Anmeldelse
Gro
- Log ind for at skrive kommentarer
Vidunderlig fortælling om fortabte forældre, stor ensomhed og magi ledsages af intense linoleumstryk, der fungerer som en historie i historien.
Engang blev der tabt en kuffert fuld af historier i zonen mellem menneskenes verden og Biblioteksskoven. De fleste af historierne skulle være sået, men slog i stedet rod i zonen, hvor de voksede sig farlige og store.
Gro bor sammen med sin mor og sin elskede gamle hund Laika. Gros ansigt har dybe rynker, og hun bliver mobbet groft i skolen af tvillingerne med deres følge af tynde piger. Derfor sørger hendes mor for, at Gro går med en halvmaske, der skjuler hendes ansigt. Men inde i Gro fødes der bunker af spændende historier, som hun nedskriver i sin notesbog.
Verdens historier forsvinder, så hele verden er i fare for at blive sendt ind i meningsløshedens tidsalder. Gro ser mærkelige skabninger, som andre ikke kan se. Det skræmmer hendes mor, som har sendt Gro til psykiateren Katja, der tilbyder hende piller mod disse syner, som moren også får. Den eneste, der forstår Gro, er boghandleren Sakarias.
En dag opdager Gro, at hun bliver forfulgt, men en sært udseende mand ved navn Frank kontakter hende i skolen og siger, at han vil beskytte hende. Da Laika er ved at dø efter et natligt angreb fra en af disse skabninger, følger Gro og Laika med Frank mod Biblioteksskoven, hvor Laikas kobbel bor, som måske kan redde Laikas liv. Biblioteksskoven er dog et særdeles farligt sted! I skoven møder Gro skyggemuser, lærer om konsekvenserne af en fremtid uden historier, finder Babelbiblioteket, der rummer alle verdens bøger, også dem der endnu ikke er skrevet, og skjulte sandheder. Her ligger Gros skæbne. Hvis hun vil..
Med inspiration i de store klassikere, også fra børnelitteraturen, skjulte biblioteker bestyret af bibliotekarer, der er levende, skatkister af viden, vigtige historiske begivenheder, og hvad der ellers giver verden kant og kulør, ledes Gro gennem en kendt verden og åbner vinduerne til verdner, der eksisterer indeni og under os. Som i Neil Gaimans historie om Coraline, kan Gro kun se sandheden, hvis hun har mod til at handle. Og som i Clive Barkers roman Evighedstyven beskæftiger Adam O. sig med en kendt verden og en alternativ, svagt forskruet verden, der både ligner et fortryllende eventyr, men som også indeholder nøglen til verdens undergang.
Jeg er kæmpefan af Adam O. både som forfatter og kunstner, og en af grundene er hans evne til at overraske. ’Gro’ er et eventyr, en horrorfortælling, en thriller om kritiske tilstande for nyskabende litteratur og angsten for konformitet. Romanen viser farerne ved at lade mangfoldigheden dø i frygten for kontroltab.
Brugernes anmeldelser