Harry Potter og De Vises Sten

En slagpoppel er et træ, der slår vildt om sig. En multibønne er slik, der kan smage enten af chokolade, peber eller bussemænd. En norsk Takhale er en drage med et ondskabsfuldt temperament.

Hvad kan man andet end overgive sig? Overgive sig til forfatteren Rowlings sprudlende fantasi og lade sig suge ind i et univers befolket med troldmænd, tryllestave, drager og postugler. Og åndeløst følge drengen Harry Potter, der skal så grueligt meget igennem på Hogwarts – skolen for trolddomskunster.

Historien er nok kendt for de fleste. Men der findes måske nogle få, der ikke selv har læst bogen, eller mere korrekt bøgerne, for der er efterhånden kommet fem ud af syv planlagte. Eller som ikke har fået den genfortalt af et entusiastisk barn eller fantasylæsende voksen.

De ved så ikke, at der i verden findes muglere, der er uvidende om magi og trolddomskunst, og troldmænd, for hvem det er dagligdag at blande eliksirer og flyve på koste. At vi muglere – og jeg må med sorg meddele, at dem hører jeg til – ikke ved mere om denne magiske verden, skyldes den forsigtighed, der udvises af troldmænd og hekse.

Men nu får vi, takket være Rowling, mulighed for at løfte en flig ind til denne verden. Eller rettere, vi får mulighed for at følge i hælene på Harry Potter, når han kører sin bagagevogn ind gennem muren til perron 9 3/4 og sætter sig til rette i sæderne i kupeen på Hogwarts Ekspressen. Og kører gennem det engelske landskab til han og vi når frem til kostskolen, hvor trapperne flytter sig, malerier holder vagt over skjulte døre og maden kommer på bordet med et trylleslag. Og hvor onde kræfter vil den forældreløse Harry til livs.

På skolen udspiller sig et velkendt engelsk kostskoleliv: Fire forskellige kollegier, med egne farver, flag og stolthed. Hvor drenge og piger sover på separate sovesale, og hvorfra de styrter af sted for at nå et utal af timer hos flinke, strenge og decideret skræmmende professorer. Men hér hører også al lighed med den almindelige verden op.

For de har ikke latin og græsk, men timer i flyvning på kost, korrekt brug af tryllestav, eliksirbrygning og magiske dyrs pasning og pleje. Og hér er det, at den norske Takhale kommer ind i billedet. Sammen med fut-skolopendre og havenisser, der er lige så belastende, som de er små. Læser man Harry Potter vil man være godt rustet, skulle man møde én af ovennævnte. Og det kunne jo ske, hvis bare man holder øjnene åbne og ser ud over sin egen mugler-næsetip. For måske er det ikke alt, Ministeriet når at skjule, og man har jo lov at håbe…

Jeg ser i al fald med andre øjne på den store sneugle og den majestætiske hornugle i Zoo i København. For hvem ved, måske flyver de ud om natten og leverer post til de troldmænd, der lever blandt os. Deres gule, uudgrundelige øjne åbner i al fald for muligheden.

Det kan godt være, at jeg har fået blandet elementer fra de efterfølgende romaner ind i ovenstående. Måske dukker Takhalen først op i bind tre. Og slagpoplen og fut-skolopendrene i bind fire. Jeg kan ikke huske det. Og det skyldes, at jeg har slugt alle bindene i én køre. Først kom bind ét. Så ventede jeg. Dernæst kom bind to, og så måtte jeg lige læse bind ét først. Så vente… osv.

Engang kommer sidste bind, og så må jeg starte med bind ét og hygge mig med hele serien i rap. Og hvem siger, at jeg ikke kan tage fat på bind ét, to, tre… , når der er gået lidt tid?

Så mangler du noget at læse? Og har du lyst til en god historie? Og skræmmer tanken om 1732 sider dig ikke? Så prøv Harry Potter og se, om ikke du bliver lige så belastende for dine omgivelser, som jeg har været. Råb, skrig og telefonopkald kunne ikke trænge igennem min fantasi-boble, og hurra for det. For hvor ofte sker det egentlig?

Oversat af Hanna Lützen. Gyldendal, 1998. 303 sider