Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Lad os skyde på, at mindst halvdelen af en ungdomsårgang på et eller andet tidspunkt overvejer at skabe sig en karriere som skuespiller. Umiddelbart ser livet som skuespiller ud til at indebære mange fordele: Masser af penge, kendthed, medlemskab af jetsettet, utallige vilde fester, uhindret adgang til at score osv.
Herman Bang (1857-1912) var i sin tid en af disse håbefulde unge mænd, der prøver at få adgang til det forjættede land, både som skuespiller og som skuespilsforfatter. Desværre flaskede det sig ikke rigtig for ham. Efter sigende var han en ret middelmådig skuespiller. Og som dramatiker ville det heller ikke rigtig lykkes.
I første omgang var den manglende succes ikke så problematisk. For Bang havde arvet en formue fra sin morfar, hvilket betød, at han uhindret kunne hellige sig sine teaterdrømme. Men som bekendt varer ingen formue evigt, især ikke hvis man gerne vil leve godt, og efterhånden som saldoen på Bangs bankkonto bevægede sig fra grøn til rød, blev han nødt til at finde en måde at tjene penge på.
Han forsøgte sig som forfatter. Men det duede heller ikke rigtig – selv om det selvfølgelig kom til det senere. Novellesamlingen Tunge Melodier fra 1880 fik elendige anmeldelser. (Trods lyspunkter er der vist stadig bred enighed om, at den er ret dårlig). Og hans debutroman Haabløse Slægter fra samme år blev fældet af censuren, fordi blev betragtet som pornografisk.
Hvad gør man, hvis ens kunstnerambitioner ikke rigtig bærer frugt, men man samtidig er uegnet til andet end kreativt arbejde? Ja, man kan jo for eksempel blive journalist. Sådan gik det for Bang, der debuterede i Jyllands-Posten i 1878. På den måde fik hans manglende evner som dramatiker et heldigt udfald. For selv om Bang måske især blev journalist af nød, så er hans avisartikler virkelig medrivende læsning.
Han må da også selv have fået smag for arbejdet, for han fortsatte som journalist, længe efter at hans status som litterær sværvægter var fasttømret. Det mest spændende er måske hans reportager, hvoraf nogle af de bedste er samlet i Virkelighed – set i Herman Bangs Speil, som Forlaget Ajour udgav i 2001.
Den subjektive reporter
Bangs artikler er ikke reportager i almindelig forstand, hvis man derved forstår nogenlunde objektive beretninger om dette og hint. Tværtimod er artiklerne ekstremt subjektive, ikke kun fordi han skriver i en slagkraftig og letgenkendelig stil, men også fordi han hele tiden kommer med stærkt personlige vurderinger og tilmed eksplicit bringer sin egen rolle i begivenhederne på banen og endda henvender sig direkte til læseren. I den forstand laver Bang feuilletonjournalistik i traditionen fra tidligere forfattere/journalister som Erik Bøgh og Robert Watt. Alt det kan man læse om i Ulrik Lehrmanns udmærkede forord til bogen.
Den subjektive stil giver Bangs artikler et litterært strejf, som gør dem højinteressante langt ud over det emne, de handler om, og den specifikke kontekst, de er blevet til i. F.eks. er artiklen ”Forfærdende Ulykke paa Nordbanen” fra 1897 en dækning af et togsammenstød på Gentofte Station. Men trods spændet på mere end 100 år, er den samtidig en hårrejsende, makaber skildring af blodig lemlæstelse:
”Ligene laa foran mine Øjne, som var der dækket Bord med dem, Side ved Side. Ansigterne – paa dem der havde Ansigter – havde man dækket til med Klude ... Et Ansigt er udækket. Det er Ansigtet paa en Kvinde, der fra Underliv til Hals er bogstavelig sprængt, flænget op som i et eneste Snit af en Kniv. Da jeg betragter Ansigtet, kjender jeg det pludselig. Det er Dagmar Hansens Moder, som ligger der. De andre Lig er ubekjendte. De fleste er desuden Ukjendelige.”
Artiklen fortsætter som en opremsning af frygtelige lidelser, afhuggede hoveder, molestrerede lemmer og folk, der bliver gale af chokket. Det er opsigtsvækkende, alene fordi Bang er så hårdkogt. Desuden er det spændende at lægge mærke til, at han fremhæver, at han kender nogle af ofrene på forhånd. Han positionerer tydeligt sig selv som midtpunkt og iagttager af begivenhederne, og hans nærvær skaber en følelse af virkelighed, som gør det hele meget levende.
På samme måde er det i bogens mest kendte artikel ”Branden” fra 1884, hvor Bang skriver om branden på Christiansborg. Han beretter her, hvordan han sammen med andre tilskuere til tragedien har kastet sig ind i flammehavet for at redde, hvad der reddes kan, mens kongen og hans familie har set hjælpeløst til.
Bangs egen tilstedeværelse gør hele begivenheden ekstremt nærværende og drabelig. I det hele taget er hans artikler præget af en personlig og sproglig integritet, som gør dem vedkommende på en måde, som man sjældent støder på i dagbladsjournalistik.
Sørgmodig iagttagelse
Hvis man skal finde en nutidig parallel til Bangs måde at skrive på, er det mest oplagte sammenligningsgrundlag måske anmeldere og skribenter i avisernes kultursektioner. Hos både Bang og vor tids kulturskribenter spiller personligt engagement og bedømmelse en central rolle. Men hvor den personlige dimension i dag ofte mest af alt ligner selvpromovering, distanceblænding og ligegyldigt meningsdanneri – guderne skal vide, at man hurtigt kan få nok af den slags – så skriver Bang med en sørgmodighed og oprigtighed, som er helt unik. Det er ikke mindst iøjnefaldende i en af hans klart bedste artikler ”Nonnernes By” fra 1880 om et besøg i et belgisk nonnekloster.
Hvad er en nonne? En eftertænksom, vis kvinde med en kompromisløs religiøs integritet og en stædig vilje til at kæmpe for det gode, som har lagt en problematisk fortid bag sig for at leve et helligt liv ... eller hvad? Hvis man skal tro Bang er virkeligheden desværre noget mindre action packed og spændende. Faktisk er besøget hos nonnerne en deprimerende skuffelse. For her er ikke tale om unge ildsjæle, men nærmere om udslukte, sløve padder:
”Der var faa unge Ansigter i Klostrenes Bedestole, og hvad jeg læste i Søstrenes Træk – store, fede Ansigter, med stærkt røde Kinder bag Sløret – var som oftest godmodig Sløvhed ... De fleste var gamle og tandløse. De sad med halvt aabne Munde og betragtede den Besøgende med sløv Forundring, medens de blev ved at bede og mimre med de tandløse Gummer. Hist og her fandtes en enkelt Novice. Som oftest saas da et grovt Ansigt under den hvide Kappe, en stærk, plump Figur.”
Der er intet opsigtsvækkende over nonneklosteret. Tværtimod er det gennemgående præget af en sløvhed, hvor nonnerne luller sig selv og hinanden i søvn ved at gentage den samme bøn syv timer i døgnet, år efter år. Og da det endelig lykkes Bang at finde en nonne, som udviser en vis integritet og desperation, viser det sig ikke overraskende, at hun kun har været én dag i klosteret. Konklusionen er deprimerende:
”Om ti aar vil Blikket i disse sørgmodige Øjne være sløvt som de andres, Trækkene slappe, Nerverne afstumpede, en Existens udbrændt.”
Nonneklosteret er et sted, hvor kvinder går hen for at glemme en problematisk fortid. Problemet er bare, at de ikke overvinder deres lidelser ved at nærme sig gud, men ved at lulle sig selv i søvn i et ørkesløst tidsspilde, der fratager dem enhver livlighed. Det er virkelig ikke opstemmende.
Bangs skildring af nonnernes sløve liv er ekstremt kritisk. Men den er det på en underlig sørgmodig måde. Han er ikke først og fremmest ude på at gøre nar eller moralisere, selv om artiklen er både humoristisk og moraliserende i betydningen livsbesyngende. Han er nærmere ude efter at skildre søstrenes sørgelige liv. Den samme sørgmodighed er gennemgående i Bangs litterære forfatterskab. Hans kvindelige hovedpersoner er ofte modfaldne og initiativløse i en sådan grad, at man bliver irriteret (nogle gange er de slet og ret uintelligente, f.eks. i Tine). Men han skildrer dem med en sympatisk sørgmodighed, som gør det umuligt for læseren at forholde sig spottende og nedladende til dem. På den måde kan man sige, at Bangs journalistiske og litterære strategi er ens.
Det er ikke mindst tydeligt, hvis man ser på en af Bangs sjoveste artikler ”Provinsartister” fra 1890, som er en skildring af en exceptionelt kummerlig og deprimerende provinsvarieté. Det mest sørgelige er her en vis Olga Berszinskaja, som han har set ti år tidligere i Bruxelles. Her var hun ung og smuk, og tilskuerne var henrykte, både over hendes melankolske sangstemme og hendes smukke krop. Nu er hun havnet på et afdanket provinsteater:
”Hun er blevet gammel og meget svær. Hun smiler som en engelsk Dukke, der kan vise Tænder, naar den trækkes i en Snor. Og hun er iført Handsker, hvor Fingrene er skaarne af, saa hendes Hænder ligner urimelige Luffer. Den stakkels Berszinskaja”
Bedre bliver det ikke, da Bang efter stykket opdager, at den førhen smukke sangerinde har stillet sig tæt ved en kakkelovn, hvor hun står og søber en tvebak i en kop varm øl. Det er virkelig kummerligt og sørgeligt at læse. Og der er en klar parallel til Bangs skønlitteratur. For Berszinskaja er tydeligt beslægtet med hovedpersonen i Bangs berømte novelle ”Danserinden Irene Holm” fra 1890, som engang var en smuk danserinde og som nu er afdanket, ussel og alt andet end yndefuld - men ikke af den grund er bleg for at give en nummer, når lejligheden byder sig. Bang sagde ofte selv, at hans arbejde som journalist var en forudsætning for hans forfatterskab. Her kan man virkelig se, hvor bogstaveligt, han har ment det.
Kommentarer