Farfedt

Jonas Reppels prekariat-digte er en både rørende og anstrengende knækprosa-oplevelse af fattig ensomhed, svigt og frustrerende uformåenhed. 

'Farfedt' handler om en ung kontanthjælpsmodtagers liv og om, hvordan savnet af faren bliver fokus for en tilværelse, der er fyldt af frustrationer, fejltagelser og uformåenhed.

Ordblind med træningstøj og talefejl bliver fortælleren puffet igennem tilværelsen og det ene nederlag efter det andet – som en skumbold i en slowmotion pinball-maskine. En enkelt anerkendelse, en udstrakt hånd fra en dansklærer, der viser interesse for fortællerens skrift, er ligesom det, der får den i gang, skriften, og den snor sig i spiraler om savnet af den far, der aldrig har været dér – eller som altid anmassende har været dér i form af et insisterende fravær.

Det bliver både en frustrerende og rørende læseoplevelse, at føle skriftens hunger efter "Farfedt". Der er fuld blæs på den forarmede fortælles sproglige uformåenhed, der giver sig udslag i både bevidste og ubevidste sprogblomster, som ”Jeg farbløder”, ”Løgntunge” eller ”Løgnånd.” Det er ikke ligefrem opbyggeligt at følge denne håbløse mission fra indersiden af denne unge mand af prekariatet. Han formår ikke at leve op til de krav, der bliver stillet til ham. Eller er det systemerne, der ikke formår at møde ham og skabe en vej, der er farbar for ham? Det bliver aldrig rigtig fedt, hvis man er en skumbold, som omgivelserne insisterer på at tvinge ind i deres pinball-maskine.

Den kan bestemt noget, bogen ’Farfedt’. Man forstår jo godt denne følelse af, at ”Alle mennesker r efter mig”. Fortællerens uformåenhed slår igennem både i skrift, stavning og layout – og det er unødvendigt anstrengende. Det er træls for læsningen, at skriften er fed hele vejen igennem. Måske er det en pointe, men det virker anmassende på en unødvendig måde. Det kan være en pointe, men den er ikke nær så vellykket som grebet med at lade skriftstørrelsen variere og give udtryk for skiftende spænding, humør eller stemning. Den fede skrift bliver sådan en pseudo-Yahya Hassan brug af versaler, især når Hassan er en uundgåelig reference.

Det er også anstrengende på en træls måde, at den ordblinde skribent konsekvent skriver ’r’ og ’1’ fremfor ’er’ og ’en/et’. Der er selvfølgelig en indlysende pointe, men da først han når frem til skriftens acceleration ved mødet med lærerens udstrakte hånd og fortællingen om, hvor meget han skriver og læser, bliver pointen noget fortærsket og flad. Altså, det kunne det ikke være en indlysende måde at skildre det fremskridt, fortælleren trods alt gør i løbet af teksten, at det også går fremad med stavningen.

Jonas Reppel er ikke Yahya Hassan eller Thomas Korsgaard, men med ’Farfedt’ skriver han sig til en plads i klassen af forfattere, der skildrer livet i  Underdanmark. Han eksperimenterer med tekst, synsvinkel, stavning, skrift og layout – det er al ære værd, men noget lykkes væsentligt bedre end andet.