Den halve verden

Andet bind i episk serie om en verden, der vil begejstre fans af både ’Game of Thrones’, ’Vikings’ og Sandersons ’Stormlysarkiverne’.

Her i andet bind befinder vi os stadigt i Gettland, og der bygges videre på historien om kongesønnen Yarvi, der har frasagt sig sin titel, og som i stedet nu fungerer som kongens udspekulerede rådgiver. Han er dog ikke vores hovedperson længere. Vores nye hovedperson er pigen Torn Bathu, der er i træning som kriger, og som ved et uheld kommer til at dræbe en af sine kammerater under træning. Da det derefter besluttes, at hun skal stenes til døde, redder Yarvi hende ved at tage hende med halvvejs gennem verden på jagt efter nye allierede.

Torn er arrogant og meget temperamentsfuld, så dagene, hvor hun skal være tæt sammen med de andre rorgængere, er på ingen måde ukomplicerede. Undervejs på turen lærer Torn kampkunst hos den gamle krigerkvinde Skifr, og efter måneder med umenneskelig hård træning, er Torn en af de allerbedste krigere og vinder efterhånden stor respekt blandt sine mandlige rejsefæller. Ikke mindst hos Brand, der mere end én gang, har forsvaret hende uden hendes vidende. Ingen tvivl om, at som handlingen skrider frem, finder man ud af, at én af de to er velsignet af Fader Fred og en anden af Moder Krig. To halve sider der sammen udgør et hele.

Torn er helt anderledes end Yarvi, og med et væsentligt andet fokus. Torn snotter, spytter, snorker, har et grimt sprog, og hun er ’pisseligeglad’. Denne historie følger også Torns dannelsesrejse. Hun er en meget selvsikker kriger, der kan dræbe uden de store samvittighedskvaler, men forholdet til Brand er en noget anden sag, og generelt har hun store vanskeligheder med at begå sig. Det lyder måske klichépræget, men det er det ikke. Hun kæmper som en anden Brienne med fællestræk til Kelsea Glynn fra serien ’Tearlings skæbne’.

Selvom anden to i denne serie er noget anderledes end den første, bl.a. fordi nummer et var båret frem af et andet og mere strategisk tankesæt, også i måden at se verden på, er bog to på ingen måde dårligere, bare anderledes. Så anderledes at selv Yarvi, som man kender så godt, føles meget mere distanceret. De andre bipersoner, som man også kommer til at holde af, er med til at skabe rammerne for historien, der udrulles i fuld fart.

Siderne vender sig selv, karaktererne er voldsomt underholdende, og selvom man møder nogle karakterer ganske kort, kan man sagtens huske dem. Joe Abercrombie er virkelig en eminent historiefortæller, der kan skabe et mangfoldigt persongalleri, og som viser os at god fantasy har en særlig tyngde. Stadig spekulerer jeg på, om vi tidsmæssigt befinder os i et parallelunivers med afsæt i vikingetiden, eller om dette er et postapokalyptisk scenarie. Men det er i virkeligheden lige meget. For det vigtige er, at det er rigtigt god fantasy til den voksne læser.