Anmeldelse
Harry Potter og Fønixordenen (Ill. Jim Kay)
- Log ind for at skrive kommentarer
Storslået illustreret udgave af femte bind i Harry Potter-serien. Det bliver ikke meget bedre!
I femte bind i serien om Harry Potter gennemgår Harry sit hidtil hårdeste år. Det er i slutningen af sommerferien, og efter et mindre opgør med sin fætter Dudley Dursley og hans lille bande, bliver både Dudley og Harry angrebet af Dementorer, hvorfor Harry ser sig nødsaget til at gøre brug af sin Patronus, som er en magisk beskytter for troldmænd, udenfor Hogwarts, også selvom det er strengt forbudt.
Ministeriet for Magi anklager derefter Harry for at bruge magi, og slår især hårdt ned på, at han er mindreårig, men Dumbledore samt gode venner hjælper Harry, så han bliver renset for anklagerne. Snart er sagen større end Harrys forseelse, og Dumbledore erstattes brat af Dolores Nidkjær. Hun er en frygtelig kvinde, som er ansat som seniorundersekretær i Ministeriet for Magi, men som bliver rektor på Hogwarts, både for at spionere, men også for at mane Harrys påstand om, at Voldemort er tilbage, i jorden.
På Hogwarts opretter Harry en forbudt klub, ’Dumbledores Armé’, som skal lære eleverne at beskytte sig, når Voldemort og hans hær angriber. Og det viser sig at være en fornuftig overlevelsesstrategi, da Voldemorts hær af Dødsgardister vokser, og ondskaben rækker hele vejen gennem Hogwarts’ tykke mure.
Dette er den længste bog i serien, men det er forrygende læsning med masser af tempo. Historien udforsker Harrys potentiale og hans fortid, som gemmer på mange overraskelser. Kampscenerne er komplekse, og bogen er fyldt med vidunderlige detaljer. Handlingen er mørk, og Harry er på ingen måde ufejlbarlig, hvilket tilføjer en ekstra dimension til historien, og en mulighed for at identificere sig med ham. Men der er også humor heri, så det ikke alt sammen undergang og dysterhed. Vi møder alle de karakterer vi kender, men præsenteres også for et væld af nye, spændende karakterer.
Denne gang er illustrator Jim Kay assisteret af Neil Packer pga. helbredsmæssige problemer, og dette er den sidste bog, som Jim Kay illustrerer. Det er virkelig trist! Heldigvis er samarbejdet mellem de to forbilledligt. På forsiden af bogen ser man Dumbledores Armé øve sig på at frembringe hver deres Patronus, og med Dumbledores Fønixpatronus susende over dem, som en beskyttende talisman. Indeni bogen fanger de to illustratorer mesterligt den mørke og anspændte atmosfære, men afbilleder i den anden grøft, og meget farverigt, en skildring af Luna og Neville, som afspejler deres personligheder.
Jeg kunne blive ved i det uendelige med at rose dette kunstværk. Måske er disse illustrerede udgaver mest henvendt til det voksne publikum, men enestående smukke, det er de.
Brugernes anmeldelser