelse

Harry Potter og Flammernes Pokal (Ill. Jim Kay) af Joanne K. Rowling

23 sep.19

Den illustrerede udgave af Harry Potter-bøgerne med Jim Kays fabelagtige billeder er nået til fjerde bind. Enhver der elsker flotte bøger og godt boghåndværk må glæde sig.

Harry Potter- bøgerne om hans oplevelser på Hogwarts er for længst blevet en moderne børnebogsklassiker, og med både filmatiseringer, teaterforestillinger, interaktiv hjemmeside, spil og en masse merchandise er der i den grad tale om et verdensomspændende fænomen, som alle kender og elsker. Det er meningen, at alle syv bind om Harry Potter skal udkomme i denne særligt illustrerede udgave. De tre første udkom med et års mellemrum, men denne bog har været noget længere undervejs. De oprindelige bøger er jo også blevet tykkere, og Jim Kay skulle simpelthen bruge mere tid til illustrationerne.

Jim Kay kendes i forvejen for sine fantastiske billeder til Patrick Ness Monster, og han er omhyggeligt udvalgt til at illustrere alle bind i historien om troldmandslærlingen Harry Potter.

Historien er velkendt for de fleste, både børn og voksne, men i dette fjerde bind kommer mørket og Voldemort endnu tættere på. Allerede under Quidditch verdensmesterskaberne sker der mystiske ting, og tilbage på Hogwarts opdager Harry og vennerne, at Hogwarts er udpeget til at være vært for den internationale turnering i Magisk Trekamp. Mod alle forventninger bliver Harry udpeget til at være Hogwarts repræsentant i dysten.

Kan man tillade sig at være lidt skuffet, når nu Jim Kay endnu en gang har leveret fantastiske illustrationer og fortolkninger? Det kan man godt, fordi dette bind i modsætning til tidligere har indtil flere kapitler, hvor der overhovedet ikke er nogen illustrationer. Samtidig er der heller ikke så mange af de små vignetter som tidligere, og endelig er siderne ikke i forskellige farver efter indholdet.

Når det er sagt, er det selvfølgelig forståeligt nok, den oprindelige bogs tykkelse taget i betragtning, og det har vel heller aldrig været meningen, at denne illustrerede genudgivelse skulle være en decideret billedbog. MEN alligevel – ’Harry Potter og Fønixordenen' er endnu tykkere, så medmindre den gode Kay tager sig endnu længere tid, er det nok sådan fremtidige udgivelser vil se ud.

Og alt andet lige, så er det altså til at leve med. En vidunderlig bog er det under alle omstændigheder.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Hanna Lützen
Faustnummer
47092183
ISBN
9788702284799
Antal sider
450

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer