For enden af perronen af Hanne Richardt Beck

Historien om manden på perronen er en god fortælling, som fænger og lever i kraft af sine fremragende tidsbilleder af de seneste 40 år.

Peter står på perronen på Nørreport Station og venter på det næste tog, som han vil springe ud foran. Og han er vred, meget vred. ”Hvordan er det kommet hertil? har han spurgt 2017, men den gør sig kostbar og svarer ikke.” Men pludselig blander 2017 sig alligevel i Peters tanker, og ikke bare 2017, men også andre år, som har haft betydning for Peter og hans omgangskreds, og hvert år forsøger at skabe lidt orden i Peters kaotiske liv.

Mens Peter står på perronen, bliver hans historie fortalt. I 1982 begynder han på en ny skole – en katolsk friskole - og her møder han Ellen, Agnes og Gunilla for første gang. Fire vidt forskellige teenagere med vidt forskellig baggrund og forskellige politiske interesser. De kommer alle til at spille større eller mindre roller for hinanden frem til 2017.

I 9. Klasse er Peter meget forelsket i Agnes, men hun ser ikke til hans side, til gengæld er Ellen vild med Peter, mens Gunilla er lidt på sidelinjen og er hende, der iagttager og er vidne til historien. Efter de første ungdomsforelskelser finder Ellen og Peter sammen og bliver gift, men deres ægteskab bliver ikke nemt. Ellen har arbejde som sygeplejerske, og det er hende, som forsørger Peter, mens han forsøger at skabe sig en karriere som politisk tegner. Men ligesom Peter endelig når anerkendelse som tegner af politiske striber til en avis, og der bliver lavet en udstilling på et anerkendt galleri i København, går det helt galt og Peters deroute begynder.

Hanne Richardt Becks beskrivelse af de usikre 15-årige, som starter i en helt ny klasse er ramt helt præcist. Hvem skal man holde sig til, hvem bliver lederen, og hvem bliver mobbet? Hendes roman giver meget præcise tidsbilleder for os, som har oplevet årene, er der mange nå ja'er, både fra hverdagslivet – lørdagskylling, citronte fra automaten og walkman- og fra det politiske liv.

Hvert årti beskrives med en farve: 70’erne er brune, 80’ene er grå, 90’erne selvlysende blå og 00’erne er den hvide tid. Med til at tegne tidsbillederne er også kommentarer med brug af de ord, som pludselig dukker op.Til kommentaren fra 2017 om at se sproget med alternative sandheder og fake news svarer 1982 ”fake news er bare propaganda.”

Personerne taler meget om kærlighed, kunst, politik, tro, karriere, og engang imellem kan det blive lidt for meget med kommentarerne fra den alvidende fortæller. Men det skal ikke forhindre mig at fastslå, at Hanne Richardt Becks roman er meget vellykket og velgennemført. En stor roman om tiden fra 1980’erne til 2010’erne, som får mine bedste anbefalinger.