Kongers sidste argument

Tredje og sidste bind i den fabelagtige og stort anlagte fantasy-serie. Trilogien afsluttes på værdig og særdeles tilfredsstillende vis. Hvor er det dog god underholdning.

Abercrombie har som så mange andre fantasy-forfattere hentet stor inspiration hos Tolkien, og af nyere forfattere kan man naturligvis ikke undgå at nævne Martins Game of Thrones og faktisk også danske Jacob Kokkedals serie Den trofaste bror. Disse værker indeholder mange af de samme elementer, først og fremmest intrigerne og den eviggyldige kamp om magt, men naturligvis også de barske beskrivelser og det ligefremme sprog. Abercrombie er dog samtidig kendt for at forny genren, og han er således også helt sin egen. Sproget og universet er voldsomt og blodigt, og det hele bliver serveret med en konstant lurende barsk humor. Alt i alt er det voldsomt underholdende og vanedannende.                            

Dette tredje bind fortsætter umiddelbart efter at andet bind sluttede, og man er simpelthen nødt til at have læst de forrige bind et for at kunne følge med. Efter den forgæves rejse til Det gamle Imperium efter det mystiske våben ”Sæden” er det umage rejseselskab bestående af den gamle troldmand Bayaz, nordboen Logen Nifinger, den mystiske kvinde Ferro, og sværdmesteren Jezal, vendt tilbage til Unionen og hovedstaden Adua. Unionen er i opløsning, krig truer overalt, den gamle konge ligger for døden uden arvinger, og et direkte ondskabsfuldt magtspil tager sin begyndelse. Der skal vælges en ny konge, og alle stormændene hvæsser deres knive og våben, og den forkrøblede torturmester Glokta har travlt med sine intriger, men Bayaz har sine helt egne planer, som bl.a. fører frem en ganske uventet person som landets nye konge. Samtidig er Logen draget tilbage til Nordmarken for at gøre op mod sin gamle fjende, kong Berthod, og Logen får uventet hjælp fra Unionshæren og oberst Vester. Mens Unionshæren er oppe nordpå, angriber de frygtede Gurkhere, og snart er Adua under kraftig belejring. Alt synes tabt, men endnu en gang griber Bayaz ind.

Abercormbies serie er en af disse komplette og mangfoldige historier, som tilsammen bliver til noget i retning af et mesterværk. Selvfølgelig er der mange handlingsdele og personer at holde styr på, og sproget og nogle af beskrivelserne er ikke for sarte sjæle, men hvor er det dog god underholdning. Især de mange vidt forskellige personer er voldsomt vedkommende og interessante, og baggrunden med noget ukendt djævelskab og glemt magi er i den grad med til at løfte spændingsniveauet.