De forunderlige bøger om Amaia og Gustau

Den storslåede catalanske eventyrfortælling, der fører os til en verden med drager, talende bjørne og en yoghurtdreng bringer mindelser om Alice i Eventyrland og Narnia bøgerne.

Forfatteren har skabt en fortryllende bog, der midt i disse fantasy tider vender tilbage til ”det gode gamle eventyr”. Det er således meget mere ’Alice i eventyrland’ end ’Harry Potter’. Børnene Maia og Tau passes ofte af bedstefar Drus. Da børnene møder en altspisende heks, der bl.a. spiser ordet hvidt, så de ikke kan huske denne farve, sender bedstefaren dem bogstaveligt ned i underverdenen, nemlig ned gennem en brønd. De ender i en eventyrlig verden med masser af væsner og eventyr. Her bor bedstefar Eg, der skal hjælpe dem.

Denne moppedreng på næsten 500 sider er måske en smule omstændelig, idet alle væsner og eventyr beskrives med egne historier, men da magien ligger gemt i både sprog og handling, holdes man dog hele tiden fanget. Sære sidehistorier og væsner får plads og titlens henvisning til ’De forunderlige bøger’ giver mening, da der er mange bøger i én og samme bog. Selv om det til tider er drabelige historier, foregår det hele i et roligt tempo, og man får fornemmelsen af at have god tid – og det skal man også have for at læse bogen.

Bogen hylder fortælleglæden og fantasien i sprog og indhold, og hovedpersonerne erkender, at det ikke er sejren, men kampen, der er vigtig. På trods af omfang og indhold, vil historien være velegnet til oplæsning fra 8 år, hvor oplæseren også vil kunne nyde historien undervejs. Til selvlæsning kræves en habil læser fra 12 år. Men de, der kaster sig over den, vil blive rigeligt belønnet.

Anmeldt af Jim Højberg, børnebibliotekar