Anmeldelse
Familien Kammer af Hanne Richardt Beck
- Log ind for at skrive kommentarer
Tandlægerne Dea og Bent Kammer har snart guldbryllup, og det giver familiens medlemmer anledning til at reflektere over deres indbyrdes relationer og gøre status over eget liv.
Dea Kammer er perfektionist, og forberedelserne til guldbrylluppet er omhyggelige og noget belastende for omgivelserne. Bent ønsker kun en fredelig tilværelse som pensionist og retter sig i et og alt efter sin kone. De har haft en tandlægeklinik sammen, så samværet har fyldt alle døgnets timer. De har også fået tre børn, selv om Dea i begyndelsen ikke ønskede det af hensyn til klinikken.
Det ældste barn Mari er ude i en alvorlig krise. Hun er gift med John. Det er tilsyneladende et godt ægteskab, hvor de sammen har delt sorgen over ikke at kunne få børn, men pludselig fortæller John, at han har en datter på seksten år, og Mari føler sig bedraget. Forældrene synes, at mellembarnet Thomas er den, der har klaret sig bedst. Han er skoleleder og far til tvillingedrenge. Desværre har konen forladt ham, uden at han helt forstår hvorfor, og han roder sig ud i en affære med en ung vikar på skolen.
Efternøleren Kit går livet igennem sine egne veje, flytter tidligt hjemmefra og opretholder kun meget sporadisk kontakt til familien. Kit er Deas hjertebarn, og søskendejalousi spiller en væsentlig rolle i familien. Det er en familie, der er mestre i at tale udenom og analysere de andres adfærd i tankerne. Guldbrudeparret og de to ældste børn lider under idealet om den perfekte familie. Alle er usikre og mere eller mindre fortvivlede, livet er ikke blevet som forventet, men kan det ændres?
Romanen fortælles over kort tid, men den gør rede for hver person og deres hverdag med tråde tilbage i tiden. Synsvinklen skifter hele tiden mellem personerne, så man som læser får forskellige opfattelser af situationerne. Skrivestilen er ret detaljeret, hvilket bidrager til at afdække personerne, men gør også den samlede roman noget langtrukken.
Alle familier er forskellige, og vi elsker at kikke ind over hækken til andre for at følge med i deres liv, så vi kan spejle vores i det. Familien Kammer kan for mange være sådan et spejl. Hanne Richardt Beck fik mange læsere med sin familieroman fra besættelsestiden ’Om så det gælder’, og de samme læsere vil synes om ’Familien Kammer’. For mig er hendes korte, intense roman ’Men bedste hr. hund’ stadig den bedste.
Brugernes anmeldelser